torsdag den 20. marts 2014

En halv feriedag med kufferten under armen!

Jeg har stadig lidt restferie tilbage, som skal bruges inden maj. Derfor valgte jeg at tage endnu en halv feriedag og bruge den, med noget af det jeg synes er sjovt. Nemlig en god genbrugstur og denne gang blev det til en grundig en af slagsen. 16 genbrugsbutikker nåede jeg i, inden klokken blev 17:00 og de lukkede. I dag havde jeg kameraet om halsen, så nu kan i rigtig få at se, hvor det er jeg ynder at shoppe i Aalborg og omegn.

Jeg startede ud med at gå i Danmission Genbrug på Kennedy Plads. Jeg fik desværre ikke taget noget billede, da Karen (damen som er i butikken hver dag) var ved at pudse udstillingsvinduet. Jeg så straks at der var sat et par knabstrup krydderikrukker på hylden. Egentlig ville jeg ikke begynde at samle på disse krydderikrukker, men jeg syntes det ville være lidt sjovt at have en krukke til mit bagepulver. Jeg fandt også et par plastickyllinger. Billeder af mine samlede køb kommer sidst i indlægget her.

Når jeg går fra Kennedy Plads til genbrugsbutikken i Niels Ebbesensgade, går jeg op igennem Steen Blichers Gade. I den gade ligger der en sjov butik med upcyclede ting og retro genstande. Den har det sjove navn "Busy Bitch," som sikkert er en hentydning til, at der arbejdes på livet løs med diverse upcyclede projekter. Der var lukket, da jeg gik forbi i dag.
 



 
Efter mit besøg hos Danmission Genbrug i Niels Ebbesensgade, stoppede jeg lige op på hjørnet lidt længere oppe af gaden, inden jeg drejede op ad Danmarks gade. Jeg ville nemlig lige benytte det fine solskin til at tage et par billeder af den antikke militær/ legetøjsbutik "Tinsoldaten." Butikken var desvære lukket, ellers var jeg smuttet inden for.


 
I Danmarksgade passerede jeg "Den Blå Kommode," som rigtig nok var lukket, som manden sagde sidst jeg var i butikken. Lokalet var til leje, men der stod stadig masser af fine genbrugsting, man bare ikke kunne komme i nærheden af.
 


På hjørnet af Danmarksgade og Løkkegade ligger der en fin lille butik med masser af antik og retro."Antik & Nostalgi" hedder den. Jeg gik ikke ned i kælderen, da det er sådan en butik man skal gå ned i, hvis man har lyst til at sludre og jeg var jo på den store genbrugstur, så Antik & Nostalgi måtte vente til en dag, jeg havde bedre tid.




Efter at have rundet hjørnet ved Løkkegade, endte jeg på Østerbro, hvor jeg lige ville en smut hen i Kirkens Korshærs lille genbrugsbutik, som sidste gang var fyldt med folk. I dag var der kun en ung fyr, som skulle købe glas og krus til at overleve et par mdr. i Aalborg. Jeg selv købte ikke noget.


 
Fra Østerbro gik jeg tilbage mod centrum. Gågaden starter i Løkkegade. Normalt ville den ende der, men da jeg kom fra Østerbro, blev Løkkegade starten af min tur op i gågaden (Algade). I Mission Afrika Genbrug fik jeg pludselig øje på et sæt grydelapper med pyntehovede. Det er første gang jeg ser, hvad der egentlig er tanken bag de gamle pyntehoveder, som jeg kalder dem.
 


 
Efter Nørregade gik jeg videre op ad Algade og ned ad Boulevarden.
 
 
På Boulevarden var jeg inde at få en sludder i Butik 21 Retro Genbrug. Jeg havde håbet på, at de havde noget retro påskepynt, men de havde ikke rigtigt noget. Der var et par søde påskeæg i foldet papir, men de var pinke og pink passer ikke så godt ind i mit rød-grønne-gule-orange retro hjem, så jeg lod dem hænge i vinduet.




 
 
På den anden side af "Butik 21 Retro Genbrug" ligger der en lille antikvar, som har butikken proppet med alskens gode sager. Man kan sagtens gå en tur der ind uden at føle sig forpligtiget til at købe noget. I dag gik jeg ikke der ind, men jeg syntes i skulle have lov at se butikken, som den lå der, badet i forårs solskin.
 

Lidt længere nede af Boulevarden ligger "Kirkens Genbrug," Det er en fin overskuelig butik, som dog sjældent har noget jeg finder interessant. Dog skal det siges, at det er i den butik jeg en dag fandt et par Laurids Lønborg dækkeservietter, så man kan være heldig.


For at komme fra Boulevarden til Vestrebro, går jeg altid op af Danmarksgade. Der gik jeg en tur ind i "Mødrehjælpens genbrug," som sælger alt til børn. Legetøj, tøj, babyudstur mm. Er man lidt speciel, som migselv, kunne man måske finde på at have et par nuser figurer stående, som en pyntegenstand i sin lejlighed, på trods af, at man ikke har børn. Jeg selv har et par Hello Kitty figure stående. Disse Nuser figure kostede 5kr. stykket, så det havde da været et kup, hvis man samlede på nuser figure!

 
 
Lidt længere oppe af gaden, på den modsatte side, ligger "Reuse," som er en butik med upcyclede møbler, retro og andre sjove ting. Jeg sukker altid, når jeg ser de fine røde stole stå der ude for an butikken. I dag så det nærmest sommeragtigt ud, som de stod der, badet i sol. Jeg gik ikke inden for, da priserne der inde ikke egnede sig til dagens genbrugsjagt. 


 


På Vesterbro gik jeg først mod venstre og ned i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbuik "Igen." Det var sjovt at se, at de nu også har fået lavet en lille retro afdeling i butikken. Det var nu ikke særlig meget de havde. En rød meljævner var alt hvad jeg købte.



 
Efter jeg havde være i "Igen" var det meningen, at jeg ville have været inde og besøge "Happy Hand" som jeg endnu ikke har været forbi, når den var åben. Det viste sig, at jeg kom 15 min. før åbningstid, så i stedet for helt at opgive butikken, gik jeg videre til næste genbrugsbutik på ruten. For at komme fra Vesterbro til Korsgade , smutter jeg altid ind af Nettos indgang fra Vesterbro og ud igennem deres anden dør, til parkeringspladsen og der fra ned i Korsgade, hvor man finder Folkekirkens Nødhjælps lille butik.
 
 



Fra Korsgade gik jeg op igennem Hellbergsgade, for at ende i Reberbansgade. I Reberbansgade ligger den gamle "Læsehesten." Den besøgte jeg nærmest en gang om ugen tilbage i 90'erne, hvor jeg købte brugte cd'er og dvd'er der inde. Nu er det ved at være længe siden, jeg har været der inde, men som i kan se på billedet, er Læsehesten stadig stor og velbesøgt. Jeg gik forbi den og ned til Kirkens Korshærs lille butik, ved siden af Reberbansgade Apotek.
 


Jeg kommer sjældent i Kirkens Korshærs butik i Reberbansgade, da det mest er tøj og bøger, de har der inde. Men for at udnytte tiden, gik jeg der ned i dag. Allerede da jeg nåede hjørnet, forelskede jeg mig i noget, jeg så i vinduet. En yndig kuffert i bedste retro stil. De havde lige sat den i vinduet i dag, med en masse andre tasker i. Jeg var nødt til at have den med hjem. Den er så smuk, i sær det fine røde betræk inden i. Ingen kan vist være i tvivl om, at det er en dansk kuffert.


Jeg vidste godt, at jeg måske ville få problemer med at slæbe den rundt til de andre butikker, men det føles så eksklusivt, at gå rundt med sådan en fin kuffert. Den havde den perfekte størrelse og jeg gik og forestillede mig, at det nok var sådan en kuffert, damerne tog med på Spies rejser, når de skulle til Spanien i sin tid. Den ville egne sig godt, som håndbaggage i en flyver.
 

 
Tilbage på Vesterbro var "Happy Hand" endelig åbnet. Happy Hand er Adventistkirkens nye genbrugsbutik i byen. De havde mest tøj der inde, men der var også andet i butikken. Jeg købte ikke noget, men morede mig over at se Michael Laudrups gamle trøje fra 80'erne hænge der inde.
 

 


Fra Vesterbro gik jeg ned til Ved Stranden, hvor jeg tog bussen mod Nørresundby. Jeg stod af bussen ved Nr. Uttrup Torv og fandt hen til tunellen, som man skal igennem, for at komme til Kirkens Korshær på Sundsholmen.

(Her ventede jeg på bussen)
 

 


Hos Kirkens Korshær fandt jeg en Figgjo Flint tallerken, en lille påskedug og et sjovt dørslag. Det var ikke alverden, men så var det, at jeg kunne huske, min veninden havde efterspurgt en teaktræsreol, så jeg sendte hende et billede af en fin reol med de sødeste skuffer og skønne detaljer. Den var købt på stedet, så jeg måtte købe den for hende. Dog kunne jeg ikke have den med hjem i bussen, så hun måtte betale for en levering.

 
 
Efter Kirkens Korshær tog jeg bussen det obligatoriske ene stop, hen til Blå Kors på Hjørringvej.
Det eneste jeg fandt der var et gammelt memmory spil til samlingen.
 

 



Fra Hjørringvej kører der en bus direkte til Svenstrup, så den tog jeg med. Jeg stod af bussen ved Svenstrup Torv, hvor jeg smuttede ind til Folkekirkens Nødhjælp på Godthåbsvej.



Efter at have kigget ind til Folkekirkens Nødhjælp, gik jeg ned på Hobrovej, drejede til højre og fortsatte ned til Danmissions store butik. Selv om butikken er stor, behøver man ikke finde alverden. Denne gang købte jeg kun en lille pose med påskepynt og en skøn dashiki. Det sjove er, at jeg tit har været fristet til at købe en dashiki på ebay. Men nu har jeg købt en i Svenstrup til 10kr.

 
Jeg måtte holde nøje øje med tiden, da jeg skulle nå en bestemt bus, for at kunne nå til Skalborg, i Blå Kors inden de lukkede kl. 17. Jeg nåede det.
 

 
 
Jeg købte et gardin i rigtig "Karolines Køkken" rød-hvide tern. Da jeg betalte, sagde damen ved kassen, at det var nogle rigtige 60'er gardiner i røde-hvide tern i Bridgitte Bardot stil. Jeg kender nu bedst de tern, som de tern Karoline Koen havde. Men i denne artikel, kan man faktisk læse, at netop disse tern, er inspireret af Bridgitte Bardots "Bistro tern."
 
Så blev klokken 17:00 og jeg havde nået enden af min genbrugstur. Har i talt med? Jeg har talt mig frem til, at jeg nåede i 16 genbrugsbutikker i dag. 16!!! Det er vist min rekord. Der er stadig genbrugsbutikker jeg ikke kom i i dag, men Rom blev jo ikke bygget på én dag.
 
Og her kan i se, hvad kufferten indeholdt da jeg kom hjem, af gode sager.
 
 
Her får i lige nogle billeder af den fine kuffert. Åh, hvor jeg elsker den. Har dog ikke fundet ud af, hvad jeg skal bruge den til endnu, men pynte, det gør den.
 

 


 
 
 

2 kommentarer:

  1. Åh så fantastisk en tur, det er jo som at være det selv igen......jeg savner alle de genbrugsbutikker i Aalborg og omegn. Vi bor i Norge nu og her er slet ikke så mange og de er endda endnu dyrer end den blå kors i Skalborg ;-)

    Kh Camille Milk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var en hyggelig tur jeg havde mig den dag, rundt i alle butikkerne :) Jeg håber at jeg snart kan finde tid til sådan en tur igen, men her i sommerferien, har en del genbrugsbutikker haft lukket og det er så surt at møde et skilt i døren med "sommerferie lukket." Heldigvis kan jeg da nå i et par butikker en gang i mellem :)

      Slet