lørdag den 25. januar 2014

Det kan ske, at det kommer til at knive med gaflerne

I dag havde jeg ingen planer på programmet, så jeg bestemte mig for at tage på en lille genbrugsjagt i centrum. Jeg ville jo gerne finde endnu en rød bestikbakke, så jeg måtte jo kigge hvad de forskellige genbrugsbutikker havde placeret deres bestik i. Det er ikke alle genbrugsbutikker, som har åben om lørdagen, men i dag fandt jeg 5, som havde. Det var bidende koldt, men jeg bildte mig selv ind, at en frisk gåtur i et par timer, var sundt, sådan en lørdag formiddag.

Først var jeg forbi Danmission på Kennedy Plads, som jeg besøger et par gange om ugen, da den ligger som en central mellemstation, i mellem mine to busser. Selv om jeg lige havde været der for et par dage siden, var jeg jo på jagt efter noget i dag, som jeg ikke hid til havde kigget efter der inde. Jeg fandt ikke en bestikbakke, men på gulvet i et hjørne, stod der en lille stak små plastickurve. Jeg tog kurvene op og fik en idé. I tilfælde af at jeg ikke finder en bestikbakke foreløbig, ville to små kurve kunne fungere, som små bestikbakker, i skuffen. jeg købte 2 kurve for 3 kr. pr. stk. I Niels Ebbesensgade fandt jeg en brevbakke, som måske ville kunne fungere sammen med de små kurve. Da jeg stod i kø til at betale, så jeg at der stod en æske med cupcakeforme og pynt. Jeg elsker at bage og har til tider også en mani for at samle cupcakeforme i forskellige farver om mønstre. Jeg har også en lille samling af cupcakepynt. I de seneste dage har jeg trevlet internettet igennem for idéer til nogle cupcakes i bryllupstema, da jeg har sagt ja til at hjælpe min lillebror og hans kæreste med cupcakes til deres bryllup om et par måneder. De ting jeg har fundet på nettet var dyre at fremskaffe, så æsken med ubrudt embalage til 15kr. var vist et fund til de penge. Den oprindelige pris var 15€.

 
Jeg fandt ikke noget i de andre 3 genbrugsbutikker, men jeg var glad for de fine ting jeg havde fundet.
 
Da jeg kom hjem, satte jeg de to små bakker ned i skuffen med bestik og jeg er faktisk ret glad for resultatet. Jeg har rydet gevaldigt op i bestikskuffen og hvor den før var rodet og en smule uoverskuelig, er den faktisk fin og overskuelig, som den er nu. Jeg håber dog stadig, at jeg vil finde en bestikbakke på et andet tidspunkt.
 


Pludselig blev der alligevel brug for brevbakken. Alle de ting, som jeg ikke behøver i min bestikbakke, har jeg lagt der i. Næste opgave bliver at sortere i min næste skuffe. Skuffen med forskelligt køkkengrej. Skuffen med kaos, som jeg sjældent åbner, men som indeholder så meget. Nu er det vist på tide, at jeg får sorteret det fra, som jeg burde kunne forudse, om jeg nogensinde får brug for igen. For ja. Der må helt sikkert være en del, som jeg ikke har brug for. Det ville være skønt, hvis den skuffe også ville komme til at se mere overskuelig ud.

 

Jeg har allerede sorteret noget bestik fra, som jeg ikke vil have ned i bestikskuffen igen. Jeg har nogle flotte skeer og gafler, som ikke passer sammen med mit andet bestik. Dem sætter jeg nok til salg. Jeg kan ikke bestemme mig for, hvad jeg skal gøre med det bestik jeg arvede fra min bedstefars bestikskuffe, da han døde. Jeg ved ikke om der er andre i familien, der kunne have gavn af det og jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg har lyst til at komme af med det. Men det passer ikke sammen med min mormors bakelit bestik, så tilbage i skuffen kommer det ikke.
 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar