søndag den 5. januar 2014

Forår kom hid!

I disse dage læser jeg på forskellige blogs, hvordan folk henter foråret ind i form af blomster, puder osv. Jeg har ikke det store behov for at hente foråret ind i mit hjem. Jeg har jo allerede hjemmet fyldt op med ting fra hele farveskalaen. Dog er det sørgmodigt, at min store Flittig Lise er ved at ånde ud. Den har fået samme sygdom, som moderplanten og samtlige af mine aflæggere har fået. Alle som en, er de gået til, men jeg nurser den så godt jeg kan og håber på, at den liver op igen, når solen kommer frem.

 
Jeg glæder mig til, at jeg igen kan komme ud på altanen. I mellemtiden hygger jeg mig med mine lune futsko, tæpper og stearinlys. Alligevel kan jeg mærke, at jeg higer efter foråret. Når jeg går rundt i butikkerne, er det ikke fordi jeg mangler tøj. Jeg har meget tøj, men jeg bruger ikke oceaner af penge på tøj. Til gengæld gemmer jeg tøj, hvilket er grunden til, at mine skabe er mere end fyldte. Derfor ved jeg, at jeg ikke har brug for mere tøj. Alligevel kigger jeg på tøj. Jeg kan godt lide at se hvilke farver, som kommer frem i tøjmoden. I sær om foråret. I et par år har jeg gjort brug af Pantones hjemmeside, hvor man altid kan se de farver, som er på mode eller kommer på mode. Således ser farveskalen ud for moden i foråret 2014:


Ofte har moden skuffet mig og jeg vil indrømme, at jeg heller ikke er særlig begejstret for de blegfisede pastelfarver på forårets farveskala. Men da jeg i butikkerne har set små hint af den gule, tænkte jeg, yes! Så kan jeg vist alligevel finde noget i mine bugnende tøjskabe, som kan gå til dette forår. Nu ser jeg pludselig en rød, orange, koboltblå og lilla. Se det er jo lige mine farver. Jeg har altid været til stærke farver, så nu må foråret godt komme for min skyld.

I kan selv gå ind på pantones hjemmeside og se mere om forårets farver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar