onsdag den 17. september 2014

Genbrug i efterårets tegn

Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle tage på genbrugstur, eller blot tage hjem og slappe af. Jeg var nemlig på job til langt ud på aftenen i går, så mine fødder kunne godt bruge en pause. På den anden side vidste jeg, at jeg måske ikke får så meget tid til at besøge genbrugsbutikkerne fra oktober, så jeg valgte at gøre det. En lille tur til Kirkens Korshær og Blå Kors i Nørresundby, blev det til. Det viste sig at blive genbrug i efterårets nuancer, jeg fik købt mig. Det er ikke fordi det er særlig meget, men det er fint nok.

Først lidt naturbilleder jeg tog mens jeg var på farten. Det sidste billede tog jeg, da jeg var næsten hjemme. Elsker når man kan se på naturen, at årstiderne skifter.

 

 


Hos Kirkens Korshær, faldt jeg for faconen på et brunt saltkar. Jeg har i forvejen et fint rødt saltkar fra LeCreuset, men jeg kunne bare ikke lade dette saltkar stå tilbage på hylden. Jeg har ikke et stort forbrug af salt, men jeg håber at finde en anden måde at anvende det på. Formen burde ihvertfald gøre det nemt at anvende det til noget andet.

 

Hos Blå Kors var det en souvenir fra Lazise, som jeg fandt først. Jeg har selv været i Lazise for nogle år siden, så det lille dådyr, skulle ikke blinke til mig mange gange, før jeg bestemte mig for at købe det. Total kitsch, men også anvendeligt med det lille termometer.
 

En orange bestikbakke fik jeg også med hjem.
 

Jeg har fundet ud af, at bestikbakker er superanvendelige for mig. De hjælper mig ikke kun med at holde orden i bestikskuffen, men også på mit skrivebord. Der sidder jeg hver morgen og gør mig klar, inden jeg skal ud af døren. Før måtte jeg ofte lede længe efter den rigtige øjenskygge mm. Nu bruger jeg en bestikbakke til at opbevare de produkter og makeup-pensler jeg bruger hver dag. Ansigtscreme,  eyegel, øjenskygge, makeup-pensler, foundation, concealer, pudder osv. Jo, de er fine de bestikbakker og hvis man vil, kan man jo bruge dem til at sortere sin makeup i en skuffe, frem for at have det stående fremme, som mig.

Det var de tre små ting, jeg fik købt i efterårets farver denne gang. Hos Kirkens Korshær lokker de virkelig én til at købe juleplatter. Tænk sig. De tager kun 5kr. for deres juleplatter... Derfor endte jeg endnu engang med at købe 3 juleplatter. Den ene havde jeg i forvejen, men mon ikke det går alligevel?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar