søndag den 28. september 2014

Olsens sidste bagagerumsmarked for i år


I dag var det sidste chance for at komme til Olsens bagagerumsmarked. Heldigvis er der jo et bagagerumsmarked tilbage. Nemlig det traditionelle bagagerumsmarked. Hvad skal man da få tiden til at gå med, fra oktober til april? Godt der stadig findes genbrugsbutikker, når det kribler i fingrene, for at komme ud at rode i gamle sager.





Jeg fandt da lidt gode sager i dag. Ikke lige det jeg havde forventet at finde, men helt sikkert nogle rigtig fine ting. 

Det første jeg købte, var 3 spil. Jeg har efterhånden en ret stor samling af gamle spil, men jeg lod nostalgien få lov at bestemme, at disse spil skulle med hjem. Jeg mener helt bestemt, at jeg har leget med et klods-puslespil magen til det her, da jeg var lille. Se lige, hvor søde motiverne er!



Safari puslespillet kan jeg også huske fra jeg var barn.


Det sidste spil var ikke lige et, jeg kendte til, men den lille æske solgte spillet. Der fulgte spilleanvisning med og det  virker, som om det er et udvidet billedlotteri.



På et bord med porcelæn, stod mormors isbjørneaskebæger, som jeg altid har været så fascineret af. Jeg studsede over prisen, som var 100kr. Typsik har jeg set dem til 350kr. Mormors isbjørn har mistet et øre. Denne har mistet et skår af et øre, så damen var sød at sige, hun ville sælge det til 75kr. Så godt et tilbud kunne jeg ikke lade gå til en anden. Så jeg slog til. Jeg vil overveje, om jeg vil male det afskallede øre, så man ligger knap så meget mærke til det. Sidste år drømte jeg om en dag at lave en juledekoration i sådan et isbjørneaskebæger. Måske bliver det i år, jeg gør det. Ind til da, har jeg lavet en lille efterårsdekoration med det.



På et tæppe lå der ting til 10kr. Der var en æske med glasbrikker, som jeg i forvejen har alt for mange af. Men jeg var nødt til lige at se lidt nærmere på dem. Der var gået et skår af bunden. Øv. Til gengæld kunne der ikke herske nogen tvivl. Det var et ægte Laurids Lundborg produkt, solgt for 13kr. i Illum, i sin tid.





Ja, jeg kan ikke finde ud af hvad der er Laurids Lønborg og hvad der er kopi. Jeg hører fra eksperter, at der ikke altid har stået logo under Laurids Lønborgs produkter. Nogen gange brugte de klistermærker, som kan være røget af... Form og farve minder meget om hinanden. Nu ved jeg ihvertfald med sikkerhed, at en af disse er en ægte Laurids Lønborg!


Endelig fik jeg købt mig en lille twist dåse, som godt nok var lidt rusten. Lille og sød, det er den.


Det sidste jeg købte var en kande i rustfri stål, med flettet hank. Jeg har i forvejen en mindre udgave, men er før stødt på den store i genbrugsbutikkerne, hvor de dog har været så dyre, at jeg godt kunne undvære dem. 20kr. betalte jeg for denne her og det var en ret god pris.




Nu vil jeg glæde mig til årets sidste bagagerumsmarked, som finder sted d. 12. Oktober.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar