søndag den 9. juni 2013

Bagagerumsmarked

Jeg startede lidt langsomt ud, denne morgen, for når der ikke er noget på programmet, gælder det om at nyde tiden. Jeg tog Ole Henriksen med i bad. Forstået på den måde, at jeg endelig er begyndt at bruge min Ole Henriksen "African Red Tea" Body Cocktail, som jeg vandt i ANR for et par år siden, sammen med hans Aloe Vera all purpose gel og billetter til et foredrag.


Jeg ved godt at creme, parfume og make up har en holdbarhedsdato, men sådan er der så meget. Jeg har ikke orket at bruge det før nu, da det kræver tid, sådan at smøre sig ind i badet 3 gange, før man er færdig. Men nu skal det være. For det er selvfølgelig en grænse for hvornår det rent faktisk holder op med at virke, så nu skal det bruges, mens det kan. Det eneste aldringstegn jeg har bemærket på produktet er at "1" og "2" har mistet noget af duften, men så er det jo godt at jeg skal smøre mig ind i "3" som stadig har en citrus duft tilbage, som det sidste. Jeg vil forsøge at bruge cocktailen en gang om ugen. Men det kræver stille morgener som i dag. Jeg har tit brugt aloe vera gel'en, når jeg har været ude i solen i lang tid og trænger til at køle ansigtet ned. Jeg kan helt klart mærke, at huden bliver dejlig blød, efter sådan en Ole Henriksen cocktail, så det passer jo perfekt til den sommer vi går i møde.
Efter badet bestemte jeg mig for at gå til bagagerumsmarked helt uden make-up. Det sker yderst sjældent, at jeg går uden for en dør, uden make-up, men den fine sommerkulør jeg allerede har fået i ansigtet gør, at jeg vist godt kan tillade mig det engang i mellem, i hvert fald så længe, at jeg ikke er længere væk end jeg kan skynde mig hjem og ombestemme det igen.
Jeg troede egentlig ikke at jeg ville købe noget på bagagerumsmarkedet, men endte alligevel med at købe meget mere end jeg plejer. Der var rigtig mange sælgere i dag og mange af dem var rigtige "retro sælgere" - dem køber jeg sjældent noget af, da de ofte forlanger meget mere end jeg vil give. Jeg ved at godt at en Erik Kold bøtte er prissat til et sted mellem 65-100kr., men jeg er ikke typen der gider give 50kr. for sådan én, så mig sælger de ikke meget til. Jeg så mange fede retro ting, men igen var det prisen, som afgjorde, at jeg ikke skulle have det med hjem. Jeg vil tro, at de folk som er villig til at betale det som tingene koster iflg. efterspørgsel, er folk som kun har et par fine og dyre retro ting stående der hjemme. Jeg har jo retro over alt, men har sjældent betalt ret meget for det. Så selv om folk er til retro, er der flere måder at vise og udleve det på. Det var nu ikke prisen der gjorde, at jeg lod denne søde hest stå.


Det var vist mere det, at jeg ikke har noget at bruge den til og plads til bare at lade den stå til pynt, har jeg heller ikke noget af.
På trods af de mange dyre retro ting, fandt jeg alligevel lidt af et scoop. Jeg fandt et Laurids Lønborg salt og peber sæt til 25kr. Godt nok er det krakkeleret lidt, men til den pris kunne jeg ikke lade det stå.


Jeg har et sæt i forvejen, som er i noget pænere stand. Dem købte jeg på et bagagerumsmarked tilbage i 2007.  Utroligt som tiden flyver. Jeg måtte give 15kr. for "Kvindens hvem, hvad, hvor" fra 1971, hvilket er det jeg plejer at betale for 5 bøger i genbrugsbutikken.. Men pyt, så er 15kr. for en bog heldigvis stadigvæk ikke det, som vælter økonomien. Lidt senere fandt jeg også en gammel bog fra 1972 med børneviser. Jeg synes illustrationerne var så søde og at bogen indeholdt en lidt politisk ukorrekt sang, gjorde den bare endnu sjovere og alle 5 kr. værd. Jeg har nemlig en svaghed for ældre "politisk ukorrekte" ting.


Måske kommer der et indlæg med mine andre ting i denne samling, en anden dag. Så fandt jeg en ordenlig stak tøsefilm til 5kr. stykket, 2 cirkelkaffe caféglas, som dem jeg altid drikker min kaffe af. Så nu har jeg 6 stk. Jeg synes de er gode, fordi de lige akkurat passer ind under min espressomaskine og efterlader plads til mælkeskum på toppen. Med 6 glas, kan jeg bedre invitere folk på kaffe, for min almindelige kaffemaskine er sat væk i et skab, men med min espresso maskine, er det bare at trykke på knappen og så er der friskbrygget kaffe på nymalede bønner. Så købte jeg et ovalt retro spejl, som med garanti har hængt på et teenageværelse en gang, en rød elefant sparebøsse til samlingen og en lille mintgrøn ske, som jeg vil bruge til mit badesalt.





Jeg købte også et kæmpe tørklæde for 10kr. og en sjov top til 20kr. en kasket, som jeg tror jeg vil få brugt en del denne sommer til 10kr. Den ser helt ny ud og passer på en prik. Jeg afprøvede den på altanen tidligere og den er ideel når jeg skal sidde der ude at læse. Jeg har meget lysfølsomme øjn og er ikke altid typen der gider at gå med solbriller, så måske jeg i stedet finder min gamle hatte-trang frem igen og begynder at gå med kasket? Den her synes jeg i hvert fald er lidt anderledes og smart, så den skal jeg nok få brugt.


Nu tog jeg godt nok til marked uden make-up, men jeg kan jo aldrig få nok af det, så da jeg så en lille kurv, hvor der stod 3 stk. for 10kr. var jeg nødt til at kigge nærmere... MAC eyeshadow base, som passer perfekt til mit sidste køb hos MAC, expensive pink, et par eye shadow cubes fra The Body Shop og til sidst en pudderøjenskygge fra Sonya. Ja, ja. Igen vil der sikkert være nogle kloge hoveder, som fraråder brug af andres aflagte make-up, men nu har jeg efterhånden eksperimenteret med make up i 2 årtier, så jeg tør altså godt! Da jeg kom hjem tænkte jeg på, hvor meget make-up jeg selv ville kunne smide i sådan en kurv til den pris, da jeg har en ret stor samling, med rigtig meget som aldrig bliver brugt. Jeg er nok blevet mere et vane-menneske med alderen, frem for den eksperimenterende type, som jeg var for 10 år siden. Men make-up skal der til og helst meget af det.


Jeg købte mel og gær i Aldi på vej hjem, så jeg kunne få bagt en ny omgang af mine kardemommeboller. Nu hvor jeg er begyndt at bage dem så hyppigt, har jeg faktisk lært at huske opskriften uden af. Det er ellers noget jeg sjældent praler af, da jeg altid følger opskriften nøje, når det gælder bagværk. Men nu går bolle-fabrikationen som en lej. Det eneste jeg skal bruge en vægt til. er at veje den præcise mængde margarine op. Jeg bruger flydende margarine da det er noget nemmere end at smelte margarinen og vente på den er kølet ned. Lidt luksus skal der være i tilværelsen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar