tirsdag den 28. april 2015

En heltemodig klunser

Vejret har været ret godt hele dagen. Store tunge skyer har hængt lige over hovederne af os, men solen havde magten. Igen i morgen skulle vi være heldige, at vejret holder tørt, men der venter regn forude. Derfor tog jeg en rask beslutning og cyklede ned i containergården med mit "haveaffald" fra altanen. Som altid, kiggede jeg i møbelcontaineren og ak. Det skar virkeligt i mit hjerte at der lå en høj teaktræskommode, som godt nok var malet, men stadig køn i afstemte røde og blå farver, tæppet på toppen pyntede nu ikke.




Havde den ikke været malet, ville jeg nok have gjort en indsats for at rede den. Men når man er alene og uden bil, var der ikke såmeget at gøre.

Der var også et fint kakkel sofabord

I mens jeg gik rundt i containergården med mit kamera, kom der en af de lokale klunsere, som nok havde håbet han kunne have gået rundt der inde alene... Da jeg blev ved med også at kigge i de 2 andre containere, spurgte han mig til sidst hvad jeg lavede. Så fik vi en sludder om hvor sørgeligt det var at se, alt det folk smider ud nu om stunder. Men som han sagde "de må jo have penge nok!" Selv stod han der i slidt tøj og kun to tænder i undermunden. Trist. Pludselig gik det op for mig, at nogle klunsere måske klunser af nød og ikke for at tjene tykt på folks affald!!? Mens vi stod og sludrede over containeren med metalaffald fik jeg øje på en lille bitte, men helt ubrugt, ting (stadig i sin indpakning), som jeg godt kunne bruge. Men ak. Jeg måtte give fortabt. Så spurgte han mig efter hvad det var, jeg gerne ville have fat i og så steg han resolut op blandt rustne griller, cykelskrog og andet skrot metal, for at rede en grydesvamp til mig! Jamen altså, sikke en helt. Jo, for sagen er den, at jeg har haft en pande til at stå i blød i et par dage, da den var blevet godt og grundig brændt på. Eller, det var maden ihvertfald (dog kun løg, som havde brændt sig fast), så hvis jeg nu kunne få fat i den grydesvamp, var der chancer for, at jeg kunne få gjort min pande ren! Jeg takkede mange gange for hjælpen og cyklede direkte hjem og skrubbede min pande fin og blank.




Se, sådan kunne nogens ubetydelige affald motivere mig til at tage opvasken og hvem ved, måske har jeg fået mig en klunserven, som kan hjælpe mig med at finde containerguf en anden gang?!!

søndag den 26. april 2015

Sløjt bagagerumsmarked hos Olsen

I dag skulle årets første "Olsens bagagerumsmarked" finde sted. Som sædvanlig skulle jeg lige have overstået en times Zumba, inden jeg kunne gå der over. Da jeg lige var blevet færdig med Zumba, skrev min veninde og sagde, at hende og datteren vilke med mig på bagagerumsmarkedet, så vi mødtes på busterminalen. Først tog vi hjem til mig, så jeg kunne smide min store sportstaske og lave rødebedejuice til os alle sammen, som vi tog med os.

Det var et noget sløjt marked. Der var ikke ret mange boder, så udbudet af lopper var meget begrænset. Jo, jo. Selvfølgelig var der fine retrosager, til alt for mange penge til mit "retro på budget" princip.


2 små ting fandt jeg da. 

En lille mini platte - til min garder og mini platte samling.


En æble slicer, som forhåbenligt gør det nemmere for mig at skære kernehuset fra, når jeg laver rødbedejuice.

Vi havde set det hele på en times tid. Derfor kunne vi lige nå over til Den nye asiatiske restaurant i Skalborg "Ducks and Friends" og spise frokostbuffet til kun 99kr. Det er anden gang jeg spiser der og deres buffet er virkelig alle pengene værd og så er det jo billigt. Man skal bare komme inden kl. 15, hvis man vil have det til den pris. Jeg tog desværre ingen billeder denne gang. Men tro mig. Maden er god. Faktisk er den så god, at en familie havde valgt at holde konfirmation på 1.salen.. Det var da en genial idé synes jeg. Sidst jeg var der spiste vi også frokostbuffeten, da vi holdt min mormors fødselsdag. 


Nu er tasken pakket til Zumba i morgen, baskemaskinen snurrer og jeg slapper af på en lang og begivenhedsrig dag. Inden jeg går i seng i aften, skal jeg lige have pakket en af mine planter, som skal flytte langt hjemme fra. Det er første gang jeg skal sende en plante med posten, men efter jeg har meldt mig ind i en bytte og salgsgruppe på facebook, synes jeg at det lyder spændende. Jeg skulle meget gerne få en ny plante retur. Jeg skal nok fortælle jer, hvordan det går i løbet af ugen.


lørdag den 25. april 2015

3 loppemarkeder på 1 lørdag

Det er en årlig begivenhed, at jeg tager med mine forældre til loppemarked på Filipskolen. Filip skolen er en kristen friskole i Aalborg og deres loppemarkeder har førhen været blandt byens bedste. Min højt elskede sovesofa i stuen, er købt på et af deres loppemarkeder, for mange år siden. Nærlæser man de små ugeaviser, hvor loppe annoncerne står i, ville man kunne se, at de i år havde valgt at starte en halv time tidligere end normalt. Kl. 9:23 stod vi i kø, sammen med de andre. Det var helt nyt og noget frustrerende, at alle stod i den samme kø, da deres tidligere loppemarkeder altid har været direkte adgang til 4 forskellige døre på skolen.


Kl. 9:30 startede kaoset, for ikke nok med at klokkeslettet var ændret og kømetoden ligeledes var ændret... Næh nej, de havde da også lige valgt at bytte om på de lokaler, hvor de forskellige lopper var. Jeg blev så frustreret over at være gået direkte ind i rummet med de dyre lopper, som jeg plejer at gemme til efter jeg har set de almindelige lopper i lokalet ved siden af. Heldigvis blev jeg i rummet og fik øje på en Ancher Iversen pottedame, en Erik Kold bøtte og nogle små bordskånere. Det var de eneste lopper jeg købte. Der var simpelthen ikke til at komme til for mennesker, men efter at have set det hele efter 3 gange, fandt jeg simpelthen ikke mere. Jeg sluttede lige af med at runde gymnastiksalen, som de havde lavet tøjafdeling i. Det var ellers hidtil i en lille kælder. Jeg orkede ikke at kigge efter andet end sengetøj og duge. Jeg fandt ingen ting.







(For 4 uger siden købte jeg den lille Ancher Iversen pottrdame)



Efter Filip skolen, tog vi til et loppemarked på Trekanten. Der var ikke meget at komme efter, men en halskæde købte jeg med hjem.



Vi rundede lige et tredje loppemarked, inden vi tog hjem. Kærby Hvilehjem skal omdannes til asylcenter og derfor blev der solgt ud af inventaret. Der var ikke meget, men jeg købte 5 små urtepotter og en lille zink balje, som jeg regner med at så noget i. Mon det er for lille til spinat? Tror det skal komme an på en prøve.








Jeg fik købt nogle fine Fuchsia, som jeg havde set i Føtex i torsdags. Blomsterne er tilpas store, til at man kan se dem, selv om de hænger langt oppe, ude på mit repos. Jeg købte 2 mere, som jeg ind til videre har sat i 2 af de hvide potter, jeg købte i dag.



I skal også lige se, hvor fin min første Pilea er blevet med sin blomst i toppen!



fredag den 24. april 2015

Grønne fingre og jord under neglene

OJeg havde bestemt mig for, at jeg ville købe noget persille i dag, men det endte med, at jeg købte meget mere end det.

Jeg tog bussen til City Syd, som er vores industri kvarter i Skalborg. Endestationen ligger lige ud for Plantorama. Jeg kom i tanke om, at min mor havde sagt, at der ville være noget "planteudsalg" på Ide Møblers parkeringsplads, som ligger lige over for Plantorama. Jeg kiggede først, hvad de havde hos planteudsalget og skrev mig et par ting bag øret, inden jeg gik i Plantorama.

Hos Plantorama syntes jeg ikke, at deres udvalg af persille, var noget jeg gad bruge penge på. I stedet købte jeg en ny karryplante. Jeg har ellers haft den samme karryplante i flere år og i sær sidste år, impornerede den mig, ved at vokse sig kæmpe stor og blomstre. I år er den død, men jeg har store forventninger til den nye plante. Jeg købte også en "Sedum Morganium" plante, som ville passe perfekt til min græske pottedame. Endelig føler jeg, at hun har fået en paryk der passer. Da jeg gik mod kassen fik jeg et chok! Tænk sig, at Plantorama langt om længe er begyndt at sælge pilea (kinesisk pengeplante). Sidste gang jeg spurgte gartneren der ude, sagde han, at de ikke solgte dem, da de var svære at have med at gøre. Nuvel, måske de alligevel har lukket øjnene op for en guldgrube? På trods af, at jeg allerede havde 9 stående i vindueskarmen der hjemme, fik jeg lyst til at købe en med hjem. Det gjorde jeg så. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at se, om der er forskel fra den og mine arvede planter.




(Mormors Oxalis, lille aflægger, men med stort potentiale)

(Der røg en gren af under transporten, men mon ikke, den kan bruges, som aflægger?)

(Planten i den hvide urtepotte, er fra Plantorama. Den er lav, men tæt, i forhold til mine andre Pilea'er)

(Der er plads til flere krydderurter, men nu er jeg i gang)

Ved planteudsalget købte jeg en cherrytomatplante. For selv om jeg har bitte små tomatspire stående på altanen, kunne jeg godt tænke mig et lidt mere sikkert sats på også at få tomater ud af det. Min trofaste citron chili, som har givet mig massevis af citron chilier de sidste 2 år, lader det nemlig ikke til at være i live længere. Derfor købte jeg også en ny citron chili med hjem og en mini margurit til 5kr.





(Midlertidig plads til min cherrytomat. Tror den vil have det perfekt der, men den skal nok fæstnes noget bedre)


Både min mormor og mine forældre bor i nabolaget, så jeg tog med min mor op at besøge min mormor. Der snakkede vi naturligvis planter. Min mormor har ofte fået en aflægger af mig. Denne gang var det mig, som tiggede mig til en Oxalis, som jeg ved hun altid har.

Da jeg fortalte min mor, at jeg ikke troede der var liv i mine jordbærplanter fra sidste år, sagde hun, at jeg kunne tage med hjem og hente et par stykker i haven. Det endte med, at jeg fik både jordbær, husløg og mynte med hjem.



(En potte med blandet "lidt af hvert" - er der nogen, som ved hvad de rør-lignende i midten er for nogle?)

Da jeg havde været hjemme med alle planterne, tog jeg i Bilka efter persille. Igen var jeg ikke tilfreds med udvalget i deres havecenter, så jeg endte med at købe 3 små potter i grøntafdelingen.



(Da der tit bliver rigtig varmt på min altan, valgte jeg at sætte min persille på reposen... Why not?)

(Jeg skal nok få lidt mere liv i min blomsterkasse, men der er da lidt liv der ude. Jeg håber at den spanske marguritte vokser sig stor)

(Tusindfryden har det fantastisk, men stedmoderblomsterne blev plantet for sent og har det lidt skidt)

Jeg elsker jo at få jord under neglene, når jeg ved, at det man sår og passer med kærlighed, forhåbenligt vil blomstre og vokse sig stort. I dag blev det til en hel masse og jeg er svært tilfreds med resultatet. Jeg har fundet en gruppe på facebook, hvor man kan købe, sælge og bytte stueplanter, så jeg håber at jeg kan få byttet mig til nogle nye, sjove planter.

På altanen går det fint med de frø jeg såede for noget tid siden. Tagetes kommer fint frem og også andre små blomster spire er ved at komme frem. Jeg kan ikke huske hvad jeg såede, men det gør også det hele meget sjovere. Blomster skal de nok blive til. Faktisk har jeg stadig tomme altankasser, men jeg ved, at jeg pludselig står med blomster i overflod og så er det godt med tomme kasser at plante over i.


(Min Clematis er stadig i live, trods trange kår)

(Tagetes in the making)

(stedmoder, nellikke, kornblomst... Hvad var det nu det var??)

(Tomater)

(Der vokser også havre i min altankasse, men jeg orkede ikke sortere kornene fra mit fugleneg fra... Og hey.. Det er grønt, det er kønt)


Jeg kan ikke love, at jeg ikke også kommer til at bruge penge på blomster i morgen. Jeg har nemlig forelsket mig i nogle, jeg så, da jeg passerede Føtex i går og så skal jeg til et loppemarked, hvor de også plejer at sælge planter.