lørdag den 31. august 2013

Et skridt nærmere ompolstring af teaktræs skamler

USidst på eftermiddagen fik jeg mig endelig taget sammen til at cykle i storcenteret. Først cyklede jeg lige omkring containergården, for at smide en sæk tøj i tøjcontaineren. Jeg synes det er sådan en underlig sørgmodig besked der møder én, når man kommer til blå kors tøjcontainer. Tøjet bliver nemlig samlet ind, for at hjælpe børn og familier med alkoholikere i familien. Men hvis mit aflagte tøj kan hjælpe, så er det vel godt nok. Jeg skulle jo af med tøjet under alle omstændigheder og hellere hjælpe andre, end at smide det ud.

  
Det stormede en halv pelikan, så den udendørs koncertaftale jeg havde blev droppet. Det var en koncert i Karolinelund i anledningen af Images festivalen. Der er kunst og koncerter fra Afrika i en hel uge, så forhåbentlig bliver der anledning til at komme af sted en anden dag. I stedet for at tage til koncert, fik jeg pludselig lyst til at gå i gang med at afpolstre de teak skamler jeg fandt for en uge siden. Jeg satte mig ud på altanen og gik i gang med at vrikke møbelklips ud med en skruetrækker og knivtang. Jeg brugte en saks til at klippe stoffet af den første skammel, men fandt ud af, at det ikke var nødvendigt. Det nemmeste havde nemlig været, at skrue sædet af først, hvorefter det var nemmere at få betrækket af.

 


Da betrækket var kommet af, vaskede jeg stolene grundigt af med træ grundrens fra Trip Trap, som jeg ikke aner, hvor jeg har fra. Det fjernede alle de grimme malingpletter og stellet blev meget pænere at se på. De sidste rester af skumgummi skrubbede jeg af med en tør grydesvamp, da jeg ikke havde noget sandpapir.


 
Jeg var ikke sikker på, at jeg ville lave mere end den ene, men valgte at det bedste nok ville være, at rense dem begge to, så jeg kunne tage dem ind fra altanen, nu hvor det regnfulde efterår er ankommet. Jeg ved stadig ikke hvilket stof jeg vil betrække dem med, men jeg har en idé i mit hoved. Jeg skrev mål på skumgummi og betræk ned, så jeg kan finde det ved lejlighed. For sjov skyld prøvede jeg lige at se, hvordan det ville se ud, med mine retro pudebetræk. Jeg nænner dog ikke at bruge dem til det formål, men det gjorde bestemt ikke noget, hvis jeg kunne finde noget stof i samme stil.

 

 
Da jeg var færdig med projektet gav jeg mig til at rydde lidt op i mens mit tv stod på TV2, hvor de viste den gamle danske film "Nyhavns glade Gutter" fra 1967. Det var sjovt at se den typiske retro stil i filmen. I sær damerne var farvestrålende klædt på. I kan jo selv se hvad jeg mener, for filmen er jo lige her.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar