søndag den 30. april 2017

Har samlet til bunke i weekenden

Så har det igen været en weekend med 2 loppemarkeder på programmet. I går var det loppemarkedet på Filipskolen, som jeg hidtil har kaldt for byens bedste. Der var nu ikke så meget at komme efter i går. Alligevel kom jeg hjem med en hel del. Jeg har før købt fine møbler på deres loppemarked, så jeg tog afsted med håbet om at finde et lille spisebord til køkkenet. Der var også 2 små klapborde, men der var en del fejl og mangler ved dem begge, så jeg lod dem stå og håber nu på at finde et bord en anden dag.


Da jeg spottede et par krejlere og kræmmere i opløbet til åbningen af loppemarkedet, blev min taktik at gå ned i gymnastiksalen og lede mellem stakkene af nips til billige penge, mens jeg lod de andre løbe om kap til de finere sager. Jeg shopper jo altid lopper på budget, så det var et fint sted for mig at samle til bunke i gymnastiksalen. Jeg købte ikke noget tøj, men fandt den perfekte taske til at slæbe mit kamera og min ipad rundt i, da den sidste taske jeg købte til formålet ikke kunne holde til det tunge kamera. Den nyerhvervede virker noget mere solid.

Da jeg havde gået 3 runder i gymnastiksalen, blev det min tur til at se på de finere ting. Der var ikke meget, som faldt i min smag, så jeg snuppede et krus og en lille dug med røde æbler.



Live musik

Møbler

Jeg fandt ikke mere, men det blev da alligevel til en del. Jeg rundede lige lokalet med kagekonkurrence blandt skolens elever, inden jeg tog bussen hjem.


Lørdagens lopper:

Tror påfuglen bliver flot med den sorte baggrund på den nye altan.


Bulet skoæske, perfekt til krydderurter. Har i forvejen en, som jeg brugte sidste år.

Sød urtepotteskjuler

Svensk lysestage. Det brændte kan friskes op med lidt maling.


Upsala Ekeby underkopper og W. Germany krus


Sød æblekrukke. Fluesvampen købte jeg i blå kors for en uges tid siden.

Denne slidte bakke er normalt ikke min stil, men den mindede mig og min yndlings killing, da jeg var barn.

Lille mis Gavstrik. Total yndlings pixi bog.

I dag gik jeg en tur over til Olsens bagagerumsmarked på den anden side af gaden. Der er 2 bagagerumsmarkeder i Aalborg og folk har en holdning til dem begge. Min holdning er, at Olsens bagagerumsmarked har bedre fordele for sælgerne, hvilket lokker utrolig kedelige kræmmere til. Legetøj i lange baner. Kedeligt, kedeligt, kedeligt. Jeg fandt da også kun selv et begrænset udvalg af legetøj. Jeg har altid syntes godt om Cookie Monster fra Sesame Street og med en småkage i hånden, måtte jeg have ham med hjem til mit kommende køkken. Mængderabat fik mig til at samle lidt flere figurer.



Blot 45 minutter tog det mig at runde dagens kedelige bagagerumsmarked.

tirsdag den 25. april 2017

Karolines køkkendrømme

Imens jeg stadig venter på at få at vide, hvornår jeg kan flytte tilbage til min totalrenoverede lejlighed, kan jeg jo passende drømme lidt om indretningen af mit nye køkken. Jeg fik selv lov til at vælge mit nye Svane køkken (ud af 3 mulige). 2 af køkkenerne havde grå låger, et havde store, klossede håndtag, så valget faldt på nedenstående hvide køkken uden greb. Det ser ret moderne og enkelt ud, men når jeg først har fået det retroficeret, skal der nok komme lidt "Karolines Køkken" over det.

Min bordplade bliver lys (hvid)

I mit gamle køkken havde jeg køkkenskabe på begge sider af køkkenet og en smal køkkenbar (bord) for enden af køkkenet. I det nye køkken bliver der kun køkkenskabe på en side. Til gengæld går det fra den ene ende af køkkenet til den anden. Der kommer fransk altan, i enden af køkkenet, så køkkenbaren ikke kan komme om for enden. Den bliver der i stedet for plads til på væggen uden køkkenskabe. Oldemors gamle køkkenskab kan stå under køkkenbaren og mit fine københavnerskab kan hænge over den. Med lidt held kan jeg finde et lille spisebord, som kan stå der ude. Ikea har et billigt et til 199kr, men jeg vil gerne se om jeg kan finde et bedre et, på et af de kommende loppemarkeder. Om ikke andet, kan det sorte bord fra ikea kan piftes lidt op med en rød ternet dug. Stole har jeg masser af, så det bliver ikke noget problem at finde nogle der kan passe. De gamle køkkengardiner passer ikke til det høje, smalle vindue jeg får, men jeg kan nok finde nogle andre rødternede gardiner, som kan passe, eller sy nogle, så de kommer til at passe. Jeg forestiller mig at mit nyerhvervede kaffeskilt kan hænge på væggen over spisebordet. Min populære køkkenrulleholder og knækbrødsboksen skal naturligvis også op. Jeg håber også at min store køkkentavle stadig kan være for enden af køkkenet. Jeg er i tvivl om hvor min røde tallerkenrække til kogebøgerne og den lille krydderihylde kan hænge og om der bliver plads, eller brug for mit køkken tv, ved jeg heller ikke endnu. Men jeg tror det. Her har jeg lavet en lille kollage med mine køkkendrømme. Heldigvis har jeg masser af fede retrofund, som jeg kan pynte det nye køkken med. Bla. gamle æblestickers og klistermærker med cirkelkaffe pigen. Stålkøleskabet kan få en wallsticker med frihedsgudinden, som jeg i sin tid købte i Søstrene Grene, hvis jeg ikke finder på andet.


En ting skal jeg ud at investere i. Jeg har nemlig bestemt mig for at erhverve mig en opvaskemaskine, da det lige som hører sig til i et nyt køkken


mandag den 24. april 2017

Påske og rødbedeplanter

Så blev Påsken pakket væk. Jeg nåede ikke at få vist jer mit påskepynt, så her kommer lige et par billeder.


Årets bedste påskefund er Lønborg ægget, som jeg fandt i en blandet pose hos Blå Kors

Påskeløberen med lammene et også købt i år

Det oppustelige påskeæg jeg købte hos Folkekirkens Nødhjælp, er nu også ret fint

Efter planen skulle jeg flytte tilbage i den nyrenoverede og meget større lejlighed, i slutningen af måneden. Byggeprojektet er dog blevet forsinket, så det tidligst bliver i slutningen af maj måned. Jeg har ihvertfald ikke hørt en endelig flyttedato, men lejligheden forventes at være klar til juni. Det var ellers meningen, at jeg skulle bruge april måned til at pakke lejligheden ned og lave planter klar, så de kunne komme på den nye altan i maj. Jeg er begyndt at pakke de ting ned jeg kan undværre. Glas, porcelæn og nips, kan jeg imidlertid ikke pakke ned, da jeg mangler papir. Heldigvis slipper jeg for at pakke det meste af mit indbo ned, da over halvdelen er opmargasineret hos flyttefirmaet. Men det tager tid alligevel, så jeg er glad for at være gået i gang.

De er ikke færdige med murstenene på forsiden og er endnu ikke gået i gang på bagsiden.

Mine små planter, sået fra frø, er jeg begyndt at sætte i nogle større potter, men hele tiden skal jeg tænke på, hvordan jeg kan transportere dem, når jeg skal flytte. Jeg har købt 2 palmekål og 1 rød grønkålsplante i bilka. De skal egentlig plantes ud i noget større, men jeg lader dem stå i deres potter så længe, som muligt, så de ikke bliver for besværlige at flytte med. Det samme gælder de 6 Tristan jordbærplanter jeg har købt.


For noget tid siden, gav min mor mig en rødbede med hjem, som havde anlæg for at danne blade. Jeg skar toppen af og satte den i vand. Nu har den dannet rødder og er vokset ret stor. Derfor har jeg valgt at prøve at plante den i jord. Jeg er godt klar over, at der ikke kommer en rødbede ud af den, men blot rødbedeblade. Det er meningen at jeg vil plukke dem og bruge dem, som en slags spinat i mine juicer og madlavning. Om planten kan holde til, ikke længere at stå i sit vand, må tiden vise, men håber det!





I en af mine spirekasser satte jeg nogle rødbede frø. Det var egentlig meningen, at jeg ville bruge eem som rødbedespirer, men jeg tror nu hellere, at jeg vil prøve at plante dem i stedet for. Rødbederne vil jeg også bruge til juice.





lørdag den 8. april 2017

Til byttebørs med Danske Bank

For noget tid siden fandt jeg en notifikation i min netbank. Det var en invitation til et arrangement, som Danske Bank afholdt på "Spritten" i Aalborg, hvor der ville komme nogle og fortælle om en masse nye tiltag, som lige nu sker i Aalborg. Det lød spændende, men skal jeg være helt ærlig, så var det deres byttebørs, som lokkede mig mest.

I invitationen stod der, at man gerne måtte tage 1-2 ting med til deres byttebørs. Når man kom kunne man sætte det på et bord eller en reol og efter de 3 oplæg og spisning, måtte man tage 1-2 ting med hjem fra byttebørsen. Jeg var ret spændt på om de andre nu også havde fundet ting fra gemmerne til at bytte væk og det havde de sørme. Der var måske ikke en helt masse, som jeg lige stod at manglede, men der var nogle fine ting i blandt. Jeg selv havde taget en madkasse og et sæt Sødahl dækkeservietter, som altid bare har lagt i vejen med.


Der var et oplæg om Aalborg kulturby, hvor der bliver gjort et stort stykke arbejde for, at der skal være både kunst, musik, festivals og kultur arrangementer for alle.... Dog må jeg sige, at jeg ofte har svært ved at finde en koncert eller et arrangement, som appellere til min smag. Næ. Kultur for mig må vist være de mange loppemarkeder som er begyndt at blomstre op, men de blev slet ikke nævnt.


Manden som har sat sig for at omdanne Spritten til et sandt mekka for finkulturelle (og dyre) arrangementer, sagde godt nok at han jo bare var en simpel tømrer, men han havde da vist glemt en hel del om Janteloven, men nu er det vist også mest alverdens rige turister, han vil lokke til Aalborg. Og så havde jeg mest lyst til at spørge "what's in it for me?" men jeg holdt det for mig selv. Heldigvis lød det da til at han ville lave en Torvehal, som den i København og det må så være der, jeg kan komme til at bruge stedet, for at købe en kop kaffe. Han lovede mad i forskellige prisklasser og forskellige priser, men med hans ambitioner lød det bestemt ikke som om, at den billigste burger ville blive ret billig. Spritten skal omdannes til "Cloud City."

Sidste oplæg var et oplæg fra stifteren af Mig og Aalborg. som er en blog der tager pulsen på hvad der sker i Aalborg. Hovedsageligt er det vist sponsorerede indlæg de laver. Jeg følger dem på instagram og facebook og kendte derfor alt til alle de nye madsteder, som var kommet i byen, men var der vist også  mest af alt for at gøre reklame for siden, at han var der.  Han startede ud med en video, hvor "Netto Akari" besøgte Mortens kro og skal jeg være helt ærlig bryder jeg mig ikke om nogen af dem. Akari er kendt for at lave sjov med de kunder han betjener i Netto, men det er ikke alle, som bryder sig om hans måde at charmere på. Han er sjov, men kunne godt lige skrue en tand ned for hans charme. Jeg fandt en gammel artikel om ham her, som beskriver ham meget godt, den dag i dag. Nu arbejder han bare i Netto på Eternitten her i Aalborg.

Inden arrangementet sluttede af, blev der serveret chili con carne og nachos ved et stående taffel. Når man havde spist, kunne man gå forbi byttebørsen og tage noget med hjem. Jeg kunne ikke få øje på noget jeg lige stod og manglede, men tænkte at jeg kunne bruge den grønne glasskål til nips på mit nye badeværelse og den lille løgkrukke med det skønne ansigt kommer nok til at pryde min altan med en plante i om et par måneder.




søndag den 2. april 2017

Så fik jeg taget hul på loppesæsonnen

Sikke en skøn week-end. 3 loppemarkeder blev det til, selv om der var flere i området. Men 3 er ska, også ret godt gået, når man har længtes siden september. Jo, loppesæsonnen er for alvor skudt i gang og jeg tror nok, at jeg ikke er den eneste som har ventet på det. I går var jeg til det årlige loppemarked i den lokale kirke og i dag stod den på 2 loppemarkeder i Aalborg centrum. Vejret var skønt begge dage, så det havde lokket mange folk afsted.

Jeg har før fundet skønne kagedåser på kirkens loppemarked og også denne gang fandt jeg en skøn Anita awangel dåse til samlingen. Jeg har egentlig lovet mig selv, ikke at købe flere kagedåser, men jeg kan vist ikke helt holde hvad jeg lover på den front. Dog har jeg en plan om at sælge en del af mine kagedåser, så jeg kan få plads til fornyelse.....Fornyelse med gamle dåser, naturligvis. Jeg købte også et Starbucks krus og et par "Kvindens hvem, hvad, hvor."


Solen brød først rigtigt i gennem, da jeg kom ind til loppemarkedet på Louise Plads idag. Det vrimlede med mennesker og man skulle kigge sig godt for, for ikke at gå forbi et godt fund. Jeg fandt dog kun 2 søde gummi figurer. En Snorkfrøken og en fætter Stærk. Jeg havde dem begge i min barndom, men de gik formentlig til under branden i 1985. I hvertfald var de ikke blandt det legetøj, som min far fandt på loftet for nyligt. Faktisk var der kun lidt bamser og klemmedyr, som jeg ikke har tænkt mig at beholde.

Det syner ikke af meget, da jeg gik lidt på afstand for at tage billederne af Louise Plads




Nede på havnen var der, som altid, prop fyldt med mennesker. Jeg fandt ret hurtigt en skøn lille tavle fra en frugt og grønt afdeling i en lille (eller stor) købmandsbutik. Jeg glæder mig til at få den hængt op i mit nye køkken. Jeg kan lige se det for mig, hvordan jeg kan skrive søde beskeder om de skønne grøntsager jeg skal høste på min altan. Jeg kunne heller ikke lade være med at købe det fine Starbucks metal skilt. "Keep calm and drink coffee." Det lyder som et budskab, der kunne hænge over mit spisebord i det nye køkken. Hvis der altså bliver plads. Men det skal der være. Jeg må på jagt efter et meget lille køkkenbord. Det skal bare lige være stort nok til, at man kan sidde og drikke en kop kaffe. Det må meget gerne være et rødt campingbord, tror jeg nok. Åh, det bliver så skønt at kunne indrette den nye lejlighed. Det meste har jeg allerede gjort i hovedet (og skitser på papir), men først når jeg har møblerne på plads i den nye lejlighed, kan jeg endelig se, hvordan det kommer til at tage sig ud. Weekendens sparsomme, men skønne fund bør der i hvertfald være plads til. Og nå ja. Så er rød og grøn jo mine yndlingsfarver og meget gerne sammen.



Dagens lopper fra havnen og Louise Plads