lørdag den 11. august 2018

Tour de is

Så kom det endeligt.... Regnvejret som alle har gået og sukket efter. Vi har haft besøg af orkanen Johanne og jeg misunder lidt sønderjyderne, som fik lyn og torden, aftenen og natten til fredag. Jeg hører til en af dem, som godt kan lide at se på alle lysene på himlen. Her i det Nordjyske blev det til et kraftigt stormvejr med spredte byger. Ikke bare et lille stormvejr, men et stort et, som varede ved i mange timer. Min veninde fik store skader på sin bil, som følge af orkanen Johanne og da stormen havde lagt sig sidst på eftermiddagen, fandt jeg selv min cykel smidt i cykelkrogen under min lejlighed. Betrækket, som skal beskytte cyklen for sand og støv, lå længere ude i gården. Den må have fungeret som luftballon, da Johanne løftede op i cyklen og smed den igen. Ak, ak. Godt det bare er en gammel og slidt og billig cykel, jeg har mig.


I dag regner det også. Faktisk er der regn på vejrudsigten en hel uge endnu. Måske ender vi med at blive trætte af det, men jeg ved at vi har hårdt brug for vand nu, så jeg vil prøve at nyde det. Det samme gjorde jeg, da jeg kunne se på vejrudsigten, at torsdag så ud til at blive den mest solrige dag i lang tid. 26 grader og høj sol. Jeg vidste lige nøjagtig hvordan jeg ville nyde den dag. Inde jeg gik på "sommerferie" havde jeg givet mig selv en lille sjov udfordring. Jeg ville spise is med lakridskræmmerhus og "bubble waffle." Jeg havde ingen idé om, hvor jeg kunne finde sådanne is, men jeg kan godt oplyse, at min mission lykkedes!

D. 12. maj var jeg med mine forældre, min bror, svigerinde, nevø og niece i Fårup Sommerland. Der fik jeg årets første gammeldags is (kugle is).


Jeg tror at det var omkring det tidspunkt jeg havde set at folk postede billeder på instagram af is med sorte kræmmerhus. Hvad?? Hvor?? og Hvordan skulle jeg mon finde sådan et? De havde dem i hvert fald ikke i Fårup Sommerland. Først d. 8. juli lykkedes det mig at finde de sorte kræmmerhus. Jeg var med min veninde og hendes børn i Løkken, da jeg så et skilt uden for Iskompagniet med det sorte kræmmerhus. Desværre havde de det kun til softice, så kugleisen måtte vente til en anden dag.


Jeg lavede lidt research (på Instagram) og fandt ud af at "Guf og Kugler" solgte is i de sorte lakrids kræmmerhus, så jeg lavede en aftale med min veninde om at besøge "Guf og Kugler" d. 18. juli. "Guf og Kugler" er kåret som Danmarks bedste ishus 2 år i træk. Deres ishus ligger i Nibe, som er ret tæt på, hvor jeg bor. Alligevel havde jeg aldrig været der. De har åbnet endnu et ishus inde i Aalborg og køen har været lang i meget lang tid, så der måtte jo være noget om snakken med at de laver de bedste is. Tirsdag d. 17. juli var jeg på "Genbrugstur" (road trip) med mine forældre, da min far valgte at slutte turen af med en is hos netop "Guf og Kugler." Selv om det var overskyet og sidst på eftermiddagen, var det så varmt, at isen begyndte at smelte, allerede inden man var nået ud af butikken. Udenfor sad der en del folk og spiste is af bægre. Det har aldrig tiltalt mig at spise is af bæger, men denne sommer har jeg alligevel kunne se en fordel ved det, da isene smeltede hurtigere end normalt. Jeg nåede lige at forevige denne lækre is, inden den begyndte at dryppe. Banan og lakrids is, i lakrids kræmmerhus med lakrids guf. Min yndlings is kombination. Mums den var lækker.




Dagen efter var jeg klar til at tage med min veninde og hendes børn ud til "Guf og Kugler" igen. Der var nemlig et andet kræmmerhus, jeg havde set i baggrunden dagen før. Et chokoladekræmmerhus. Man skulle købe 3 kugler is, hvis man ville have det kræmmerhus, så jeg måtte tænke lidt over, hvilken is kombination, som ville egne sig i et kræmmerhus med chokoladesmag. Valget faldt på peanutbutter med saltkaramel, kaffe og kokos med vanilje guf. Mums det var godt. Jeg forstår godt hvorfor "Guf og Kugler" er kåret som årets bedste ishus, for deres is er simpelthen bare lækker.


Nu skulle man jo tro at 2 kugle is, 2 dage i træk ville være mere end rigeligt. Men nej. Næste dag var jeg nemlig med mine forældre på endnu en "genbrugstur" og min far må være blevet lidt inspireret af al min snak om is. I hvert fald sluttede denne dag også med en is. "Det blå ishus" i Tversted er også berygtet som et af Nordjyllands bedste ishuse, som ofte har en lang kø, så der måtte vi også lige have et kræmmerhus. Men jeg må indrømmer at den is var temmelig kedelig i forhold til isene hos "Guf og Kugler."




Jeg havde researchet mig frem til at Bubble Waffle is kun kunne købes i København og Århus. Dog havde jeg hørt, at de også solgte dem i Fårup Sommerland, men der havde jeg ikke flere planer om at komme op foreløbig. Men jeg havde planlagt en tur til Århus med mine forældre et par dage før min fødselsdag, så jeg vidste at der ville være en lille mulighed for at smage en Bubble Waffle der. Inden da, var det dog rygtedes, at et lille ishus i Aalborg netop var begyndt at lave dem, så fandt jeg dem ikke i Århus, kunne jeg få mig en i Aalborg. På vej til Århus kiggede jeg på kortet og det så ud som om, at Olufs is lå langt fra midtbyen, så jeg blev så overrasket, da vi pludselig stod i gaden, med Olufs is. Og ja, når vi nu var der, kunne vi jo lige så godt smage. Jeg må indrømme at jeg endnu engang blev skuffet over det beskedne is sortiment, men selve vaflen var virkelig god. Folk har spurgt mig, hvad der gør den speciel og egentlig er det vel oplevelsen, som gør den speciel. man spiser isen med en lille ske og knækker lidt af kræmmerhuset af og spiser, som en blød vaffel, efterhånden, som man kan, eller har lyst til. Så det er groft sagt, en blød vaffel med is, som når man køber pandekage med is. Vaflen bliver holdt sammen i et papbægre og fordi varmen har spillet os et pus denne sommer, nåede det nederste af isen at smelte lidt, inden jeg nåede i bund.







Hjemme i Aalborg var det lille ishus, som solgte Bubble Waffle is, nu også begyndt at sælge romkugle is. Noget som rygtedes hele vejen til landsdækkende tv, så det var lidt afgjort, at jeg også måtte smage sådan en, inden sommeren var omme. Og derfor blev det en Bubble Waffle fra Pico Bello, som for mit vedkommende sluttede sommerens Tour de is af. Det lille ishus Pico Bello er så lille, at jeg godt kan forstå den stakkels vaffelbager har stillet sig ud på gaden, for at bage vaflerne. Så giver det samtidig lidt reklame. Man bestiller vaflen hos hende, ude på gaden og venter til hun har bagt vaflen, hvorefter man går ind og aflevere det til ham, som skal putte isen af. Der var ikke meget is at vælge i mellem, men da jeg selvklart skulle have en kugle med romkugle is, måtte den kunne gå sammen med en kugle med mokka is. Hos Pico Bello får man softice og krymmel oven på sin bubble waffle, så jeg valgte krymmel med bærsmag. Romkugle isen smagte af romkugle, men en lidt syntetisk smag, som når man køber en billig trøffel i en butik. Men stadig en god oplevelse. Dog ikke en jeg får hang til.





Det har været sjovt at lave denne "Tour de is." Nærmest som en lille skattejagt. Min favorit is kombination er stadig banan og lakrids, men efter årets "tour de is," må jeg indrømme at kaffe og kokos også smager ret lækkert. Nu er "ferien" slut og regnvejret har meldt sin ankomst, så nu behøver jeg ikke spise is igen i meget lang tid, selv om jeg bestemt ikke vil have noget i mod det. Nej, nu hvor sensommeren har meldt sin ankomst, er det vist på tide at starte op med at booste immunforsvaret med hjemmelavede juicer igen, så man kan klare sig igennem de mange våde og kølige dage.