lørdag den 8. august 2020

En ny hverdag med Corona


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ved at være godt træt af det værktøj, jeg bruger til at opdatere bloggen med. Jeg har udskudt en opdatering længe nu og har i dag brugt 4 timer på at skrive et langt indlæg. Et indlæg som er pist væk nu og som vil tage mig 4-5 timer at skrive igen. SUK!! Jeg må prøve at gøre tingene anderledes denne gang. Jeg må endnu en gang forsøge at ridse lidt op, fra de forgangne 4 mdr. som er gået, siden sidste gang jeg opdaterede her inde. Åh, hvor ville det da være skønt at være sådan en, som bloggede regelmæssigt igen. Men sådan er mit liv bare ikke længere. Men nu vil jeg forsøge at føre jer igennem mit liv, med Corona som kulisse. Jeg har brugt oceaner af tid på at uploade billederne i bloggen. Jeg har forsøgt at midterstille dem alle sammen, men alligevel ser det ud til. at de ikke står på midten. Men nu giver jeg op. Jeg har fået nok af det elendige bloggerprogram for nu. I må tage denne post som den er, for det bliver ikke bedre. Måske en del af jer allerede har fulgt med i min hverdag via instagram, hvor jeg flittigt poster billeder, flere gange dagligt under profilen: Karolinesretro.


Sidst jeg slap jer, var d. 6. april og der er sket meget siden da. Godt nok skulle man ikke tro det, fordi det netop nu, virker som om Corona er ved at blusse op igen, i disse dage... Men lad mig nu tage jer med tilbage til april måned.






d. 9. april gik jeg ud for at klippe et par forårsgrene til en vase og blev så glad, da jeg opdagede et par træer med lyserøde blomster i massevis. Jeg tog nogle grene med hjem og fik pyntet til påske. Dagen inden blev jeg ringet op fra jobbet. Mine bange anelser blev til virkelighed. Børnehaven skulle genåbne efter nedlukningen d. 16. april og da der var mange sygemeldinger, var de nødt til at inddrage de sidste 4 dage af min påskeferie. Daginstitutioner samt de små klassetrin i skolerne skulle være de første til at genåbne Danmark efter nedlukningen. Ja, jeg havde nu været i nødpasning i hele nedlukningsperioden med undtagelse af mine feriedage.


Det blev nogle hårde opstartsdage i børnehaven. Der var meget som skulle forberedes på kort tid. Der skulle laves legezoner, fjernes legetøj, inddeles legezoner både indendørs og udendørs. Men det hårdeste af alt var, at forældrene nu ikke måtte komme ind i børnehaven. I stedet skulle de stå uden for og ringe på en dør. Når forældrene ringede på døren skulle vi følge børnene ind. Men som jeg sagde til en forældre, så var der 5-6 ting jeg skulle huske på at gøre, før barnet kom ind på stuen og med 63 børn tog det 2-3 timer og rigtig mange skridt, før alle børn var kommet ind i børnehaven. Det ødelagde simpelthen mine fødder. Jeg måtte ofte tage smertestillende for at falde i søvn om aftenen, fordi jeg havde så ondt i fødderne. Hele tiden kom der nye anbefalinger og nye restriktioner, som vi skulle følge. Vi havde fået meget mere at se til, men heldigvis kom der vikarer som kunne hjælpe os.



ved middagstid havde jeg allerede gået 11000 skridt

D. 18. april holdt Dronning Magrethe endnu en tale på landsdækkende tv. Denne gang i forbindelse med 150 året for Slaget ved Dybbøl og selvfølgelig fik hun også lavet et par paralleller til Corona krisen.




D. 24. april havde Bilka endelig fået håndsprit på hylderne og samme dag hentede jeg en gratis flaske håndsprit hos Matas, som forærede håndsprit til folk som var ansat i landets skoler og daginstitutioner, som en lille gestus, fordi vi nu også var de såkaldte "folk i fronten," mens mange andre stadig måtte arbejde hjemme fra (noget jeg aldrig oplevede). optikerne var så småt begyndt at åbne op igen, så jeg bestilte en tid til at komme ind og bestille solbriller med styrke, nu hvor vi var ude det meste af dagen på jobbet, tænkte jeg at jeg kunne få brug for dem.



Corona krisen kom ind under huden på nærmest hele verden. Mine store idoler New Kids On The Block valgte derfor at gøre noget godt for dem selv og deres mange fans. De mødtes ugentlig på zoom og streamede live. Deres manager stod for interview og sjove indslag og i en tid, hvor man ikke havde set sin familie i lang tid, blev det pludselig lidt sjovere at sidde alene hjemme. Med tiden går der lidt længere i mellem deres live streams, men så sent som d. 26. juli streamede de live på youtube og facebook.


I starten af maj åbnede man op for at bedsteforældre nu igen kunne få besøg af deres børn og børnebørn. Et afsavn, som mange havde lidt under. Det var dejligt at se familien igen. Min yngste niece havde lært at gå, siden sidste gang vi havde set hende.


De fleste Sankt Hans bål var aflyste i år pga. da man ikke måtte samles mere end 50 personer. Vi valgte i stedet at hygge os hos min lillebrors familie og fordi jeg syntes at vi skulle have både bål og heks alligevel, lavede jeg små Cupcakes med bål og heks.


Vi kunne ikke komme ind og besøge min farmor, som bor på plejehjem, da de fortsat ikke ville risikere at få Covid-19 virus ind på plejehjemmet, som vi har hørt mange skrækhistorier om. Min farmor har demens og havde fødselsdag d. 30. juni, men da jeg havde sent fri fra job, valgte vi at forsøge at komme ud at besøge hende et par dage før. Vi kom ganske vist ikke ind, men det lykkedes os at tage mine farmor med ud at køre en tur. Noget hun ikke har været i et par år. Hun var ved godt mod og så ud til at nyde det.


D, 10. juli lukkede børnehaven ned i 2 uger. I de 2 uger var der i stedet for arrangeret fællespasning i en anden institution. Jeg skulle på arbejde i de 2 uger. Min niece der i mod havde holdt sidste dag i sin børnehave og er nu blevet en stor skolepige. Hun startede sin sommerferie med en weekend hjemme hos mig. Hun havde et ønske om at komme i genbrugsbutikker og lede efter en ny ballettaske. Heldigvis ligger der en stor genbrugsbutik og en masse loppebutikker i nærområdet. Vi startede med at gå i Blå Kors og der fandt hun en fin Frost taske, helt ny og stadig med prismærke på, til blot 5kr. Hun var pave stolt over at få lov til at betale med sine egne penge. Bagefter gik vi i Guld og Rod, Børneloppen og Kirppu, som er den nyeste butik vi har fået her ude. Da vi kom hjem tegnede hun lidt, inden vi gik over på McDonalds. Det er blevet vores tradition, fordi jeg kun bor 500m væk, så det er nemt at gå der over. Jeg havde sagt til hende, at det ikke var sikkert vi kunne sidde der over og spise pga. Corona, men de havde heldigvis gjort så det var muligt at spise sin mad der. De havde sat sedler på hvert andet bord, så der var godt med plads omkring os. Legeområderne var lukkede, men det gjorde ikke noget, sagde hun. Byttepengene blev flittig talt, da vi kom hjem igen.




D. 15. juli lykkedes det mig at købe et genanvendeligt mundbind hos Toftild i Aalborg. Jeg havde googlet mundbind i et par dage, fordi jeg kunne se hvordan de fleste lande rundt om i verden brugte dem og havde hørt i medierne, at visse parker i Danmark nu også var begyndt at kræve, man havde mundbind på under forlystelserne. Jeg var simpelthen bange for at det ville gå hen at blive påkrævet at man skulle gå med mundbind her hjemme og så ende med at stå i en situation, som da man ikke kunne købe håndsprit. Jeg er så glad for at jeg nåede at købe det, inden de blev udsolgt.


D. 19. juli skulle vi have været i Jesperhus Blomsterpark, men da vejrudsigten lovede masser af regn, valgte vil at aflyse på selve dagen. I stedet grillede vi burgere hos mine forældre. Jeg lavede et sæbebobleforsøg med min nevø og niece. Vi tog en tynd flaske, skar bunden af den og satte en strømpe på, som vi dyppede i sæbevand. Så pustede vi og så kom der de fineste bobler på strømpen, når man pustede i flasken.


D. 24. juli blev det endelig min tur til at gå på sommerferie. I weekenden tog jeg mig sammen og gik ned i kælderen for at finde en gammel julemandslampe, som har stået i min kælder, siden jeg fik ham af min far, for mange år siden. Via Facebook havde jeg næsten lavet en bytteaftale med en, så jeg ville lige ned at se til lampen. Jeg tog den med op fra kælderen og i mandags kom hun for at hente ham og i stedet fik jeg den sødeste snemandslampe. Det har gjort, at jeg allerede er begyndt at tænke på årets julepynt, for jeg må da helt klart have fundet nogle flere snemænd.


Mandag d. 27. juli tog jeg med mine forældre i sommerhus. På vej der op skulle vi på genbrugstur, men det skulle vise sig, at de fleste genbrugsbutikker havde lukket, da vi kom forbi. Vi var også en tur i Løkken og jeg synes ikke at det var til at holde afstand. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange folk, som kunne være blevet smittet på deres sommerferie, som nu vendte tilbage til hverdagen, som potentielle smittespredere. Vi var også i Hjørring , hvor vi så en lille sandskulptur af murmesteren som flyttede Rubjerg Knude Fyr.


Dagen efter vågnede jeg op i sommerhuset til et fint dækket bord, da jeg havde fødselsdag. Der var nogle regnbyger i løbet af formiddagen, men ellers var det faktisk godt vejr, det meste af dagen. jeg nåede lige at tage et billede inden den førsteregnbyge. Man kan lige ane min far på dræbersneglejagt i baggrunden.



Genbrugsheldet var lidt mere med os denne dag. Jeg startede med at finde en fin, gammel Fjällräven bøllehat, i en genbrugsbutik i Hjallerup. I løbet af dagen fandt vi også et par nye genbrugsbutikker, som vi ikke havde været i før. Et par dage forinden havde jeg nemlig fundet en virkelig god hjemmeside, som jeg gerne vil dele med jer http://genbrugsbutikker.nu 

Frokosten spiste vi på en bænk ved Sæby havn. Helt primitivt stod menuen på kolde pølser og kartoffelsalat.



Dagen efter kom min lillebror og hans familie på besøg i sommerhuset. De var selv i sommerhus med min svigerindes familie, i en by i nærheden. På vej hjem fra sommerhuset, tog vi lige hen for at se sommerhuset, som de boede i også.

Vi tog hjem onsdag, fordi jeg havde en aftale hos min fysioterapeut om torsdagen. Han kunne bekræfte mig i den teori jeg havde om, at mine indlægssåler var blevet trådt helt flade under det meget hårde arbejde, jeg havde været udsat forpå jobbet. Heldigvis må forældrene nu igen komme ind i garderoben og aflevere børnene, så de mange ekstra skridt ikke længere skulle forekomme. Jeg købte et par nye indlægssåler og må nok forvente at skulle skifte dem ud en gang om året. Jeg kunne allerede begynde at mærke sålernes effekt, efter et par dage.

D. 31. juli tog vi ud og besøgte min farmor på plejehjemmet. Denne gang måtte vi gerne komme ind og besøge hende. Personalet havde stillet mundbind til rådighed for besøgende, men da min farmor er dement ville hun sikkert ikke kunne genkende os med mundbind på, så vi fik lov til at gå ind til hende uden.


Da jeg kom hjem begyndte jeg at forberede maden til min fødselsdag. Jeg havde inviteret min nærmeste familie til fødselsdag i lørdags. Menuen virkede så godt sidste år, så jeg valgte at lave det samme i år. Jeg startede med at bage burgerboller og stege bøffer til sliders. Næste morgen gik jeg i gang med at bage kagemand, boller og bobblevafler. Gæsterne kom kl. 14. Der var det skønneste vejr, så vi nåede på alle 3 legepladser efter vi havde spist boller og kagemand. Min nevø var pave stolt over den gave han havde valgt til mig. En æske med lakridspiber. Det var en rigtig hyggelig dag.





I tirsdags indviede jeg mit pas med en tur til grænsen. Vi kørte hjemme fra kl. 5:00 og var hjemme igen kl. 15:00. Normalt tager vi også i Førdepark i Flensburg, men pga. smittefare, holdt vi os til 4 grænsebutikker. I Tyskland er det påkrævet at have mundbind på, når man går ind i en butik, så jeg fik også indviet mit mundbind (billedet tidligere i indlægget stammer fra turen til Tyskland).

Jeg har også bestilt nogle stofmasker hjem fra Adidas, som er kommet. Det anbefales nemlig at man benytter mundbind, når man benytter offentlig transport i myldretiden nu, så jeg ville gerne have nogle flere, nu hvor jeg igen skal starte på job på mandag. Man skal selv udstyre dem med et filter.


I går blev der afholdt pressemøde fra Århus, hvor de lige nu ser en væsentlig stigning af nye Corona tilfælde. Derfor har man valgt at gøre det lovpligtigt at bære mundbind, når man benytter sig af offentlig trafik. Jeg ville ønske at de også ville gøre det lovpligtigt i resten af landet, for jeg har endnu ikke set en eneste som havde det på i bussen her hjemme. Ingen vil stå alene. Sådan er vi som mennesker indrettet. Her til aften har statsminister Mette Frederiksen så udtalt via et opslag på facebook, at det kan blive nødvendigt med et lovkrav om mundbind. Jeg vil se om jeg kan mande mig selv nok op til at tage et mundbind på, når jeg skal med bussen hjem fra job mandag eftermiddag. Nogen skal jo være den første. Også selv om det virker lidt pinligt. Better safe than sorry, som man siger på engelsk... Eller som vi siger på dansk... Man må hellere være på den sikre side!



Og således lykkedes det mig vist at bruge det meste af dagen og noget af natten på at brygge dette indlæg sammen. Jeg måtte opgive at redigere via ipad og iPhone og måtte ty til den bærbare. Problemet var bare, at de fleste af billederne lå må telefonen, så det har været noget makværk, men nu bliver det ikke bedre i denne omgang. På mandag vender hverdagen tilbage og lur mig om der så bliver tid til at holde jer opdateret lidt oftere end hid til? Man har jo lov at håbe.