torsdag den 31. marts 2016

Kvit dit skodjob

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været træt af det job jeg fik, da min tidligere arbejdsgiver solgte mig til et nyt firma. Egentlig hed det sig, at jeg skulle udføre mit gamle arbejde, blot med en ny arbejdsgiver. Allerede da jeg hørte navnet på det nye firma, vidste jeg, at det ville ende galt. Faktisk havde jeg aldrig hørt om det nye firma, da jeg fik at vide, at jeg kunne google mig til viden om mit nye firma... Der kom KUN dårlig omtale frem og især når det omhandlede firmaoverdragelser, var der grim omtale at finde. Da jeg indtrådte i det nye firma, fik jeg at vide, at jeg skulle gøre, som jeg plejede, men INTET var, som det plejede og gang på gang, følte jeg, at jeg måtte "rede røven" på det nye firma, som absolut ikke havde styr på en skid. Jeg mistede en kollega, inden firmaoverdragelsen og havde set frem til at få en ny. Det skete bare ikke, så jeg måtte tage det største af slæbet selv. D. 5. oktober fik fagforeningen endelig fat i nogle folk fra det nye firma, som kunne hjælpe mig lidt. Jeg tudede for øjnene af 3 "chefer" fra firmaet, på den dag jeg havde 16. års jubilæum på arbejdspladsen. Jeg følte, at de lyttede til mig. De lovede mig det arbejdstøj, redskaber og udstyr jeg manglede og jeg troede på dem! Jeg havde på daværende tidspunkt haft en ubehandlet depression siden maj måned, hvor det kom frem, at vi skulle firmaoverdragelse. Med en depression, en stor mængde stress og dårlige nerver, tænkte jeg, at jeg nu fik den hjælp og de ting, jeg havde efterspurgt. Det skete bare ikke. En måned senere fandt firmaet ud af, at vi ikke havde haft nogen egentlig overenstkomst hos det gamle firma, så de kunne tvinge os, på deres overenstkomst efter 6 mdr., jvf. firmaoverdragelsen. Det var tydeligt at mærke, at firmaet nu var bedøvende lige glade med os 3 medarbejdere, som var blevet firmaoverdraget til dem. Efter kort tid fik vi  et brev, hvor vi blev varslet ned i tid. Mit 37 timers arbejde, skulle jeg nu kunne varetage på blot 13 timer!! Og da jeg jo også havde fået størstedelen af min tidligere kollegas arbejdsopgaver, svarede det nærmere til at 50 timers arbejde skulle kunne udføres på 13 timer. Vi kunne vælge at skrive den nye kontrakt under, eller betegne os selv som opsagte!

Sådan måtte jeg byde mig selv velkommen i det nye firma. Når jeg stopper, vil jeg fejre det på café!

Jeg var nu begyndt at tage til min læge, for at få lidt redskaber til at komme i gennem den depression, som jeg ikke havde nævnt hos lægen tidligere og han sagde til mig, at det eneste, der ville kunne hjælpe mig til at få det bedre, var hvis jeg sagde op. Nu havde jeg pludselig en rigtig god grund til at sige op og på fagforeningens opfordring, valgte vi alle tre, at vi ikke ville skrive under. Det føltes så godt at vide, at der faktisk var en vej ud af det elendige firma, nogen havde solgt os over i. Jeg følte mig som en slave. Jeg havde på intet tidspunkt haft nogen indflydelse på, hvilket job jeg skulle have, efter 16 års trofast tjeneste. Det var modbydeligt! Min læge kunne mærke på mig med det samme, at jeg havde fået det bedre. Nu kunne jeg jo se en udvej og tilmed en udvej, hvor jeg havde fagforeningen bag mig!

Sådan udreder man, om folk har depression

Månederne er gået og hver dag har jeg følt det som om, jeg var den eneste i firmaet der havde et overblik og der var ingen opbakning fra det nye firma overhovedet. Jeg stoppede med at spørge efter de ting jeg skulle bruge og har måtte hutle mig i gennem de sidste måneder, men jeg vidste, at jeg havde ren samvittighed. Nu er der gået så lang tid, at jeg kan gå på ferie, om mindre end 14 dage. En ferie, som ender med arbejdsløshed d. 1. maj. Men ved i hvad? Jeg glæder mig!! Jeg har følt mig så dårligt behandlet, det sidste år, at jeg ved, at jeg kun kan få det bedre!! Min læge havde ret. Jeg ved godt, at det bliver svært at overgå fra fast arbejde i 16,5 år, til at være ledig og på dagpenge, men jeg tager det, som det kommer. Jeg har været ved at omstille mig mentalt. Jeg har overvejet, hvordan jeg kan få det bedre. Nu er det i første omgang mig, der skal have det bedre og jeg har tænkt over, hvordan. Det første jeg vil gøre er at købe et årskort til Aalborg Zoo. Jeg elsker dyr. Jeg elsker at komme i zoologisk have og kigge på dyrene. Mit drømmejob vil til hver en tid være, at blive dyrepasser i Zoo. Et årskort giver desværre ikke adgang til drømmejobbet, men det giver mig trods alt, positive oplevelser og masser af frisk luft og jeg tror, det vil være godt for mig!



Jeg fandt denne artikel på Nordjyske i dag og tænkte, at det ville være meget passende at dele den med jer. 

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle forholde mig til, hvis nogen skulle spørge til min jobsituation i fremtiden. Møder man nye folk, vil et af de først stillede spørgsmål, med garanti lyde "hvad laver du så?" Det er så pinligt at være nødt til at svare, "jeg er arbejdsløs." Nu har jeg fået en hel ny tankegang. Mit svar til ovenstående spørgsmål, bliver i fremtiden "jeg nyder livet!!" Jeg skal med glæde fortælle dem om, at jeg skam kom fra et fast arbejde, som jeg trofast har udført i 16,5 år og jeg vil fortælle dem historien om, hvordan jeg blev solgt, som "slave" over til en "slavefabrik" og jeg vil håbe, at alle jeg møder på min vej, vil give mig ret i, at jeg har fortjent at nyde livet, efter den behandling!!



PS: Jeg har besøgt min farmor på plejehjemmet i dag og hun har det godt. Hun mener selv, at hun har boet der i 2 år og hun har da vist ikke kedet sig endnu.

tirsdag den 29. marts 2016

Da vi flyttede min demente farmor på plejehjem

Det har taget mig noget tid at skrive nedenstånde indlæg, men jeg har også haft travlt i den seneste uges tid og det har været lidt af en fysisk og psykisk udfordring, jeg har været ude for. Da jeg er Demensven, har jeg valgt at fortælle jer om det, da det er en af de udfordringer, de fleste pårørende til demente, må tage stilling til, på et eller andet tidspunkt.


Jeg har før skrevet om min farmor her på bloggen. Min farmor er dement og som årene er gået, er der pludselig gået 10 år. 10 hårde år, for os pårørende, men så sandelig også for min farmor. Da min farmor fik stillet diagnosen Alzheimer demens, vidste vi, at det kun ville gå ned ad bakke fra nu af, mht. min farmors hukommelse. Dengang troede jeg faktisk, at det ville gå så hurtigt, at hun måske ville ende på et plejehjem efter et par år. Utroligt nok, har farmor klaret sig ret godt i egen bolig. Dog opdagede vi, at hun havde tillagt sig nogle underlige vaner. I takt med at farmor fyldte skufferne med reklamer, begyndte hun også at gemme på tom emballage. Tomme marmeladebøtter, risifruittibøtter, plastik dimsedutter mm. Pludselig tillagde hun sig endnu en mærkelig mani. farmor får dagligt besøg af hjemmeplejen og hun fik en mistro til alle de forskellige folk, som kom hos hende og derfor begyndte hun at gemme ting. Dagligdagsbestikket så hun pludselig, som værende kostbart sølvtøj, som hun var nødt til at gemme væk. Toiletpapiret måtte hun også gemme væk og spare på. Når hjemmeplejen kontaktede os og sagde, at farmor manglede toiletpapir, affaldsposer og karklude, kunne jeg som regel gå ind i farmors soveværelse og finde tingene, gemt mellem hendes tøj.




En gang om ugen, måtte vi handle ind for hende, da hun ikke ville gå uden for lejligheden. Hun sagde, at de var fordi hun var svimmel, men jeg tror, at det var fordi hun godt selv vidste, at hendes orienteringssans og hukommelse ikke længere var god nok til at finde til købmanden og hjem igen. Vi følte os på den måde trygge for, at farmor ikke ville ende, som en af de mange forsvundne demente, man hører om i nyhederne. For nogle år siden, opdagede jeg, at hun ikke engang kunne finde tilbage til sin plads rundt om bordet, hvis hun først har rejst sig, når hun var på restaurent. Det gav mig et fingerprej om, at orienteringssansen var helt væk.

Så tæt boede farmor på købmanden

I de sidste par år, er farmor blevet mere diffus. Den søde hjemmehjælper, som kom hos hende før, gik på efterløn og pludselig kunne vi se, at der ikke blev taget så meget hånd om farmor, som hid til, fra de hjemmeplejere, der tilså hende. Før blev der bestilt hjemmefrisør, tjekket vægt, givet medicin, gjort mad klar og skrevet indkøbsseddel med farmor. Nu bliver der kun givet medicin og smurt mad. Farmor har ikke lavet mad i mange år nu. Hun har forsøgt, men vi kunne se, at det ikke fungerede. Hendes mad bestod af hvedeboller med jordbærmarmelade og optøede "købe-frikadeller" fra frost. En dag blev selv de optøede frikadeller for besværlige for farmor. Derfor fyldte vi hendes køleskab med nemt tilgængeligt mad. Risifrutti og røde pølser, som hun kunne spise, som de var.


Farmor brød sig ikke længere om at komme uden for. Hun sagde, at hendes læge havde sagt til hende, at hun ikke kunne tåle kulde og derfor har hun ikke været uden for sin lejlighed siden juleaften. Undskyldningen for ikke at tage med til familiefødselsdage osv., blev til sidst den, at hun var svimmel. Når farmor siger at hun er svimmel, er det et udtryk for, at hun ikke kan huske og derfor ikke kan følge med i samtaler længere. Faktisk var det farmor gik mest op i, når hun en sjælden gang var uden for sin lejlighed, om hun nu havde husket at få sine nøgler med, eller hvor hendes taske var. Ca. en gang i minuttet måtte hun have vished for, at nøglen lå i hendes taske, så hun kunne komme ind, hjemme i lejligheden.

Juleaften morede farmor sig og fik pludselige en impulsiv lyst til at løfte sit oldebarn. Hun havde bare glemt, at hun ikke længere havde kræfter til det. Ingen kom til skade. Phew.

Allerede i starten af farmors demensforløb, måtte vi udstyre hendes nøgler med skilte, så hun kunne se hvilken nøgle, hun skulle bruge til lejlighed (hjem), postkasse og kælder

Jeg synes det var synd for farmor, at hun isolerede sig selv på den måde. Farmor har tre sønner. Min far og mine to onkler. Hver uge skiftedes de til at handle ind for farmor, da hun jo ikke kom uden for lejligheden. Hun troede godt nok selv, at hun gik til købmanden hver dag, men vi vidste, at hun var
holdt op med at gå til købmanden for flere år siden. For nogle år siden gik hun med til at lade
familien handle for sig og igen blev hendes lovlige undskyldning, at hun ikke kunne gå til købmanden, når hun var så svimmel.

I starten af året opdagede vi, at der ikke rigtig blev spist noget af det mad, der blev handlet til farmor. Fra at spise hvedeboller, frikadeller og risifruitti, var det nu kun bollerne farmor spiste. Det andet mad var blevet for besværlig for hende at finde frem, hvor det at smøre en bolle med marmelade, var det farmor formåede. Derfor spiste hun boller dagen lang. Trist og trivielt. Farmor lavede selv sin kaffe, men i januar måned gik noget galt og hun kunne ikke længere bruge kaffemaskinen. Et par uger senere, fandt jeg beviset.


Når jeg kom forbi til en tår kaffe, skulle farmor nu koge vand i en gryde og jeg var ikke helt tryg ved den situation. Derfor købte vi en ny kaffemaskine til hende, men hun skælte mig ud. Med store eder, råbte hun af mig, om at hun ville have den gamle kaffemaskine tilbage, da den jeg var kommet med var hvid og de hvide kaffemaskiner virker ikke, råbte hun. Jeg tager det ikke så tungt, når farmor råber af mig. Jeg er den i familien, som farmor førhen har haft stor tiltro til. Mens hun stadig kunne finde ud af at bruge telefonen, ringede hun til mig og snakkede i lang tid, om alting og ingen ting. Oftest var det en væmmelig tanke om, at nogen i familien var sur på hende, historier om at nogen skulle skilles. En enkel gang græd hun i telefonen, fordi min far angiveligt skulle være blevet ked af, at hun havde skældt ham ud, så nu var farmor selv blevet ked af det. Hvordan trøster man lige sin farmor i telefonen, når hun sidder dybt ulykkelig i den anden ende og lige frem græder over noget, der kun er sket for hende, et sted der inde i den ikke længere fungerende hjerne?!! Det var hårdt, men med min blideste stemme lovede jeg at sige til min far, at han ikke skulle være sur på hende, fordi
hun mente det ikke.... Det er sådanne underlige hændelser, man kan komme ud i som pårørende.
En anden gang var hun ked af, at min fætter skulle være forsvundet, men han var nu bare i skole den dag. Oftest sluttede farmor sine telefonsamtaler med "hvorfor var det nu jeg ringede?" Så er det at jeg tænkte, at det nok bare var for at få en sludder og jeg håbede, at hun fik det ud af vores samtaler, som hun ønskede. Det er vist ca. 2 år siden, farmor mistede evnen til at ringe op fra en telefon. Hun ved det ikke selv. For ca. 5 år siden, opdagede jeg, at hendes evne til at skrive tal var forsundet. Når hun skulle skrive en huskeseddel til sig selv, om hvornår vi evt. skulle til en fødselsdag, skrev hun nu "kvarter over et" i stedet for 13:15. Dage, måneder, datoer osv. kan farmor heller ikke holde styr på.

Farmor spiste nu ikke længere andet end boller og da hun også hostede end del, sendte vi bud efter lægen, som konstaterede, at hendes blodtryk var for højt, hvilket skyldtes, at hun fik for lidt at spise. Vi måtte derfor lave en "spiseplan," hvor vi på skift, måtte tage hjem til farmor og spise aftensmad hos hende. Det var hårdt og nedslidende og vi vidste, at farmor kunne få det så meget bedre, ved at komme på plejehjem, hvor vi vidste, at der ville blive taget ordentlig hånd om hendes madvaner og også den skræntende hygiejne. For flere år siden sagde farmor, at hun ikke ville på plejehjem, da hun var af den overbevisning, at man døde, når man kom på plejehjem. I mellemtiden er hendes søster kommet på plejehjem og har fået det meget bedre, så når vi snakkede med farmor om muligheden for at komme på plejehjem, var hun mindre afvisende. Jeg synes at farmor havde så trist en tilværelse, at jeg drømte om, hvor godt hun ville få det på et plejehjem. På et plejehjem ville hun have ligestillede at snakke med, folk som ingen fordomme havde, hvis hun måtte sige "nu har jeg glemt, hvad jeg var ved at sige." Søde hjemmehjælpere, som kunne motivere hende til at komme ud fra sin lejlighed, så hun kunne opleve noget. Også selv om hun glemte, hvad hun oplevede, med det samme. Farmor manglede noget at få tiden til at gå med.

Her ses det tydeligt, at farmor sad i sin lænestol dagen lang

Vi fandt et plejehjem til farmor, som passede præcis til hendes behov og for en uge siden flyttede hun
ind. Vi ville ikke forstyrre hende med flytningen, så vi sørgede for, at hun kunne komme ud at besøge
min kusine den dag. Farmor havde jo ikke været uden for en dør siden juleaften, så vi vidste ikke
helt, om vi kunne få hende til at tage med på den planlagte tur. Aftenen før, fandt min mor tøj frem til hende, til at tage på næste morgen og så blev farmor pludselig alvorligt syg. Sikke hun hostede og hakkede i løbet af 10 sekunder. Derfor var det med svedige håndflader, galoperende hjerte, en klump i halsen og en smule dårlig samvittighed, jeg mødte op hos farmor næste morgen. Jeg troede ikke jeg kunne få hende gjort klar til at tage afsted, når min onkel kom og hentede hende lidt senere. Heldigvis sker der jo det med demente, at de hurtig glemmer. De glemmer hvis de har været sure og farmor glemte tilsyneladende også, at hun havde været syg aftenen før. Hun fandt selv sit fineste tøj frem, gik ud og vaskede sige og jeg forsikrede hende, at hun ville få en god dag, hos min kusine. Jeg satte hendes hår og i løbet af 30 minutter, var min farmor helt klar til at tage hjemme fra.

Farmor havde en god dag, den dag vi havde travlt med at flytte hendes ting. Desværre glemte hun, hvad hun havde oplevet, med det samme. Hendes korttidshukommelse er væk

Da farmor var blevet hentet, kom min bror, forældre, onkel, fætter og tante og så gik vi ellers i gang. Vi var nødt til at se det hele godt i gennem og udvælge, hvad farmor skulle have med på plejehjemmet. Det var en stor proces at gå i gang med. Hvilke møbler skulle hun have med, hvad for noget tøj kunne hun undværre og hvilke ting, kunne hun absolut ikke undværre??!!! Min tante og jeg, startede fra den ene ende af farmors klædeskab og arbejdede os langsomt i gennem dem. Vi konstaterede, at farmor ikke havde vasket det tøj, som var hængt tilbage i skabet, så min svigerinde måtte hente tøjet og få det vasket. Vi satte navnelapper på, nøjagtig, som man gør med børns tøj. På den måde kan personalet på plejehjemmet hjælpe farmor med at holde styr på sit tøj.

Vi havde kun en dag til at flytte farmors ting ud på plejehjemmet og indrette den nye "lejlighed" med nye rullegardiner, billeder, reoler osv. Så vi arbejdede på højtryk. Vi nåede det lige akkurat, så farmor kunne være med til at spise aftensmad på plejehjemmet. Vi vidste at farmor nok ikke ville bryde sig om det, så vi sørgede for, ikke at være på plejehjemmet, da hun ankom. Min onkel, tante og kusine viste hende ind på plejehjemmet og fortalte at farmor bestemt ikke var glad for situationen, men personalet tog sig af farmor og allerede et par dage efter, fik vi at vide, at farmor var begyndt at snakke med et par andre damer på plejehjemmet og det gav ro i sjælen at vide, at der faktisk er håb for, at farmor nu får forbedret sin livskvalitet! I går havde farmor sit første besøg på plejehjemmet og det lyder til, at hun er faldet nogen lunde til. Hun havde endda også formået at ringe til min far på telefonen, hvor hun dog var lidt skeptisk ved situationen. Farmor bor på et dementafsnit på et plejehjem og nu bliver hun pludselig konfronteret med demente mennesker, som er på forskellige stadier. Pludselig bliver det synligt for farmor, at hun er blandt syge mennesker. Farmor har aldrig vidst, at hun var dement. I starten fortalte vi hende, at det var i orden, når hun glemte noget, da det jo skyldes hendes sygdom. Men farmor tror ikke, at hun er syg. Hun er kun svimmel. Heldigvis er der ikke sket noget alvorligt med farmor, mens hun boede alene, men frygten for, at der en dag kunne ske noget, eller tanken om, at hun sultede ihjel, var til sidst blevet så stor, at jeg føler mig meget mere tryg, nu, hvor farmor bor på plejehjem!

Lørdag flyttede vi farmors ting fra lejligheden og indrettede den nye lejlighed på plejehjemmet. Søndag tømte vi lejligheden for de sidste ting, som vi fordelte i mellem os. I torsdags brugte vi 5 timer på at gøre rent. Gulvtæppetape burde forbydes! Nu er lejligheden helt tom. Men jeg er ikke færdig med st fortælle om farmor, hendes lejlighed, plejehjemmet og hendes demens, så i må have noget til gode, men lige nu er jeg udmattet. Det har været en hård omgang, både fysisk og psykisk!

torsdag den 17. marts 2016

Grønne fingre og bloggens 3 års fødselsdag på St. Patricks Day

Så slap det gode vejr op. 3 dage med høj solskin, har virkeligt gjort, at folk er kommet i forårshumør. Ihertfald er det vist de færreste have/ altan entusiaster, som ikke har haft jord under neglene, de sidste par dage. Jeg selv har fået fejet på altanen, fjernet døde planter og visne blade, fra diverse potter og altan kasser. Jeg har kultiveret jorden i potter og atankasser, så de er klar til at plante og så i. Nogle af dem, har jeg allerede strøet lidr frø i. Mest for sjov. På et tidspunkt, når jeg får tid, vil jeg finde alle mine frø frem og få sået i de rigtige altankasser. Jeg har skrevet en lang list med blomster, kryddeeurter og grøntsager, som jeg har planer om at så.



Jeg har overvejet, om jeg ikke skulle forsøge mig med kartofler på altanen i år. Min far havde købt 20 plastikspande hos Jem og Fix, som han havde boret huller i og skåret til. Mit job var så, at plante kartoflerne. Jeg leverede også kartoflerne. Forspirringen havde de klaret helt automatisk, idet jeg havde købt kartoflerne med henblik på at spise dem. Jeg nåede det bare ikke, så i disse "stop madspild" tider, er jeg glad for, at jeg trods alt endte med at kunne bruge kartoflerne til noget.



Flere har spurgt mig, hvor jeg har købt de blå Congo kartofler. Dem jeg havde, købte jeg i Kvickly (änglamark) for ca. 1 måned siden, men i dag så jeg lignende blå øko kartofler hos Rema1000.



Jeg fik brugt næsten alle kartoflerne. 3 kartofler pr. spand. Så må det briste eller bære. Nu er der ihvertfald kartoffelplanter til hele familien. For at kunne kende forskel på sorterne, satte jeg blå og gule sugerør i jorden. Jeg har ikke sat dem ud på altanen endnu, da folk mener, at vi stadig kan risikere at få nattefrost. 



Jeg har købt lidr krydderurter, som jeg har sat i en papkasse på altanen. Jeg håber ikke de tager skade af nattekulden. Det samme gælder mine pelargonier, som jeg også har vovet at sætte der ud, da jeg var træt af at have dem stående i køkkenet.

Fordi det i dag er St. Patrick's Day, bestemte jeg mig for at lave en grøn juice, da jeg kom hjem fra job. St. Patrick's Day er også den dag, hvor bloggen fylder år. Jeg har nu haft denne blog i 3 år. Sjovt har det været.


I super Brugsen havde de frosne granatæblekerner. Dem kan jeg godt blive afhængig af. 

Jeg har stadig ikke fået købt et bedre kamera, da det vist kræver lidt mere tid at sætte sig ind i, at finde det helt rigtige. Så nogen "gave" til bloggen, har jeg altså ikke fået købt, men fejres, det skulle det! I bedste St. Patrick's Day mode, gik jeg en tur rundt om bland selv slik afdelingen hos Super Brugsen og udvalgte mit slik, med St. Patrick's Day, som tema. Det kom der sådan en lille skålfuld ud af.


Jeg fandt en lille ny kylling/ and til samlingen, hos Danmission i dag. Den passer fint ind i familien.


Tak fordi i læser med.

tirsdag den 15. marts 2016

Foråret er kommet

Datoen siger d. 15. marts og om blot et par dage, stiller vi igen urene frem til sommertid. Det var som om, at vejret endeligt havde bestemt sig for at signalere forår i går, for da tågen endelig lettede, nåede vi op på 13 grader her i Aalborg. Da jeg stod op kl. 5:20 i morges, sad der allerede en solsort på altanen og solen var ved at finde sig til rette. Da jeg så kom hjem, opdagede jeg, at temperaturen havde sneget sig helt op på 16 grader, ude på min altan, så selv om den ikke er blevet gjort forårsklar endnu, bestemte jeg mig for at indvie sæsonnen med en is der ude. Bagefter gik jeg så i gang, med at ryde op der ude. Det kommer til at tage noget tid, før den er helt klar, men en siddeplads i solen, fik jeg da lavet. Solens stråler varmede så meget, at jeg fik lyst til at tage mit "altan tøj" på og nyde det. I stedet fik jeg hevet visne planter op og fejet lidt. Men så kom underboen ud i sin have og i takt med at cigaretrøgen steg op til min altan, gik jeg inden for. Nu kan jeg så i stedet for, bruge tiden på at skrive en liste over de planter, urter og grøntsager jeg vil have på altan i år.



I sidste uge, var jeg en tur i Røde Kors genbrugsbutik. på et lille bord, havde de fundet et beskedent udvalg af solbriller frem. De kostede kun 10kr, så jeg var lidt vovet og købte et par 80'er solbriller med styrke. Jeg bruger ikke briller normalt, men jeg burde. Jeg mener, at jeg i 1995 købte et par briller med styrke, efter anbefaling af min læge. Jeg brugte dem bare aldrig. Siden jeg fik dem, har jeg måske brugt dem 3-4 gange om året. Jeg tager dem på, hvis jeg får spændingshovedpine, for det kommer oftest, når mine øjn bliver overbelastede. Jeg har en bygningsfejl på mine øjn, så egentlig skal jeg have to forskellige styrker i mine brilleglas. Derfor er de nye solbriller ikke helt idéelle, men de er sjove og gode nok at have på, da ihvertfald det ene glas, virker til at være i den rigtige styrke.

Fra min gåtur i søndags

Jeg købte også et par Ann Taylor solbriller. Jeg er ikke ret god til at huske, at medbringe og bruge mine solbriller, men jeg håber, at jeg husker det i år. jeg må huske at putte dem i min taske.


I mens jeg kiggede på solbrillerne, hørte jeg et par medhjælpere ibutikken, tale om nogle nye tasker, der var kommet ind, som skulle prismærkes. Da jeg kom hen til kassen, for at betale, lå der en fin, cognacfarvet Belsac taske til 25kr. Jeg afprøvede, at den havde den perfekte størrelse, til en ipad, så jeg købte den, inden de nåede at sætte prismærket på den. Det bedste ved den er, at det er en Skråtaske. Den sidste lædertaske jeg købte, var en skuldertaske, men jeg føler mig altså bedst tilpas, med en skråtaske.


tirsdag den 8. marts 2016

Kvinde, mand dig op!

I anledningen af kvindernes internationale kamp dag, var det på tide, at jeg fik hængt mine nye Christel tegninger op. Jeg var nødt til at købe de sidste 2 billeder i serien, da jeg så dem hos "Guld og Rod" for 1,5 uge siden. De var ikke i min vanlige "retro på budget" kategori, men de var heller ikke til overpris. Derfor vurderede jeg, at bekvemmeligheden ved at kunne købe de sidste to billeder, jeg manglede, nu og her, var prisen værd. I mangel af handy man, måtte jeg ty til mit "snyde trick." Således har jeg nu i alt hængt 3 Christel billeder op på denne måde. På en skrue, som i forvejen er i væggen, kan man via en lang snor, påhænge endnu et billede neden under. Kønt er det ikke. Alligevel så jeg for nyligt t boligblad, som slog et slag for, at platter blev hængt op i lædersnørre og mine snore minder altså en del om den tendens. Så det der med at mande sig op, kan sagtens gøres med lidt kvinde snilde og opfindsomhed.

(Billedet i øverste række, til venstre, er fra en anden serie)

Jeg besluttede mig for at skifte rammerne ud, på mine Christeltegninger, da de alle var forskellige og lavet af forskellige rammemagere fra hele landet og så var nogle af dem i stykker. Jeg kan godt lide de nye, sorte rammer, da det får farverne i  tegningerne til at træde lidt mere frem.

I sidste uge købte jeg også et par lysestager. Endelig lykkedes det mig at finde nogle Festivo stager, som ikke lignede en dårlig kopi. Den ene stage havde stadig sit Iittala mærkat på sig og så var jeg klar over, at det var de rigtige. Hvad jeg ikke vidste var, at der åbenbart også eksisterer 1. og 2. sortering af Festivo stagerne. På Instagram læste jeg, at stagerne aller helst skulle være signeret af designeren bag stagerne, Timo Sarpaneva. Jeg var spændt på at få pillet prismærkerne af bunden af stagerne. Og  ganske rigtigt. Der stod TS under dem begge to.




Jeg syntes at det ene hul var ret lille, men også det viste sig,,at være helt normalt. Timo Sarpaneva designede Festivo stagerne i 1966 og på fotos kunne jeg se, at stagerne ofte havde nogle lidt specielle stearinlys. Nemlig små lys med "tapper" i bunden. Jeg var så heldig at finde netop sådanne to lys i en anden genbrugsbutik og også i dag fandt jeg et af dem i en genbrugsbutik. Man kan også bruge almindelige stearinlys i stagerne og  er lysene for store eller hullerne for små, findes der "blyantspidsere" til stearinlys.




Jeg købte også en grøn glasstage i sidste uge. Jeg er ikke helt sikker på, at det er Göran Wärff, der har lavet dem. Det er nok snarrere en efterligning af hans Sunflower stager. Nu har jeg en blå og en grøn. Noget andet jeg har en blå og en grøn af, er min mors gamle emalje badges til at markere kvindernes kampdag. Desværre er den blå faldet ned bag reolen, så i må nøjes med den grønne.