lørdag den 31. august 2013

Et skridt nærmere ompolstring af teaktræs skamler

USidst på eftermiddagen fik jeg mig endelig taget sammen til at cykle i storcenteret. Først cyklede jeg lige omkring containergården, for at smide en sæk tøj i tøjcontaineren. Jeg synes det er sådan en underlig sørgmodig besked der møder én, når man kommer til blå kors tøjcontainer. Tøjet bliver nemlig samlet ind, for at hjælpe børn og familier med alkoholikere i familien. Men hvis mit aflagte tøj kan hjælpe, så er det vel godt nok. Jeg skulle jo af med tøjet under alle omstændigheder og hellere hjælpe andre, end at smide det ud.

  
Det stormede en halv pelikan, så den udendørs koncertaftale jeg havde blev droppet. Det var en koncert i Karolinelund i anledningen af Images festivalen. Der er kunst og koncerter fra Afrika i en hel uge, så forhåbentlig bliver der anledning til at komme af sted en anden dag. I stedet for at tage til koncert, fik jeg pludselig lyst til at gå i gang med at afpolstre de teak skamler jeg fandt for en uge siden. Jeg satte mig ud på altanen og gik i gang med at vrikke møbelklips ud med en skruetrækker og knivtang. Jeg brugte en saks til at klippe stoffet af den første skammel, men fandt ud af, at det ikke var nødvendigt. Det nemmeste havde nemlig været, at skrue sædet af først, hvorefter det var nemmere at få betrækket af.

 


Da betrækket var kommet af, vaskede jeg stolene grundigt af med træ grundrens fra Trip Trap, som jeg ikke aner, hvor jeg har fra. Det fjernede alle de grimme malingpletter og stellet blev meget pænere at se på. De sidste rester af skumgummi skrubbede jeg af med en tør grydesvamp, da jeg ikke havde noget sandpapir.


 
Jeg var ikke sikker på, at jeg ville lave mere end den ene, men valgte at det bedste nok ville være, at rense dem begge to, så jeg kunne tage dem ind fra altanen, nu hvor det regnfulde efterår er ankommet. Jeg ved stadig ikke hvilket stof jeg vil betrække dem med, men jeg har en idé i mit hoved. Jeg skrev mål på skumgummi og betræk ned, så jeg kan finde det ved lejlighed. For sjov skyld prøvede jeg lige at se, hvordan det ville se ud, med mine retro pudebetræk. Jeg nænner dog ikke at bruge dem til det formål, men det gjorde bestemt ikke noget, hvis jeg kunne finde noget stof i samme stil.

 

 
Da jeg var færdig med projektet gav jeg mig til at rydde lidt op i mens mit tv stod på TV2, hvor de viste den gamle danske film "Nyhavns glade Gutter" fra 1967. Det var sjovt at se den typiske retro stil i filmen. I sær damerne var farvestrålende klædt på. I kan jo selv se hvad jeg mener, for filmen er jo lige her.
 

Min egen lille retroshop salgsside

Jeg har brugt det meste af dagen på at fotografere de ting, som jeg har til salg. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en samling af diverse retro ting. Samlingen vokser stadig, så  jeg har set det nødvendigt, at begynde at sælge ud af mine ting. Jeg har stadig mange ting, som jeg skal have sat til salg. Min samling af Erik Kold bøtter bliver også større og større, så jeg skal have fundet de bøtter frem, som jeg har to af. Jeg ved der er en del.
 
 
I kan finde salgssiden her retroshopdk.blogspot.com

torsdag den 29. august 2013

Mad og lakridspiber

Den anden dag fik jeg øje på en pakke fars i køleren hos Daglig Brugsen. Der stod, at farsen indeholdt 20 % grøntsager, så det var noget, jeg aldrig havde set før. Derfor købte jeg det.
 



Jeg går jo ind for mad, som enten er hurtig at lave, eller som laver sig selv og derfor er jeg på det seneste, blevet ret glad for at lave lasagnette i mit Pyrex fad. Først lavede jeg kødsovsen. Selv om farsen indeholdt grøntsager, tilføjede jeg 2 peberfrugter og en stor håndfuld spinatblade, som jeg hakkede lidt. Jeg hældte grove pastaskruer i bunden af pyrexfadet og hældte kødsovsen oven på. Jeg forsøgte at blande det lidt. Jeg havde ikke tid til at bage det i ovnen, før jeg kom tilbage fra zumba, men nåede alt forarbejdet på 20 min. Da jeg kom hjem, fik det ca. 15 min. i ovnen. Det smagte mums!
 
 
Noget andet der smager mums, er min nye tortilla roulade. Det er ikke sikker at den lever op til formaninger om at spise sundt, men på den anden side, er den med garanti sundere end så meget andet! Jeg tager en grov tortilla pandekage, smører en tyndt lag økologisk peanut butter ud på hele pandekagen. Så "tegner" jeg en spiral med jordbærmarmelade på tube og ruller det hele sammen, til en roulade. Den dækker både sult og sukkertrang! Jeg har set folk lave noget lignende, hvor de smører banan på i stedet for marmelade.
 
 
For nogle år siden var det meget populært at dyppe både af æbler i peanut butter, som skulle være et sundere alternativ til slik, når bare det var en usødet peanut butter. Den peanut butter jeg har fundet, er en økologisk peanut butter, som er på tilbud til 20 kr. i Rema 1000 i denne uge (35).
 
 
Nu vi er ved det med mad, så lad mig her viderebringe min appel til EU, som vil gøre salg at slik, udformet som tobaksprodukt ulovligt.
 
 

 I dag har den ikke fået for lidt med lakridspiberi på facebook, men nu skal  vi heller ikke glemme lakrids snusen og tyggegummi cigaretterne. Min teori er, at e-cigaretten er blevet en modedille. Jeg ser folk i alle aldre ryge e-cigaretter. Det er bedre for omverdenen, i det vi andre ikke længere skal gå rundt i en stank af cigaretrøg, men den er sikkert stadig lige så sundhedsskadelig, som tobak. De børn der vokser op med lakridspiber, vil måske aldrig nogen sinde komme til at opleve hvad en rigtig pibe er.... Så hold dog op med det piberi EU.

Klokkestreng og klejner


I mandags, da jeg var en smut forbi Genbrugsland på Kennedy Plads, spottede jeg en underlig samling af klejnesporer hængende på en klokkestreng. Det var en noget bizar samling, så jeg kunne ikke lade være med at tage et par billeder af den.
  
  

Da jeg var forbi den samme genbrugsbutik med min mor i dag, kunne jeg ikke lade være med at vise hende den sjove samling af klejnesporer. Det skulle jeg måske aldrig have gjort. Og så alligevel. Hun sagde at min far faktisk har et par sjove klejnesporer ude i sit værksted allerede. Hvad han bruger dem til ved jeg ikke.. Men i hvert fald syntes hun klokkestrengen var så sjov, at hun købte den med hjem! Nu er jeg spændt på at se, hvordan den tager sig ud, når den er blevet hængt op der hjemme.
  
  
 
Jeg selv fandt to fine bakelitskeer fra Eldan. De er virkelig kønne!

 
 
 

onsdag den 28. august 2013

For the love of Teak

(Fordi jeg elsker teak)

Da jeg kom hjem fra loppemarkedet i lørdags, så jeg straks, at nogen havde sat to små skamler i teaktræ ud som affald. Jeg har allerede fyldt min stue godt op med både teak og palisander, men jeg nænnede ikke, at de to skamler skulle lide teaktræsdøden, så jeg måtte hente dem hjem.


Jeg kunne godt se, at de trængte til en kærlig hånd. Betrækket var slidt og falmet og en af dem var fuld af maling... Men jeg tænkte, at med en gang grundtens, ny hynde og betræk, kunne de blive fede!



Jeg har sat dem på min altan, så de kunne blive luftet lidt igennem, ind til jeg tager mig sammen. Det virker som et lille projekt, men jeg har aldrig gjort det ud i at ombetrække møbler før, så hvornår det bliver, ved jeg ikke. Jeg satser dog på, at det ikke viser sig som noget problem, når først jeg kommer i gang. Jeg er spændt på at få betrækket pillet af, for måske egner de små skamler sig, så pludselig som noget helt andet. Stabler man dem, kan de måske omdannes til en lille reoI. I hvert fald skal jeg nok få dem shinet op, så de kan bruges til noget.... Engang!

tirsdag den 27. august 2013

Gamle møbelklassikere i Super Brugsen

Jeg har fulgt lidt med i hvad der rører sig inden for genbrug af møbler og har ikke kunne undgå at bide mærke i, at der bliver solgt rigtig mange træstole for tiden. I sær i Sverige bliver de solgt som "pinnstole," men også her hjemme bliver der solgt gamle købmandsklassikere. Jeg kan slet ikke se det kønne i dem, men det er sikkert fordi de tidstypisk ikke ligger i den periode jeg holder mest af, nemlig 50'erne, 60'erne og 70'erne. Og dog!

Super Brugsen har også opdaget den store begejstring for de gamle klassikere og har netop relanceret en ny produktion af de gamle klassikere, til salg i deres butikker. I kan se deres sortiment her. I denne uges katalog var der et tillæg om premieren af deres nye salg af de gamle klassikere på side 15-18.
På trods af at disse stole er blevet reproduceret, kan jeg altså stadig ikke se det skønne i dem. Undskyld. Det er sejt, at gammelt håndværk bliver anerkendt og videreproduceret, så det tager jeg hatten af for. Personligt vil jeg altid gå efter en original, frem for en relancering. Jeg er spændt på at høre mere om hvordan salget går.



I et gammelt kælderrum, indrettet som frokoststue på mit arbejde, er der ikke gjort meget ud af indretningen, så derfor har de gamle stole fået lov at stå i 37 år. Det er da lidt sjovt, ikke? Det var først i dag, jeg opdagede hvor gamle nogle af stolene var. Der står et hold grønne stole, stablet og sikkert sjældent brugt. De har en sjov facon, så i dag kiggede jeg dem under bunden og fandt det sjove mærke, der indikerede, at stolene var fra 1976.

 
 
De hvide "pinnstole" er ikke stemplet i bunden, så de må forblive af ukendt oprindelse.
 




3 bagagerumsmarkeder på samme dag

Hold op, hvor har jeg haft en travl weekend. det har resulteret i, at de få gange, jeg har haft tid til at ramme sofaen, er endt med at jeg faldt i søvn med det samme! derfor har jeg måtte indse, at mit blogindlæg om søndagens 3 bagagerumsmarkeder, først kunne blive skrevet i dag, hvor jeg en sjælden gang ikke har nogle planer efter job.

I søndags nåede jeg som sagt omkring 3 bagagerumsmarkeder, som alle lå inden for en radius af 5km. Jeg blev hentet af mine forældre og min mormor (84 år og med til alle 3 markeder... Godt gået mormor!) kl. 9:45 om morgenen. Først kørte vi ud til et bagagerumsmarked ved Skalborg stadion, som var lidt af en skuffelse. Det der var ikke ret mange som solgte og det var mest tøj, som jeg sjældent kigger på. Jeg endte med at bruge 5 kr. på en multibøjle fra Ikea, som min veninde havde efterspurgt.
 
 
På facebook havde jeg set, at der også skulle være bagagerumsmarked hos Super Best, som holdt "torvedag." Desværre havde jeg først set det samme morgen, for ellers kunne jeg jo selv have stået, som sælger, da stadepladserne vist var gratis. Det må jeg huske at holde øje med for eftertiden. Der var rigtig mange, som havde trodset "Olsens bagagerumsmarked" og i stedet sat deres bod op hos Super Best.
  

Solen skinnede bravt og da jeg har lysfølsomme øjn, ærgede jeg mig over, at jeg ikke havde fået taget mine solbriller med. Men hos den første sælger, stod der en æske med solbriller til 2 kr. Jeg var parat til at tage et hvilket som helst par, men da jeg så navnet Gucci på et af dem, faldt valget på dem. Jeg tænkte at det sikkert var en knock off (kopi), men har stadig ikke fundet ud af det. På trods af to små revner i det ene glas, er de utrolig dejlige at have på.
 

Julemanden til 2 kr. måtte jeg også have med hjem og jeg er sikker på, at den kommer til at pynte fint til jul. En Erik Kold bøtte med hjerter og en gammel kaffedåse blev det også til. Jo, det var et fint torvemarked hos Super Best i Skalborg denne gang.
 
 
Jeg måtte hjem og læsse af, inden jeg mødtes med de andre på bagagerumsmarkedet på Dyrskuepladsen. På Dyrskuepladsen møder man den ene antikvar efter den anden, som mildest talt er "outsidere" i mine øjn. Jeg kommer ikke på marked for at købe antikviteter til vildt opskruede priser. Til det formål har vi nogle fine antikvitetsbutikker i byen, med et velasorteret sortiment. Jeg går som regel i en stor bue uden om  antikvarene. Også private skruer prisen i vejret takket være de mange tv programmer som Skattejægerne og antikduellen. Jeg finder som regel et par ting hos private, som er yderst rimelige med prisen. Denne gang var der nogen, som solgte mine Søholm krydderikrukker. Jeg måtte nøje studere et billede på instagram af min egen Søholm samling, for at se hvilke krukker jeg manglede. Jeg var blevet tilbudt at ringe til damen, som solgte dem, når jeg var sikker på hvad jeg manglede, men fandt på fotoet frem til 2 krukker jeg manglede. Vanilje og Vitaminer. Hjemme fandt jeg så ud af, at jeg også kunne have købt kanel, men satser på at jeg kan finde den krukke en anden gang.
 
  
Jeg har set hvordan nogle har spraymalet netop disse krydderikrukker og fået nogle rigtig flotte krukker ud af det. Jeg er både for og i mod. Jeg er mere til at genbruge tingene som de er. Indrømmet, den brune farve er ikke særlig pæn at se på, men det er nu engang sådan Søholms Rikke krydderikrukker var tiltænkt. Når det så er sagt, kan jeg da godt se, at det ville klæde mit køkken, hvis mine krukker blev malet røde. Jeg elsker rød og kom derfor også til at købe endnu en æske med røde blasbakker.
 
Da jeg kom hjem, havde jeg lige tid til at slappe af, inden en pige kom og hentede 8 sorte tallerkener, som jeg havde sat til salg på facebook. Hvor er det dog skønt, som vi kan finde ud af at genbruge på kryds og tværs nu.
 

lørdag den 24. august 2013

Tips til dig der vil sælge på et loppemarked

Hold op, hvor har det været en hyggelig dag i dag. Jeg er træt og mine fødder er ømme, men jeg har hygget mig og synes egentlig, at det har været det hele værd.

Kl. 8:30 fik jeg et lift af min far, så jeg kunne få alle mine lopper med mig. Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville have fundet så mange ting at tage med, på så kort tid. Men endte med både at have i kuffert, sportstaske, mælkekasse og pose. Kl. 9:50, stod jeg foran  selskabslokalet, hvor loppemarkedet skulle finde sted. Min veninde var på vej, så i mens fik jeg hentet 2 borde og sat dem op til os. Vi kom forholdsvis tidligt, i forhold til de andre, så vi havde god tid til at sætte op. Allerede kl. 9:30 var vi klar og der gik heller ikke ret lang tid, før de første interesserede langede 10 kr. over disken for 3 stk. øjenskygge. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har en enorm samling af make-up. Jeg ved det udmærket godt. Meget har jeg kun brugt en enkelt gang, men alligevel haft liggende i årevis. Nu skal det være slut! Hvis jeg kan glæde nogen med 3 øjenskygger for 10kr., så er det også bedre for mig selv, for jeg har ingen gavn af at have det liggende urørt i en skuffe! Men smide det væk, kunne jeg aldrig finde på. Jeg har altid syntes, at det trods alt var bedre at glæde andre, hvad enten det var venner og familie eller en genbrugsbutik. Man smider da ikke bare gode ting ud!
(Loppemarkedet har fundet sted)

 
Jeg støttede arrangementet ved at købe en kop velfortjent kaffe, med nogle af mine indtjente penge.


Den første time havde jeg allerede tjent 100 kr., så det gik strygende med salget. Nogen gange gik det godt med salget, andre gange var det lidt sløvt, men så var der tid til at spise den medbragte madpakke, så det gjorde ikke noget. Vejret var nogenlunde. Nogenlunde lige så uforudsigeligt, som det plejer at være. Først var solen fremme, så blev det overskyet og koldt, så skinnede solen pragtfuldt igen, så kom der skyer og enkelte dryp fra oven.... Men stort set var vejret pragtfuld og jeg tror endda, at jeg fik lidt sensommer-sol kulør.

Hovedsageligt var det beboerne fra Øgade kvarteret, som kom ned fra lejlighederne, for at deltage i deres loppemarked / sommerfest. Der var hoppeborg for børnene og en mand solgte pølser fra Danmarks nok sejeste pølsevogn!. En Brandbil med anhænger! Desværre glemte jeg at tage billeder af den, men her er et lille billede (undskyld kvaliteten), taget fra flyeren til arrangementet.

  
305 kr., nogle sjove samtaler og erfaringer senere, kommer her en lille synopsis på mit første forsøg, som sælger på et loppemarked.
 
1)

 Det er en rigtig god idé at have nogle ting med, som koster 5 kr. eller der under. Sælg dem evt. som et tilbud med 3 ting for 10kr. På den måde sælger du i hvert fald to ting og forærer en lille ekstra ting med, som tak for den gode handel. Så smart!
 
2)

Sørg for at finde nogle ting med farver frem på boden. Farver fanger folks interesse, da de kan ses på afstand. Rød sælger bare altid godt!
 
3)

Hvis man sælger tingene billigt, får man aldrig et "nej, det er alt for dyrt." Det skete ikke en eneste gang for mig i dag. Folk sagde snarere "jeg finder lige pengene." Skønt!
 
4)

Sørg for at have en speciel ting med, som fanger folks interesse. Har du en ting, som du ved er speciel, så tag den med og sæt prisen, til det du selv finder rimligt. Folk kan som regel se, at den er speciel og ryster ikke på hovedet, når de hører prisen. I stedet smiler de og siger "Ja, men den er sørme også fin," og sætter den på bordet igen med et smil.
 
5)

Sørg for at der er lidt til børnene også!  Ofte har børn måske fået 5-20kr at "snolde" op for, på et loppemarked. Lad være med at sælge dine ting for billigt bare fordi det er børn, men vær kreativ. Fortæl dem evt. hvad tingene er beregnet til. Et hit blandt de unge tweenies (in between) jeg mødte i dag, var iphone covers, men jeg fik skam også solgt en citron presser til en fornuftig ung fyr! Det gælder bare om at være kreativ. Lyt til hvad børnene siger og se om der er noget i din bod, som kunne passe på deres behov.
 
6)

Køkkenting sælger ikke altid, men tag dem med alligevel. Måske kommer der en, som lige står óg mangler det du sælger. Som den familiefar der kom forbi og købte 3 krydderikrukker med kværne, fordi han, som han sagde "bare elsker sådan noget der skal kværnes!"
 
7)

Har du blade med, skal du ikke forvente at de bliver solgt. Men sæt prisen til 50 øre pr. blad og så kan du være heldig, at der kommer en, som er interesseret! Jeg fik da solgt for 10  kr. blade i dag.
 
8)

Virker kunden glad for det de køber, så virk positiv og benyt glæden til at sludre lidt om det de har købt. Smil, small talk og grin virker som en god reklame og måske kommer kunden igen!
 
9)

Sørg for at have byttepenge med. De færreste har husket mønterne og møder på med sedler. Jeg havde vekslet 300kr. til 50'ere, 20ere, 10ere, femmere, 2kr., 1kr. og et par 50 øre. Det gik, uden nogen skulle ud at veksle.
 
10)

Lad være med at snyde folk! Når 5 personer har henvendt sig for at høre om lysestagerne fra Søstrene Greene er nogle gamle saltkar, så vær semi-ærlig og sig, at du ikke tror de er gamle. Jeg kunne ikke få mig til det. Så jeg endte med at tage dem alle sammen med hjem igen.
 
11)

Smil og se ud som om du hygger dig. Hjælp eventuelt naboen med at sælge, ved at snakke med om tingene der bliver kigget på. Godt naboskab lønner sig som regel.
 
12)

Har du mulighed for det, så tag en stol med! Jeg stod op i 6 timer, men havde pakket nogle ting i en grøn mælkekasse, som jeg kunne have valgt at bruge som stol.
 
13)

Lad være med at tage bussen! Jeg endte med at måtte tage halvdelen med hjem igen og måtte denne gang have dem med i bussen.
 
14)

Bestem dig for, om der er noget du ikke vil have med hjem igen. Sælg det billigt, eller overvej om det kan smides i en container. Jeg smed et gulvtæppe væk, som jeg allerede havde planlagt at kassere for en måned siden.
 
15)

Har du nogle ting der hjemme, som du ikke tror folk vil købe, så tag dem med. Du vil blive overrasket. De fleste af de ting jeg havde tænkt, at ingen ville købe, endte faktisk med at blive solgt!
 
16)

Lad dig overraske. Du vil møde mange typer af folk på sådan en dag. Nogen vil du kunne genkende som samlere, som dig selv (mig selv), andre vil du undres over fandtes... Som pigen der fortalte mig, at hendes dyrebareste eje var hendes my Little pony samling, familiefaren som ikke kunne gå forbi en krydderikværn uden at købe den, eller damen på de 60+ som elskede dame blade!
 
17)

Jeg har altid undret mig over, hvordan det kunne betale sig for folk, at betale penge for at måtte opstille en bod på diverse markeder. Har du ikke nogle store og specielle ting, som du ved vil sælge, så lad være. Jeg tror ikke jeg vil stille mig op med en bod, hvis jeg skal betale for det. Spørg i stedet venner og famile om ikke de vil være med til at lave et privat loppemarked, som ikke koster penge!
 
Åh jo, det har skam været en begivenhedsrig dag og jeg er lykkelig for at have tjent 305 kr. I morgen vil jeg så selv tage de penge med til bagagerumsmarked. Der er nemlig bagagerumsmarked hele 3 steder inden for 5 km. i morgen, så der er rigtig gang i loppesalget for tiden og hvor er det da fantastisk at vide, at jeg ikke er den eneste som synes andre skal have en chance for at eje sine ting, inden man smider det væk. Vi elsker genbrug!!!
 
Nu hviler jeg mine ømme ankler og håber på, at de har det bedre i morgen tidlig!
 
 
 

fredag den 23. august 2013

Bum Karoline, mavepine, sengen fuld af lopper.

I dag har jeg ikke haft tid til at slappe ret meget af, på trods af, at det var min fridag. Jeg har nemlig brugt det meste af dagen på at vaske ting af til loppemarkedet i morgen. Hold op, hvor er det lykkedes mig at finde meget, som jeg har haft stående i lang tid. Jeg håber det lykkes at sælge en del af det, da jeg ikke har lyst til at skulle tage det med hjem igen. Jeg har ikke taget mine retro ting med, da jeg ikke synes de egner sig til at blive blandet med mine 5-10 kr. lopper. Jeg har vekslet penge, så jeg har lidt at give tilbage med og smurt en madpakke. Jo, jeg er ved at være klar.

Da jeg havde vasket alle tingene af, forsøgte jeg at sortere lidt i alle mine mange tallerkener. Det er utroligt hvor mange jeg har samlet sammen gennem årene. Jeg tog de tallerkener fra, som jeg enten vil sælge eller forære væk, så der blev lidt mere plads i skabet. Jeg havde nemlig gået og tænkt over, at det måske var dumt jeg lod de fine tallerkener fra Egersund stå hos Blå Kors i Nr. Sundby, sidst jeg var der. Derfor ville jeg over at se, om de skulle træffe at være der endnu og så var det rart, hvis jeg også havde plads til dem i skabet.

Først gik jeg 2 runder i Kirkens Korshærs genbrug, uden at finde noget som helst. Så sparede jeg da også de penge, tænkte jeg, i mens jeg fortsatte mod Blå Kors. Nogle af tallerkenerne var blevet solgt, siden jeg var der sidst, men jeg 6 var også nok til mig. Fotoet er fra sidste gang jeg besøgte buikken.

 
Der var også 2 fine duge, men de var simpelthen så plettede, at jeg ikke ville give 25kr. for dem. Jeg spurgte om ikke de tjekkede deres duge inden de satte dem til salg, da jeg synes 25kr. var for dyrt for en dug med pletter. Andre tager 20kr. for en nyvasket dug, så de var helt forkert på den med priserne, hvis i spørger mig. Jeg fik at vide, at det gjorde de ikke, da de ikke havde nogen vaskemaskine. Så ville jeg nok bare råde dem til at sætte deres duge ned til 15kr., da jeg lod begge duge ligge, af frygt for at pletterne ikke kunne komme af. Jeg fik et surt "Jamen, så smider vi dem bare væk!" som svar. Flabet service, hvis du spørger mig. Men sådan skal det åbenbart være med Blå Kors. Gang på gang får jeg et vrissen svar fra dem. Det er bestemt ikke for den gode service jeg kommer i Blå Kors, men det spinkle håb på engang i mellem at finde noget sjovt.
(Man ser ikke de store pletter på billederne).


 
Jeg kom hjem med mine 6 tallerkener og begyndte at pakke mine lopper ned til loppemarkedet i morgen. Lige pludselig fylder det dobbelt så meget, som jeg havde planlagt, men jeg ville jo også gerne have lidt forskelligt med, i håb om at hvis den ene ting ikke sælger, så gør den anden måske. Det er min første gang som sælger, så jeg er lidt spændt. Jeg håber mine ting vil sælge, hvis jeg lader det meste gå for 5kr. Jeg vil jo nødig skulle døje med at få tingene med hjem i bussen igen. Jeg bliver heldigvis kørt der ud. Jeg glæder mig til at fortælle jer, hvordan det er gået, i morgen aften.
  
Nogle af de tallerkener jeg har taget ud af skabet, har jeg sat til salg på facebook. Allerede en time efter, havde jeg en køber til 8 sorte tallerkener. Herligt. Jeg håber at det er et godt tegn for, hvordan mine salg vil gå i morgen. 
                                                                                                                                               

torsdag den 22. august 2013

Ny kaffe på gamle dåser, efterårsæbler og smoothie

Jeg ved godt at det er ved at være pinligt. at jeg kommer i den samme genbrugsbutik flere gange om ugen, men det ligger simpelthen så godt placeret i byen, at jeg lige kan udnytte 5-10 min. inden min bus kører, at jeg alligevel går der ind.

I dag spottede jeg hurtigt 2 nye dåser på dåsehylden. Grunden til jeg så dem med det samme var, at der var en ung pige der stod med dem i hænderne. En rød og en turquis. Jeg nåede lige at ærge mig, da hun, til mit held, satte den røde tilbage på hylden. Således kunne jeg så købe en rigtig fin kaffedåse med den helt rigtige patina, med hjem. Den er perfekt slidt udvendig, men nærmest ikke slidt inden i. Jeg er jo en stor kaffeelsker, så kaffedåser kan man ikke have for mange af. Dog har jeg endnu ikke bestemt mig for hvilken dåse, jeg skal putte mine kaffebønner i, men jeg tror jeg vil bruge en af mine røde Erik Kold Kaffebøtter. De andre plejer jeg at bruge til eks. cappuccino osv.
Jeg fandt også en lille Bambi fra HongKong, som måske ikke er den kønneste, men som bestemt er retro og kommer til at se fin ud, sammen med resten af min julepynt til jul.
Ved sengetøjet var der kommet en fint dynebetræk i sarte lyserøde og lyselilla farver. Normalt er jeg jo ikke til pastelfarver, men jeg ved at det hører til sjældenhederne, at jeg finder blomstrede retro dynebetræk, så jeg købte det. Jeg regner med at bruge det til den dyne, som jeg har i mine sovesofa, men man kan også bruge det til dug.
 


Jeg havde kun ca. 45 min. hjemme, inden jeg skulle til zumba. Jeg valgte at tage af sted 15 min. før, så jeg kunne nå i genbrugsbutikken i Niels Ebbesens gade. Jeg fandt ikke rigtig noget, men var alligevel heldig at finde en utrolig pæn dug, der passer perfekt til mit teaktræs sofabord. De gule æbler med blade i forskellige grønne nuancer, passer perfekt til det kommende efterår.
 
  
Da jeg skulle hjem var det blevet råkoldt, så det var ikke fordi jeg havde den store lyst til at skulle ud på altanen. I går så jeg i midlertidig, at jeg havde fået vandet alle mine planter, alt, alt for lidt. Mine tomat og peberplante var begyndt at hænge og min stevia var blevet tør i spidsen. Derfor var der ingen ved uden om. Jeg skulle vande planter! Alle planter så ud til at være blevet redet, efter min vanding i går. Jeg kunne endda se, at min tomatplante havde sat endnu et sæt blomster, så der nu er 3 steder på den lille plante med blomster. De to tomater på planten, så også ud til at trives.
 
 
Jeg plukkede det tørre stevia blade i går og vil anvende dem i smoothies på et tidspunkt. I Føtex kom jeg ved et tilfælde forbi hylden med frø og så en pose smoothiefrø. Jeg købte en pose til 25kr. Så må jeg se, hvornår jeg får lavet en smoothie igen. Jeg ved at jeg har blåbær i køleskabet, som kunne blive til en smoothie inden længe. 
 
 

 
 
 
 
 
 

onsdag den 21. august 2013

Rugboller og purløg på dåse

I et forsøg på at gøre mine boller en smule sundere, købte jeg i dag rugmel og erstattede ca. halvdelen af hvedemelet med rugmel. Jeg er ikke vant til at bruge rugmel, men gættede mig til, at bollerne kunne tåle 5 min. længere i ovnen. Resultatet blev som jeg havde håbet. Samme bolle, men i en lidt grovere udgave.
 
 
Jeg købte for noget tid siden, en lille, bulet IRA dåse til næsten ingen penge. Jeg købte den, fordi den gule farve blev ved med at tiltrække min opmærksomhed og jeg forestillede mig, hvor fin den kunne blive ude i køkkenet, med en krydderurt i.  Jeg har tidligere købt en krydderurtekrukke i plastic, som passede perfekt ned i IRA dåsen, så på den måde kan jeg vande purløgen uden at være bange for, dåsen ruster. Resultatet blev lige så fint, som jeg havde håbet.
  

Tidligere var jeg på altanen for at vande og ompotte blomster. Jeg har stadig 7 Flittg Lise planter stående på altanen og jeg vil se om det kan lykkes mig at sælge et par stykker af dem til loppemarkedet på lørdag, for i takt med at efterår og vinter kommer, skulle jeg gerne lave lidt plads i min vindueskarm til stearinlys. Det er nogle fine planter alle sammen og det er som om, at de har haft det bedre ude på altanen end i min vindueskarm, de sidste 2-3 uger, men så snart det begynder at bliver køligt for alvor, skal de inden for igen. Derfor håber jeg virkeligt, at jeg kan få solgt et par stykker af dem. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan jeg skal transportere både dem og en kæmpe trolley fyldt med lopper, men jeg forestiller mig, at det bliver i en papkasse, som jeg sætter iet ikea net. Trolleyen har jeg hentet op fra kælderen i dag, så jeg kan begynde at pakke lopper ned.
 
 
 
 

tirsdag den 20. august 2013

Blåt er hot!

I dag var første dag på arbejdet igen, efter en uges ferie. Jeg fandt den sødeste blå emaljegryde, sat ud som affald. Den var mørkeblå, med fine blomster motiver og bøjle håndtag, i samme stil, som de populære Cathrineholm gryder. Jeg har ikke kunne finde nogen oplysninger om gryden eller fabrikanten på internettet, på trods af det fine stempel i bunden. Det eneste jeg ved er altså, at gryden er lavet i Italien.

 
  
Efter job nåede jeg lige inden om genbrugsbutikken på Kennedy Plads. Jeg havde kun 5 min., så det blev en hurtig tur. Nede ved viskestykkerne fandt jeg en yndig lille dug, som de åbenbart mente var bedst tjent som viskestykke. Blomsterne var i blå nuancer, så den blå bølge er åbenbart ikke drevet over endnu.

  
Efter zumba gik jeg med min veninde hjem til hende og spiste sund aftensmad. Vi fik bl.a. spinat salat. Jeg har aldrig brugt spinat, som salat, men bruger det i mine smoothies. Nu hvor jeg har spist spinaten, som salat, ved jeg, at det er en udmærket salat. Faktisk vil jeg foretrække det frem for eks. icebergsalat og den bedste bonus er, at man ikke skal skære salaten, når man bruger friske baby spinat blade.

søndag den 18. august 2013

Zumba, lopper på havnen og suppe

Efter formiddagens søndags zumba, tog jeg med min veninde ind til byen, hvor der i dag blev afholdt "Lopper på Havnen." Det er et nyt tiltag nogle ildsjæle har lavet, så der kunne komme lidt liv til havnefronten. I forvejen er Aalborgs havnefront et hyggeligt sted med mini parken "Jomfru Ane Park," boldbaner, danseplads mm. Jeg kommer der ikke selv så tit, da jeg ikke rigtig har nogle gøremål ned ved havnen, men jeg ved, at folk hygger sig der nede.

Vi måtte lige inden om centrum for at købe en sandwich til at tage med på havnen, da jeg var blevet ret sulten efter zumba.




 
Da vi nærmede os havnen, kunne vi se, at der var en masse mennesker på en af boldbanerne. Bordene stod tæt og det var nærmest som at gå i en labyrint. Størstedelen af det som folk solgte var tøj. Jeg havde godt set, at der blev gjort meget for at reklamere meget, så der var blevet vist hvad nogle af sælgerne ville have med i deres boder med billeder på både instagram og facebook og langt de fleste var tøj. Tøj har jeg masser af i forvejen, så det er ikke noget jeg gider at bruge lang tid på at kigge efter, når jeg er til marked. Jeg var derfor god til at spotte de boder, hvor der blev solgt andet end tøj. Jeg spottede lyn hurtigt en Anita Wangel kagedåse og lidt senere endnu en. Jeg vurderede at jeg sikkert var den eneste i mængden, som var besat af kagedåser, så i starten nøjedes jeg med at se dem fra afstand, men til sidst blev det for meget, så jeg måtte skyde genvej, for at se nærmere på dem. Den ene var lille og sart i farverne og alt for dyr. Jeg ved at der er rigtige samlere, som sikkert gene ville betale prisen for den, men jeg måtte lade den stå. Jeg har ikke svært ved at lade de gode ting stå tilbage på et loppemarked, for jeg manglede som regel ikke tingen før jeg så den og desuden kommer der altid en ny chance for at gøre et scoop. Dvs. for at finde noget godt til en ret god pris! Jeg lod som sagt dåsen stå og gik over mod den anden dåse. 50 kr. måtte jeg give for den. Det var bestemt ikke almindelige loppemarked priser der blev handlet med ved det bord. Dåsen var så fin og farverig, at jeg glædede mig til at komme hjem og sætte den op på køkkenskabet, til de andre. I en papkasse med blandet indhold fandt jeg en stribet Erik Kold bøtte magen til den blå jeg købte for noget tid siden. Den købte jeg også med hjem.... til samlingen. Hovsa!
 

 
Da jeg kom hjem flyttede jeg lidt rundt med dåserne, så der også blev plads til den nye og de andre jeg havde fundet i gemmerne siden i går. Nu kunne man godt tro, at det var hele min kagedåsesamling jeg har på billedet neden under. Men nej. Jeg har skam flere endnu! Jeg synes faktisk at de pynter der oppe oven på køkkenskabene, så jeg vil se om jeg ikke med tiden, kan få flyttet de andre typiske "jeg bruger det aldrig, så jeg sætter det lige op oven på køkkenskabet ting." På nuværende tidspunkt er jeg halvvejs.
  
  
Jeg ville egentlig gerne have den stjernestage op at hænge, som jeg købte i går. Jeg vidste bare ikke hvor, eller hvordan. Men så fik jeg en idé. Da jeg flyttede ind i lejligheden for 7 år siden, hang der to gamle gardinstænger, fra væg til væg i stuen. Den ene blev pillet ned, mens jeg beholdte den nederste oppe af de to. Jeg havde nogle gamle gardiner, som lige akkurat kunne passe i mit stuevindue, men der var en masse ringe til gardinkrogene, som ikke blev benyttet. Jeg fandt en S krog og den passede perfekt, så nu har jeg en lysende stjerne i vinduet og så er det ikke engang jul. Men det er mørkt og det er hyggeligt!
 
 
Nu vil jeg puste lyset ud og gå i seng. I morgen skal jeg på job igen, efter en uges ferie. Tiden er godt nok gået hurtigt, men det er sikkert fordi jeg har haft meget på programmet. Alt sammen noget jeg ikke ville have haft tid til, hvis jeg ikke havde ferie, så jeg har skam nydt min ferie.