søndag den 30. august 2015

Retro julepynt og andre skønne fund fra Olsens bagagerumsmarked

I dag endte jeg med at bruge 3 timer på Olsens bagagerumsmarked på den anden side af gaden. Egentlig havde jeg ikke troet, at jeg ville bruge ret lang tid der over, da det ikke umiddelbart så ud til, at der var mange sælgere. At jeg kom til at bruge så lang tid der over skyldes, at jeg mødte min bror, svigerinde og niece og senere også mine forældre.




Jeg var næsten lige kommet over på Dyrskuepladsen, da jeg fandt 2 gryder i samme fine serie som min pande og kasserolle. Jeg elsker, når jeg kan samle et sæt af noget og nu har jeg så 4 i denne serie. De er ikke særlig kønne inden i, men jeg fik et råd om at koge bagepulver og et andet råd om tomatsovs, så jeg håber det virker. Håndtagene er ikke helt perfekte, men de virker og det er det vigtigste for mig.


Der var også skøn retro julepynt at finde i dag og sådan noget køber jeg jo fluks! Det var første gang jeg så en grøn juletræsskål, så den måtte jeg have med hjem til samlingen af de røde. Den søde julehund kunne sagtens være i familie med det røde dådyr og egern jeg har. Jeg samler jo også på tv julekalendere, så jeg måtte have "Den hemmelige tunnel" med hjem til samlingen. Julekalenderen er fra 1997 og jeg mindes, at jeg syntes Nikolaj Kopernikus var ret sød i den. Bambi har også en stor betydning for min (Disney) jul, så på trods af den lille sommerfugl på halen, kom den også med hjem for 1kr. Skønne retro dåser blev det også til. En lille fin smørbøtte og en flot dåse med store røde æbler. Et lille opbevaringsglas med røde æbler fandt jeg også. Jeg havde en i forvejen, men nu har jeg to. En sjov gardernøglering til min gardersamling, fandt jeg også og sidst men ikke mindst tog jeg en stor urtepotte med hjem. Ikke fordi den var speciel på nogen måde. Vare fordi den var stor og kun kostede 5kr og inden længe har jeg med garanti nogle planter, som snart har brug for mere jord og så er den god at have. Faktisk er det en krukke uden låg, men hos mig bliver det en urtepotte. Bakken købte jeg forresten hos Kræftens bekæmpelses genbrugsbutik "Igen" i fredags.


En plante til samlingen købte jeg også. "Perler på snor." Da jeg kom hjem, satte jeg mig ud på altanen og begyndte at frisere den lidt, da den var lidt flad og rodet. 


På altanen fik jeg også bevis for, at min sommerfuglebusk virker efter hensigten!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar