onsdag den 25. september 2013

Nostalgisk slikdåse og andet godt fra Norge

Min mor har haft en gammel slikdåse til at stå til pynt i mange år. Det er en norsk slikdåse, købt på Norges færgen for mange år siden!

I dag var hylden med bøtter blevet fyldt op, hos genbrugsbutikken på Kennedy Plads. Jeg skimmede den hurtigt igennem og nåede vist lige at sukke, da jeg kom til at kigge ned på gulvet. Der, ved siden af min fod, lå min mors norske slikdåse. I hvert fald var det en dåse magen til, så jeg blev utrolig glad. Den dåse fortæller nemlig en lille familie histore.


Min morfar har arbejdet i Norge i nogle år og min mor har boet der i 9 mdr. som barn. I den forbindelse har min mor og mostre været med på Larvik båden nogle gange. Jeg har også selv været med et par gange, når hele familien har besøgt de norske venner, min mormor og morfar havde der oppe. Jeg vil tro, at denne dåse stammer fra sidst i 1950'erne eller først 1960'erne, hvilket er fra før min tid... Men allerede da jeg var 2 år, havde jeg min første tur til Norge. Jeg husker ikke noget fra turen selv, men jeg har et rigtig sjovt billede fra turen. Her på billedet ses alle pigerne i familien, i ens natkjoler. Jeg var yngst, så kom min kusine, min moster, min mor, min mormor og min ældste moster! Jeg synes det billede er så sjovt at se tilbage på, på trods af, at jeg ikke selv husker turen. (Beklager den dårlige kvalitet)


Nogle år senere var hele familien der oppe igen. På den tur så vi kilder og trolde i skoven, kan jeg huske. Jeg tror endda at jeg troede trolden var levende. Jeg har fundet et billede på flickr, en af trold i Drammen, som minder om den trold jeg selv kan huske fra et foto mine forældre har. Det passer meget godt med, at vi den gang var i Drammen, Smørstein og Galleberg. I kan se billedet her.

Jo, jeg har haft en del ture til Norge, men nu er det efterhånden mange år siden sidst. Sidste gang var det også med min mormor og morfar. Da tog vi færgen til Kristianssand og besøgte deres Dyrepark, som også var rammen om "Kardemommeby," hvor røverne Kasper, Jesper og Jonathan boede, med løven, som var en gris.

 (Billede lånt her: http://www.barneopplevelser.no/ )
 
Forresten... Nu jeg er i gang med en lang smøre om Norge, kan jeg da lige fortælle, at der kommer en julefilm med de gamle figurer fra "Bjergkøbing Grand Prix" i biograferne i år. Grundet rettigheder af navnet Bjergkøbing, har man i Danmark måtte omdøbe filmen, så titlen bliver "Sofus og Ludvig i Bakkekøbing." Åhh, Bjergkøbing Grandprix var min yndlingsfilm som barn. Jeg kan stadig huske hvordan det var at gå i kælderen henne i børnefilmen, når vi fik lov at se film på det lille lærrede, der blev rullet ud. Nogle gange var det bare Tom og Jerry tegnefilm vi så, men lykken var, når vi fik lov at se "Bjergkøbing Grandprix." Jeg har selvfølgelig sørget for at købe filmen på dvd. Det er jo ren nostalgi. "Jul i Bakkekøbing" hedder årets julefilm. Jeg glæder mig allerede om end det er lidt underligt, at se figurerne i ny og topmoderne animation, frem for de vante dukker fra 1975. Man er vel til retro! I kan selv se et lille klip af filmen her.... Jeg kan forstå, at den handler om at opfinde en maskine som sørger for hvid jul til alle! Den har premiere i Danmark d. 28. november.

 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar