fredag den 28. marts 2014

Jord under neglene

Det var skønt at stå op, da jeg vågnede kl. 7:50 i morges. Det synes måske som sent for nogen, men når man er vant til at stå op kl. 5:20 til daglig, er 7:50 stadig i kategorien luxus. Jeg var lidt bekymret, da det så ud til at være endnu en gråvejrsdag, jeg var stået op til. Men i løbet af et par timer, kom solen endelig frem bag skyerne.

Jeg havde lige akkurat jord nok til at fylde den ene altankasse, så det gjorde jeg. Jeg kunne hurtigt se, at jeg var nødt til at finde en ny plads til mine krydderurter, så begge altankasser kunne stå i blomsterreolen. 
 
 

 
Jeg skal have købt en ny stevia plante der til. Fik et tip om at Plantorama sælger Stevia planter igen!
 
Da jeg manglede både jord og flere planter, valgte jeg at hive min gamle cykel ud af cykelkælderen og køre årets første cykeltur. Først tog jeg en tur ud at besøge min mor og bagefter kørte vi begge i Bilka. Jeg kom selvfølgelig til at købe flere planter end planlagt, men det pynter altså så fint.

 

 
Kan i se, at det er indmaden fra et kosteskab, jeg har stribset fast til blomsterreolen for at lave flere hylder?

 
Jeg lavede et lille jordbærbed i denne store plasticpotte. Det er første gang jeg forsøger mig med jordbær, så det må komme an på en prøve, men jeg tror nok, at det skal komme til at gå. Jeg tilføjede den lille havenisse (selvvander), fordi han egentlig boede i potten i forvejen og den store Flamingo er noget af det jeg er mest glad for på altanen. Dem købte jeg 2 af på ebay for nogle år siden! Den fungerer nu som fugleskræmsel (håber jeg). De små flamingoer købte jeg i en 1$ store i Montreal for et par år siden.
 
 
Min gamle bambus skillevæg er efterhånden så rodet, at jeg vist snart må tage mig sammen til en større oprydning af den. Men jeg fandt da et sted at hænge potten med stedmoderblomster, ind til videre. Er det ikke en skøn, grøn retro hylde jeg har der ude? Den skal jeg vist også have shinet lidt op, én af dagene, så man kan se hvor retro skøn den er!

 


Mit bord agerer "nursing station" for alle mine frøprojekter. Jeg har ikke forspiret noget som helst, men tog chancen at proppe blomsterfrø i jorden, rodede det lidt rundt og håber på et resultat af enten stor eller lille karakter. Jeg har allerede set de første spirer i den ene kasse, men kan ikke huske hvad jeg har sået der i. Måske er det stedmoderfrøene jeg samlede sidste år, ellers er det de nye asters. Det finder jeg forhåbenligt ud af, når de er vokset lidt større.

 
I denne balje har jeg sået spinatfrø. Så må tiden igen vise, om det bliver til noget. Det håber jeg lidt, for det vil betyde, at jeg kan spare 17kr. om ugen på at købe spinat. Jeg bruger spinat i mine supper, juicer og smoothies, så jeg ser frem til at gå en sommer i møde, med frisk spinat!
 

 
Den anden dag fejede jeg repos og trappe. Jeg har på fornemmelsen, at der flytter nye naboer ind i nabolejligheden d. 1. april, så jeg ville gerne gøre mit til, at de kan se, at man godt må gøre en indsats, for at få det til at se pænt ud. Den gamle nabo syntes ikke at kende til det udsagn, hvilket var grunden til, at jeg fejede alt skidtet væk den anden dag.
 
 
Jo, det har været en fin, produktiv dag og jeg nød at få lidt jord under neglene. Nu venter jeg bare på at det for alvor bliver altantid igen.

2 kommentarer:

  1. Hej. Hvor har du de lyserøde blomsterkasser fra?

    SvarSlet
  2. De er købt i Bilka for mindst 10 år siden. Vh. Karoline

    SvarSlet