torsdag den 8. august 2013

Otto August

Mød Otto August, min bedstefar, som i dag ville kunne have fejret 95 års fødselsdag, hvis ikke han var gået bort for 15 år siden.


Jeg synes det er sjovt, at de gamle navne fra mine bedsteforældres tid, er så moderne. Otto og August er begge nogle ret populære navne i disse år. Jeg er jo selv opkaldt efter mine oldemødre, men det var vist ikke så moderne dengang i 70erne. I hvert fald, syntes jeg, at jeg var den eneste som havde et gammeldags navn, i min barndom.


Min bedstefars oprindelige navn var: Otto August Dusinius. Hans forældre var kreative, da de navngav ham. Han var nemlig født d. 8. August ( der af Otto August). Årsagen til Dusinius også kom på var, at han blev født, som det tolvte barn i rækken. Otto August Dusinius. Da min bedstefar har givet min familie et efternavn, som er lidt specielt, har jeg for nogle år siden, forsøgt mig med lidt slægtsforskning, for personligt kender jeg ikke ret mange med vores efternavn, men takket være internettet, har jeg fundet frem til andre slægtninge.

Det længste led på mit stamtræ, som jeg har kunne opspore, er min tip-oldefar. Jeg har, som tipoldebarn, skrevet e-mails med et andet tipoldebarn. Hurra for den fagre nye verden. Og hurra for min bedstefar, som kunne have fejret 95 års fødselsdag i dag. Bedstefar boede i en lille by på landet, i et lille hus. Faktisk var huset så lille, at det havde navnet "det lille hus på prærien." Alle vidste hvor det var og jeg husker hvordan jeg bare skulle skrive "det lille hus på prærien" samt et bynavn, på mine postkort til ham, som barn.


Jeg selv er et bybarn og husker i sær, hvor underligt det var at holde ferie hos bedstefar. Der ude på landet spiste man nemlig pålæg på franskbrødet, hvilket ikke var noget jeg var vant til. Og hvis jeg kunne fortælle det til bedstefar i dag, ville han helt sikkert sige "ja, det sku' såmænd ik' forbavs' mig!" Hvilket var noget bedstefar sagde tit, men sådan må det vel være, når man boede på landet mens resten af familien var blevet storby mennesker. Der er så meget man ikke forstår.

(Billederne af mig og bedstefar er fra bedstefars eget fotoalbum)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar