onsdag den 4. september 2013

Dagens togtur førte mig på genbrugsjagt i Hjørring!

Der er stadig mange byer på DSB s "gratis tog i september" strækning, som jeg aldrig har været i. Hjørring har jeg ikke opholdt mig i ret meget, så byen kender jeg slet ikke. Derfor blev det den by jeg googlede for genbrugsbutikker i går aftes. Jeg fik skrevet 5 adresser ned, som jeg her til morgen adresse-tjekkede, så jeg kunne skrive dem ned i forhold til location og rute.


I morges satte jeg mig i toget og jeg kunne mærke, at jo længere nord på toget bragte mig, jo mere væk hjemme fra følte jeg mig. Jeg er en storby pige. Tidligere har jeg følt, at en by som Århus passede fint til mig. Men da jeg var der i går, var der noget der havde forandret sig. Måske var der flere folk i byen pga. festugen. I hvert fald syntes jeg er byen pludselig virkede for stor til mig. Da jeg gik i Hjørring centrum i dag, var det til gengæld klart for mig, at byen ikke var stor nok til mig, om end folkene jeg mødte på min vej, så ud til at elske at bo der.

Jeg havde med vilje planlagt, at den første genbrugsbutik jeg ville besøge, var den længst væk. Da jeg var på vej der ud, fik jeg et tip af Gitte om, at der var en genbrugsbutik jeg var nødt til at besøge. Heldigt, for jeg havde ikke selv noteret den butik og den lå tilfældigvis lige ved siden af den butik jeg allerede var på vej ud til. Den første butik jeg kom til var Genbrugsland. Det var en stor butik med en masse møbler. På en af væggene hang et billede, som jeg underligt nok syntes lignede Gitte utrolig meget. Jeg købte ingen ting i butikken. Det eneste jeg fandt, var en ske i bakelit, men der var slidt en stor flænge af den, så jeg lagde den tilbage. De rød ternede lampeskærme var nu også ret charmerende, men jeg har ikke rigtig plads til dem, så jeg nøjedes med at fotografere dem.

  
  


 



Klokken var nu blevet 13:00, hvilket passede fint med, at den butik Gitte havde henvist mig til, først åbnede kl. 13:00. AVV Genbrugsbutik, som vist er i forbindelse med genbrugspladsen der oppe. Hold nu op, hvor blev jeg overrasket da jeg kom ind i butikken. Ikke over et stort udvalg, men over de mange mennesker, som allerede havde kastet sig over hylderne da jeg kom. Det var næsten ikke til at komme til. Jeg gik lidt rundt, men fandt ikke noget særligt. Til sidst fandt jeg dog en hvid madkasse i plast. Jeg har allerede en i grøn. Jeg har også 3 i metal, men jeg synes faktisk at dem i plastic er ret fine. Jeg fandt også en lille juledug.
  


Da jeg havde betalt, måtte jeg rådføre mig med krak igen, som skulle pejle mig i den rigtige retning, på den lange vandring jeg nu igen skulle begive mig ud på. På vej til Folkekirkens Nødhjælps møbellager, gik jeg forbi en stor bygning, som husede et kræmmermarked, som forgår i weekenderne. Jeg pressede (næsten) næsen flad mod ruden, for der var så mange spændende ting. Sikkert til skyhøje priser, men det lignede altså et skatkammer. Gad vide om ikke jeg skulle se nærmere på den en dag?

 

Hos Kirkens Korshør var priserne fine, men jeg fandt ingen ting. Nu førte min lange vandretur mig længere og længere værk fra det industriområde jeg havde gået rundt i.
 
Hos Blå Kors i Østergade var det eneste jeg købte, et pudebetræk med fine blomster. Lidt længere oppe af gaden fandt jeg Kirkens Korshærs butik med tøj og nips. Der stod der en stak tallerkener fra Egersund. Jeg havde jo allerede to slags Egersund tallerkener, så det kvalificerer jo egentlig som en samling. Derfor valgte jeg at udvide min samling med 4 flade og 4 dybe tallerkener. Jeg kunne have købt 10 af hver, men da jeg jo gerne vil undgå at mine skabe bliver alt for proppede, så derfor købte jeg kun et beskedent antal. Jeg fandt også 4 lyskranse i plastic og en lille gul emaljekande.
 

  
Sidste stop for min genbrugsjagt i Hjørring blev Røde Kors på Skolegade. Der fandt jeg den sødeste julemand. Ja, for det er da en julemand, er det ikke? Først troede jeg at det var "fiskeren," men da jeg så den røde hue, kunne det kun være en charmerede julemand. Det er en skabelon til korssting, men jeg synes det vil være en skam at sætte nål og tråd i ham. I stedet for vil jeg finde en stor ramme og sætte ham i, ganske som han er. Made in Denmark.

  
Min tidsplan var røget, da det havde været noget af en gåtur jeg havde været på, ud til industriområdet og tilbage igen. Derfor måtte jeg melde afbud til zumba, men syntes også at jeg havde fået nok sved på panden allerede. Derfor blev der tid til at kigge forsigtigt ind i storcenteret Metropol, inden jeg gik over på stationen og fandt et tog hjem.

  
I morgen er det lidt uvis, hvad jeg ender med at gøre. Jeg har en lille plan om at tage til Brønderslev, men da jeg har en veninde, som måske vil med, kan jeg ikke sige på forhånd hvad det bliver til. Det må tiden vise.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar