onsdag den 14. august 2013

Man kan nå meget, selv om man er doven

I går dovnede jeg. Eller dvs. i går formiddag dovnede jeg, for jeg nåede da både omkring storcenteret, Blå Kors og Zumba, så noget fik jeg da gjort.

Efter at have besøgt en del genbrugsbutikker i mandags, bestemte jeg mig for, at jeg ikke behøvede jagte flere i går. Men da jeg nu alligevel skulle i Bilka, planlagde jeg det, så jeg lige kunne nå omkring Blå Kors, inden jeg skulle hjem. For at udnytte tiden bedst muligt, nåede jeg endda også at sætte en tøjvask over. Jeg har en oldtidsfund (genbrug, bevares) af en vaskemaskine, som mindst tager 2 timer om en vask, så jeg timede min tur således, at jeg var hjemme når tøjet skulle ud af maskinen. På den måde var jeg fri for at høre på larmen.

Jeg fandt ikke det helt store og det var da også kun fordi der var 50 % på alt i butikken, at jeg købte 6 meget slidte teskeer med bakelithåndtag. Da jeg kom hjem, viste det sig, at de var lidt mere slidte end hvad jeg troede de var. Men pyt. Jeg fik 1kr. rabat. Der fulgte jo kun 4 teskeer med fra min mormors bestik, så jeg tænkte at disse kunne indgå i bakelit-bestikket. Jeg købte også en oplukker i træ, bare fordi den var der og de havde 50 % på alt. Ja, man kan jo blive fristet.
  
  
På vej ud af døren fik jeg øje på en gammel æske. Den indeholdt en lille lysestage til små lys, kaldet "Hjertes stage." Det er svært at forestille sig, hvordan lysene skulle komme til at ligne et hjerte, men jeg går ud fra, at det er derfor stagen har fået det navn. Desværre havde jeg kun to lys, som passede i stagen, så jeg kan ikke afprøve det. I stedet tænkte jeg, at man kunne vende den på hovedet og på den måde bruge den til eks. et kuglelys.
 
 
 
Sidst på eftermiddagen skulle jeg til zumba. Det var første gang jeg skulle ud i Fitness World på Gugvej, men jeg vidste jo hvor det lå, så det var mere inde i selve centret, jeg var bekymret for ikke at kunne finde rundt. Men det gik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar