Alzheimers og førstehjælp

Vi er kommet ind i en stime af ulykker på mit arbejde. Uge efter uge, har vi måtte sende en kollega forbi skadestuen. I går kom chefen på besøg, efter han have været ude for en alvorlig ulykke. Han nåede lige at vise en kollega, hvor ilde tilredt han var, da han ankom på sygehuset for en uge siden. I dag blev min kollega så sendt af sted med en ulykke, som lyder af samme voldsomme karakter, om end det ikke var samme ulykke han var ude for. Jeg er dårlig til at håndtere når folk fortæller om alvorlige skader, da jeg med det samme for et billede på nethinden og en følelse i kroppen, som var det mig selv, det skete for. Man kan vel kalde det en form for sympati smerte. Jeg har hørt, at folk som har det på denne måde, har meget empati. Så ved jeg da det! Måske er det derfor, jeg er elendig til voldsfilm, gyserfilm og blog generelt. De kan nævne at nogen er komme til skade i radioen og så får jeg følelsen i kroppen. Jeg har haft det utrolig hårdt på jobbet den sidste uge, da jeg har måtte høre om min chefs ulykke 4-5 gange om dagen. Nu kan jeg så se frem til at skulle høre om den nye ulykke oven i.

Jeg vil faktisk gerne have et kursus i førstehjælp. Tænk at man kan gå rundt at frygte, at man får brug for at bruge førstehjælp, fordi man er bange for, at man ikke ved hvad man skal gøre i tilfælde af en ulykke. Sådan har jeg det. Jeg ved, at man får en masse kræfter og kører på adrenalin og impulser, når først man får brug for det. Heldigvis har jeg været spejder, så jeg har da lært, hvad man gør i tilfælde af en blødning. Men når jeg har hørt om de ulykker vi har haft ude på arbejdet på det seneste, kan jeg godt frygte, at jeg ville have besvimet af skræk og ikke været til megen nytte. I 1997 var jeg på et førstehjælpskursus, da det indgik i undervisningen på jordbrugsskolen. Jeg kan huske, hvordan man reder folk ud af en bus eller et brændende hus. Jeg kan huske, hvor man skal trykke i tilfælde af hjertestop. Men reglerne for hjertemassage og mund til mund er lavet om siden da, så jeg ved simpelthen ikke, hvordan man bør gøre det nu og har glemt de officielle "tælle-rækker."Aflåst sideleje, erindre jeg også kun svagt. Måske burde jeg se, om der findes et on-line førstehjælpskursus. Ellers må jeg ty til førstehjælpsbogen fra 1965. For ca. 10 år siden købte jeg denne gamle førstehjælpskasse. Mest for sjov. Den er intakt med alle bandager osv. Der følger endda en seddel med, om hvordan den er pakket. Og i den medfølgende førstehjælpsbog, står hvorledes man blot skal "kalde" Falck-Zonen.





Min farmor som har Alzheimers, har længe klaget over at være svimmel. Derfor besøgte mig og min mor hende i dag. Grundet hendes sygdom, er det svært for farmor, at forstå breve, aftaler, telefonopkald mm. Og selvfølgelig er hukommelsen også væk. Farmor fungerer nogen lunde i sit eget hjem. Dog har hun vist sine egne metoder for at holde styr på eks. reklamekataloger og telefonnumre. Vi har bemærket, at farmors korttidshukommelse, er blevet endnu dårligere end før, så hun kan således spørge om det samme 5 gange på et minut. Hun virker ikke omtåget, bare træt og forvirret. Stakkels farmor. Brillerne bliver også tit væk. Men af en eller anden grund, formår hun alligevel at finde de gamle briller frem.


Nu har hun fået tid ved lægen og så må vi se om han evt. kan se, om hun har brug for en anden slags medicin. Sys Bjerres sang om farmor, beskriver meget godt, hvordan det føles, at se sin farmor i den tilstand hun er. Farmors minder fra hun var barn, fejler dog intet. Men det er nok derfor man siger, at folk med demens går i barndommen. Vil man have farmor til at snakke, skal man begynde at spørge til 2. verdenskrig. Så kan hun snakke i lang tid, om det hun oplevede den gang. Noget af det hun fortæller, lyder usandsynligt, men jeg vælger at tro på hende.