onsdag den 21. november 2018

Lykken er vendt tilbage efter en forlænget tur til Flensburg

Så er det vist ved at være på tide med en opdatering her på siden. Sagen er den at der er sket så meget i de sidste par måneder, at jeg ikke har fået taget mig sammen til at skrive på bloggen før nu.

Fin solnedgang - på ved til Middelfart og Flensburg

I Oktober tog jeg med mine forældre til Flensburg ved den tyske grænse. Mine forældre havde et ærinde I Middelfart og ville benytte den lange tur fra Aalborg til Middelfart og køre en tur til grænsen. De havde fundet en rigtig fin lejlighed som vi kunne overnatte i, for ikke at skulle tage den lange køretur tilbage til Aalborg samme dag.

Vi indlogerede os, satte traileren af og kørte til grænsebutikkerne for at få noget af handlen overstået om aftenen, så det kun var de bestilte drikkevarer som skulle hentes på hjemturen næste dag, hvilket ville give os lidt tid til at besøge selve Flensburg centrum, som vi oftest ikke har tid til.
Alt gik efter planen. Vi fik købt juleslik mm. og satte os i bilen. Min far startede motoren, jokkede på speederen... Men bilen stod stille. Bremsen var blokeret og vi kunne ingen vegne komme. Øv også.
Vi måtte ringe efter hjælp og da vi befandt os over den tyske grænse, blev bilen bugseret til et værksted i Flensburg. Mit tyske var lige tilpas nok til at jeg kunne kommunikere med manden fra autohjælp. Vi håbede på at bilen ville blive repareret når mekanikerne møde på arbejde næste morgen, men så heldig var vi ikke. Vi endte med at måtte have 2 overnatninger mere i Flensburg, fordi der var en lang kø af biler, foran os, hos værkstedet. Flensburg er ikke nogen stor by, så vi fik hurtigt set det vi syntes vi gad se.



Vi boede på øverste etage

Sød entré














Der var et lille soveværelse med dobbeltseng



Der var en stor stue med en sovesofa, tv med danske kanaler og en skøn udsigt

Gågaden lå kun en lille gåtur væk


Vi gik igennem den gamle kirkegård


Forbi museet og ned ad en trappe



Skønt kamera ved butik i gågaden



 Vi fandt en lille genbrugsbutik i gågaden, som vi besøgte uden at købe noget

I en sidegade til gågaden hang denne skønne hval, som jeg forelskede mig i med det samme

Næste dag bevægede vi os ud på en lang gåtur på 45 minutter, fordi vi gerne ville en tur i Fördepark, nu hvor vi havde ekstra tid. Først var vi dog omkring Rote Strasse, som vi aldrig havde besøgt før. Det var en sød lille sidegade til gågaden med kunsthåndværk, rom bryggeri og museum mm.








Vi var blevet lovet at bilen ville være repareret den dag, så vi tog en taxi ud for at hente den. Vi sad på værkstedet i 4 timer, da vi fik at vide, at de havde fundet endnu et problem med bilen, så vi ikke kunne få den med før næste dag. Derfor måtte vi tage endnu en overnatning i Flensburg. Næste morgen tog vi ind til gågaden, hvor der var markedsdag. Kl. 12 blev vi endelig ringet op med beskeden om at vi kunne hente bilen. Endelig kunne vi køre hjem ad, men først skulle vi hente traileren, som stadig stod hos manden der udlejede lejligheden vi boede i den første dag og derefter skulle vi igen til grænsebutikkerne efter det sidste, inden vi langt om længe kom hjem.

Ventehjørnet hos VW i Flensburg. Der tilbragte vi rigtig mange timer.

Hjemme kunne jeg pynte til Halloween. Jeg havde købt slik i Tyskland, som jeg puttede i slikposer, til de børn som kom forbi til "Slik og ballade." I år kom der 10 børn forbi efter slikposer.






 Dem her stod på altanen og kiggede ind til mig


D. 26. oktober var jeg til jobsamtale i en børnehave tæt på, hvor jeg bor. 3,5 time senere blev jeg ringet op og fik at vide at jeg havde fået job! Endelig.... Efter at have sagt mit rengøringsjob op i April 2016 og haft vikarjobs i 6 forskellige børnehaver i løbet af det sidste år, har jeg nu fået fast job som pædagogmedhjælper i en børnehave. Jeg er så lykkelig over endelig at have fået det job jeg har drømt om at få, siden jeg sagde mit job op som rengøringsassistent. Endelig ser det ud til at lykken er vendt tilbage til mig. I jobopslaget stod der at det var med ansættelsesstart d. 1. december, men de ville gerne have at jeg startede allerede d. 1. november og således har jeg nu arbejdet der i 2,5 uge allerede. Det er et skønt sted jeg er havnet og lige i nabolaget med et stort naturområde i nærheden. Faktisk er det muligt for mig at gå gennem den skønne naturområde og direkte hjem, så det drømmer jeg om at gøre til foråret, men lige nu nyder jeg bare at jeg kan tage en kort bustur på 15 minutter, frem for den times transport jeg har haft hver vej, under mine vikariater længere ude af byen.