søndag den 15. marts 2015

På sådan en søndag

Jeg vågnede kl. 7:15 i morges og nød, at morgensolen igen skinnede ind af mit soveværelsesvindue. I hverdagene står jeg så tidligt op, at der ikke er nogen sol i lejligheden overhovedet, så det er ekstra rart, når jeg kan få morgensolen at se.

(Morgensol i mit køkkenvindue i går morges)


Da jeg var stået lidt tidligere op, end jeg havde planlagt, overvejede jeg at pudse mit vindue på altanen. Det blev dog ikke til noget, men jeg tog en ordentlig tørn på altanen, da jeg kom hjem fra Zumba, midt på eftermiddagen. Endelig fik jeg mig taget sammen. Alle potter og altankasser blev gjort klar til nye frø og blomster. Vinduet blev pudset, gulvet blev fejet, mine stole vasket af og grillen blev også støvet af. Nu skal jeg så bestemme mig for, hvad jeg vil plante der ude i år. Det er lidt vemodigt at tænke på, at denne sommer måske bliver min sidste sommer på altanen. Min lejlighed skal renoveres og jeg ved endnu ikke, præcis hvornår det bliver, eller om jeg har råd til at bo her bagefter. Det eneste jeg ved, er at jeg skal genhuses i ca. 6 mdr., temmelig sikkert næste år... Og ja, så bliver min lejlighed lavet større og dermed har jeg måske ikke råd til at blive boende. Jeg har nu ikke tænkt mig at sørge over det allerede nu. I stedet vil jeg glæde mig til endnu et godt forår og god sommer på altanen! Til efteråret bliver min dejlige udsigt forvandlet til byggeplads, så det er virekeligt med at nyde den mens man kan!


Solens stråler varmede herligt, mens jeg opholdt mig på altanen, men da det begyndte at blive køligt, trak jeg indendøre. Jeg havde overrasket en del fugle med min tilstedeværelse på altanen, så så snart jeg trak indenfor, kom de alle sammen til foderbrættet. Selv blåmejsen viste sig, men den ventede med at gå til fadet, til senere, hvor de andre var forsvundet. 

 






Nu er mørket faldet på, men jeg nåede lige at hænge årets første vasketøj til tørre på altanen, inden det blev helt mørkt der ude.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar