Visne blomster og redningsaktion

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at vi lige nu oplever en tørke, som vi aldrig har oplevet det før. Det tørre græs, de visne blomster, tørt sand og jord. Først var der afbrændingsforbud og nu er der også opstået vandingsforbud rundt omkring, fordi vandværkerne ikke kan følge med, da vandstanden falder, som følge af tørken. Jeg har gået på jordbrug skole og kan sagtens se, at det ser svært ud. Både for de landmænd, som leverer korn til vores mel, men så sandelig også for de stakkels dyr, som skulle gå at græsse saftig grønt græs lige nu. Jo, det er faktisk ved at være så slemt, at det giver os et lille indblik i, hvordan det er at skulle dyrke jorden i den tørre jord i Afrika. Vi længes efter vand. Planterne længes efter vand. Og dyrene længes efter føde og vand. Både dem i landbruget, på rideskolen og i naturen.

Mine blomster på altanen er også visnede. Jeg har forsøgt at holde liv i dem længe. Men nu har jeg indset, at det er spild af vand, at forsøge at rede de planter, som allerede er medtagede. De første som gik til var akelejerne og min knopurt. Nu har også mine stedmoderblomster givet op.

Sukkerærterne holdt ikke længe. Planterne var små og få, men de var gode, så måske vil jeg så dem igen næste år. Min penis chili glemte jeg alt om, da den havde forputtet sig og jeg orker næsten ikke tage kampen op om at få liv i en ny. Det havde jeg nu gjort, lige ind til den lille ny plante fik det alt for varmt i min lanterne/ mini drivhus. Min palmekål er næsten død. De har det for varmt og kålorm har vist spist det meste af dem. Mine jordbær er indtørrede og visne. Om der kommer liv i dem til næste forår, er ikke til at vide, for sådan en tørke er ikke til at spå om.

Min elskede mynte, som stod så flot sidste år, er ikke et billede værdig. de har været plaget af orm. lige fra starten og der er hundredevis af små hvide fluer, som har suget al saften ud af dem. Så øv. Det blev ikke et godt mynte år i år.

Faktisk er den varme også ved at gå mig på. Jeg elsker den, men det bliver tit så varmt, at jeg ikke kan holde ud at sidde ude på min altan, så jeg har faktisk ikke siddet der ude i den sidste uges tid. Jeg vander og ser til planterne, sent om aftenen, når det er blevet så køligt, at det er til at holde ud at være der ude igen. Måske er det også fordi jeg opholder mig det meste af dagen, udendørs på en legeplads, at jeg holde mig inde, for tiden.

Under min aftenvanding fik jeg øje på en hare, som hver aften gik tur på pladsen foran min altan. De er stadig i gang med at renovere lejlighederne her ude og derfor er der endnu ikke anlagt en græsplæne, så det ser virkelig sølle ud for haren, som er ude at lede efter føde. Derfor lavede jeg en lille rednings buffet til den. Jeg ofrede to af mine små salater fra altankassen, skar en skive vandmelon ud, fordi jeg tænkte, at hvis ikke haren kunne lide vandmelon, kunne det være at der var et andet stakkels dyr der ude, som kunne. Jeg tog en plastikbakke fra noget pålæg, som jeg skyllede og hældte en stor flaske vand i og en stor sten, så den ikke ville blæse væk. Desværre har jeg ikke set. om haren har været forbi, men det håber jeg at den har. Vandmelonen er væk. Måske er den spist af fugle. Måske er den bare indtørret her i varmen.

I stedet for at købe nye blomster til altanen, har jeg bestemt mig for. at være glad for dem, der trods alt stadig er liv i. Der er et par skønne solsikker "Red Ruby," Et par Stolt Kavaler, Gul sommerhat (?), Tagetes, Have Holly, Purpur Solhat og bedst af alt. Mine gamle, overvintrede pelargonier er nu sprunget ud. Og Min sommerfuglebusk fra sidste år, står nu med ca. 20 blomsterknopper i, på trods af at bladene har set bedre dage. Så lidt liv har jeg da stadig på altanen.

De spanske margueritter var et containerfund. Det samme gælder de hvide Kalanchoe, som nu springer ud med fine nye blomster. Derfor tog jeg lidt planter med hjem fra haveaffaldscontaineren igen i dag. Så har jeg et nyt genoplivningsprojekt, at gå i gang med.

Det bliver lidt spændene at se, hvornår efteråret sætter ind med kulde, så pelargonier og kalanchoes skal indendørs at bo. Det må godt vente lidt endnu.

En skøn søndag ved Vestkysten.

Der skulle alligevel gå et par dage, inden jeg fik tændt den bærbare igen. Jeg har været på job. I dag og i går. I dag havde jeg tidligt fri og det var som om at jeg havde brug for at slappe af. Ikke blot pga. arbejdet, men måske også fordi jeg endnu engang har haft en weekend med masser på programmet. Ihvertfald skulle det vise sig, at min vurdering af, at det ikke ville være nogen skam at tage en lille lur, sådan en tirsdag eftermiddag ved 15-tiden, var korrekt antaget. En times tid eller to senere, vågnede jeg op med ny energi.

Lørdag var jeg til studentergilde for min gran fætter og søndag tog jeg med en veninde og hendes to børn til Blokhus og Løkken. Vi fik dyppet tæerne i Blokhus, hvor der som det oftest gør, blæste så meget, at bølgerne kom langt op på strandkanten, hvor den skyllede sten med sig i farten. Jeg spottede den fine sten, øverst i indlægget og syntes at den fortjente at komme med hjem. En lille hjerte-sten.

Det er meget sjældent, at jeg har haft mulighed for at komme til stranden. Jeg nyder at kunne soppe i vandkanten, men har aldrig rigtig fundet det sjovt at bade ved stranden. Jeg mindes der nærmest som værende lidt skræmmende, at stå der ude og blive blæst om kuld af bølgerne, så derfor er jeg mest til at gå i vandkanten. Der er sket utrolig meget på stranden i Blokhus, siden jeg sidst har været der. Jeg havde aldrig set, at man havde hegnet et område af, hvor biler ikke måtte køre, så de med små børn, ikke behøvede at gå med hjertet i halsen, over alle de mange, mange biler, som strømmede til.

Vi spiste frokost i Blokhus, inden vi kørte lidt længere nord på, til Løkken. Der besøgte vi "Bolcheriet," som er et stort hit, hvis man har børn med. Her kan man, fra første række, se hvordan de laver bolcher. Det er gratis at besøge Bolcheriet. De sælger bolcher i butikken ved siden af, men der er ingen købetvang.

Løkken er en lille hyggelig by med mange fine butikker. Vi gik en lille tur i gågaden, inden vi kæbte is hos "Iskompagniet." Da det bare blev til en softice for mit vedkommende, fik jeg ikke lige taget et billede til bloggen, men jeg tror godt at jeg tør love, at der nok skal komme et billede af en stor is, i et andet indlæg, i løbet af sommeren.

Lige som i Blokhus, kan man gå direkte fra gågaden, ned tul den skønneste strand. Formålet med vores tur til Løkken var, at jeg i mange år har drømt om at få et gensyn med de gamle bunkere fra 2. Verdenskrig, som jeg mindes at have set i min barndom, helt tilbage i 1980'erne. Jeg kan huske, at de fascinerede mig og jeg har drømt om at besøge dem igen. Der var bare et problem. De lå for langt væk. Takket være mit gode zoom kamera, kunne jeg zoome ind og tage disse billeder.

Vi ville tættere på og da vi satte os i bilen, i håbet om at komme lidt nærmere, kunne vi ikke finde et sted, at køre ned på stranden. I stedet fandt vi os selv på en klippe i Furreby, med en skøn udsigt ud over havet og stranden, hvor Paragliders fløj lige foran os.

Vi havde næsten opgivet at komme ned til bunkerne den dag, for med 2 små børn, virkede det lidt for uoverkommeligt at gå ned at de stejle klipper, for derfor at bestige dem igen. Så vi satte os i bilen og begyndte at køre mod Aalborg igen. Først tog vi dog en lille tur til Løkken igen, for det kunne jo være, at der var en vej ned til stranden, som vi havde overset... Og det var der. Vi fandt en vej ned til stranden, men pga. et åløb, blev vi afskåret fra de store bunkere, men vi fandt dog et par små bunkere, som vi kunne udforske.

Igen måtte jeg tage den store zoom funktion i brug, for at tage et billede af denne, nærmest teater-lignende bunker.

Jo, der er skam skønt ved Vestkysten, så står du og mangler en strand med andet end bare sand og vand, at besøge, så vil jeg helt klart anbefale at tage til Løkken Strand og kigge på de mange bunkere, som måske nok vækker gru og rædsel, men som også er en stor del af Nordjyllands og Danmarks historie.

Jeg er blevet ledig... igen.

Hov. Hvad sker der lige her? Er jeg virkelig tilbage på bloggen, eller er det endnu bare et forsøg på at vende tilbage? Jeg må tilstå, at jeg ikke helt ved det. Det var bare tusinde gange nemmere for mig at blogge, da jeg kunne skrive mine indlæg på min Ipad. Den ipad som jeg på ingen tid kan overføre mine billeder til. Den Ipad, hvor jeg førhen kunne redigere mine blogindlæg, så som at midterstille fotos osv. Desværre også den Ipad, som har fået opdateret Ios styresystemet så mange gange, at der, så vidt jeg ved, ikke er dukket en ny app op, som gør alt det muligt igen. Men. lad mig komme med en lille opdatering.

I slutningen af januar måned startede jeg på et aof kursus/ vikar bureau, som krævede at man sad ved en computer hver dag. Min gode, gamle laptop, som jeg havde haft i 10 år, kunne ikke helt forholde sig til at være en arbejds computer igen, nu hvor IPad jo var blevet mit daglige værktøj. Jeg havde sådan set også lidt glemt, hvordan det var man skulle tænde og slukke den og fik vist nok rykket stikket ud en sen aften, før den var helt slukket. Den døde. Men som ledig på arbejdsmarkedet var jeg dybt afhængig af en brugbar pc, så jeg måtte have fat i en ny. Jeg købte en ny, men med Windows 10, som jeg aldrig var blevet helt fortrolig med at bruge, blev det ofte med irritation, når jeg endelig fik tændt computeren. Noget andet var, at der ikke længere var hverken words eller andre af de gamle programmer, jeg havde været vant til at bruge. Så jeg tyede hurtigt til at bruge min mini laptop, som førhen ellers kun var blevet brugt som rejse pc. Den tjans havde min Ipad også overtaget, så det endte tit i noget rod, når jeg skulle skrive ansøgninger og forsøge at sende dem afsted. Men jeg fik det dog gjort.

I slutningen af Januar måned blev jeg via vikarbureauet sendt ud til vikarjobs i forskellige daginstitutioner. De dage, hvor jeg ikke skulle på arbejde, skulle jeg møde op på vikarbureauet og deltage i aof undervisningen, men det blev efterhånden sjældnere og sjældnere, at jeg rent faktisk sad der. D. 20. Februar fik jeg en opringning på min telefon, fra en daginstitution, som havde fået mig anbefalet af en af de andre daginstitutioner, som jeg havde været ude hos. Den næste måned var jeg ude til vikarjobs i 3 forskellige daginstitutioner, da lederen i den ene sagde, at hun gerne ville lave en midlertidig kontrakt, så jeg kunne blive hos dem, ind til det ikke længere var aktuelt. Jeg blev utroligt glad, for det føltes faktisk som fast arbejde. Jeg skulle ikke længere have en rygsæk på nakken med alt tænkeligt skiftetøj, man kan få brug for som pædagogmedhjælper, herunder gummistøvler, regntøj, tyk sweater, skiftesko osv.

Jeg arbejdede som pædagogmedhjælper i en støttegruppe for børn med særlige behov. Det har været så livsbekræftende at kunne se, at jeg har været med til at styrke og udvikle børn indenfor specialområdet, herunder bl.a. autisme og adhd. Jeg har altid undret mig over, hvordan man kunne få erfaring netop inden for det område, da jeg tit havde set jobopslag, hvor erfaring inden for ex. autisme området var et krav. Mit vikariat har været så givende. Tænk, at sådan en som mig har gjort en forskel, så børnene er blevet så dygtige, til så mange ting. Det var lidt vemodigt at tage afsked med dem alle. Mit vikariat sluttede d. 30. juni. Jeg var dog så heldig at få lidt vikartimer booket for fremtiden, så jeg ved, at jeg skal ud at besøge dem igen.

I mandags meldte jeg mig ledig igen. Heldigvis har jeg allerede en del vikararbejde at se til, men i denne uge holder jeg fri. Altså, med mindre der er nogen som ringer og har brug for mig igen. Både i går og i dag har jeg måtte udfylde formularer og ringe til min A Kasse adskillige gange. Men nu er der endelig kommet styr på det meste og det var derfor jeg valgte at tage den nye computer med ud på altanen og forsøge at skrive et nyt blogindlæg. Det er varmt. Jeg har forsøgt at kravle i den køligste hjørne, da termometeret viser 40 grader, der hvor jeg plejer at sidde.

I dag var bare lige en lille opdatering. Måske tager jeg computeren frem igen i morgen og forsøger mig på det der med at blogge fra en pc.

Jeg lover, at der nok skal komme retro på bloggen igen. Billederne har intet med teksten at gøre, men jeg roder stadig lidt i blinde mht. at tage den nye laptop i brug til bloggen, så jeg håber i vil bære over med mig. 

Fortsat god sommer!