tirsdag den 2. april 2013

Ting tager den tid, tid tager

Jeg havde lige 10 min. til at gå ind i den lille genbrugsbutik i centrum, inden min bus kørte i dag. Jeg fandt da også et par småting. Men småting kan også være guld værd. I sær for sådan en som mig, der kan se det skønne i næsten alting, selv når lampen buler, er skår i tallerkenen eller ting bare viser tegn på årenes ælde.

I dag fandt jeg et gammelt minutur fra Smiths (England). Jeg kører jo rødt og hvidt tema i mit køkken, Karolines Køkken, så minuturet passede perfekt. Det er beregnet til at skrue op på væggen, men om det bliver det ved jeg ikke. Det kunne nu være meget fedt, hvis det blev sat op sammen med min røde køkkenvægt, jeg har haft liggende i et skab i flere år. Ja, det er forår og jeg kan da umulig være den eneste som får lyst til forandring. Solen skinner og livet er skønt!

Som i kan se på billedet, fandt jeg også lige et salt og peber sæt i Teaktræ fra A & B. 5kr. pr. stk. Til den pris måtte de med hjem og pynte. Jeg har set det samme sæt, dog i hvide og med Cathrine Holms berømte Lotus blade på. Den leder jeg stadig efter. Faktisk ejer jeg kun 2 ting med Lotus. En fin gryde og en enkelt flad tallerken. Begge med turkise blade. De blev selvfølgelig købt en gang for mange år siden, hvor ingen anede hvem hun var. Dengang havde jeg allerede en svaghed for retro emalje gryder og kaffekander. Jeg købte disse to fine røde. Igen. Rød er bare min yndlingsfarve og at de har et strejf af orange i mønsteret, gør dem kun kønnere. Jeg ved ikke hvem der har designet flammerne. Om det kan være Cathrine Holm, ved jeg ikke!?



Egentlig havde jeg forventet at modtage en sms fra Fona i dag. I dag udkom den nye cd med min all time favorite gruppe New Kids On The Block nemlig. Man kan købe albummet på forskellig vis. Jeg valgte at forudbestille en cd. Takket være moderne teknologi kan jeg alligevel få lov at høre sangene lige så meget jeg vil. Ved middagstid kom de nemlig på Spotify! Jeg elsker Spotify. Min telefon er så fyldt op af musik, apps og billeder... Men egentlig er det unødvendigt, at jeg har musik liggende, når man kan høre og lave sine egne spillelister på Spotify. Cd'en kan erhverves for 100kr i Fona, men kan også downloades på itunes! Fik jeg sagt, at jeg er en af de få, som rent faktisk fik fingre i en af de flotte jakker de havde på til koncerten i Herning, 12. Maj sidste år? Jeg vandt den i en lodtrækning.... Og nå ja, så er det jo meget godt, at jeg elsker rød!! Jeg har været fan af gruppen siden 1989 og har fulgt dem i tykt og tyndt, så jeg er ret stolt. Det nye album er produceret af det danske producer par Deekay. Hvor er det vildt at vi har så dygtige folk i Danmark - eller... At vi har så dygtige folk i Danmark, at de rejser ud i den store verden og reklamere for vort lille land.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar