Når farmor glemmer sine ting

Min farmor har haft alzheimers i nogle år nu og selv om jeg synes at vi, pårørende, takler det rigtig fint, sætter hun os nogle gange på prøve!

Farmors korttidshukommelse er ikke eksisterende, så det hjælper ikke at spørge hende om noget, der er sket. Heller ikke, hvis det skete for blot 30 sekunder siden. Gør man det alligevel, kortslutter hendes hjerne og hun bliver fortvivlet, sur og sikkert også ked af det. Derfor prøver jeg, så godt som muligt, at lade være med at stille hende spørgsmål. Jeg lytter hellere til det hun siger. Meget af det farmor siger, er remser... Historier vi har hørt om og om igen. Mange af historierne, er negative beskyldninger om den ene eller den anden. Beskyldninger, som ganske simpelt kun holder vand, i farmors fantasi. En fantasi, som for hende er oprigtig. Jeg tror det er underbevidstheden, som hele tiden prøver at dække et hul i hukommelsen og så går det galt.

I weekenden var hendes telefon gået i stykker. Farmor er af den generation, hvor man sparede på al ting, elartikler sendte man til reparation, computer en en by i Rusland osv. Derfor var hun noget uforstående over, at vi tog hendes gamle telefon og sagde, at hun nok skulle få en ny. i ca. 30 min. spurgte farmor, om ikke telefonen kunne repareres. Dagen efter havde hun glemt, at telefonen var i stykker. Sådan er det med folk, som har alzheimers. Heldigvis ved vi, at farmor har glemt episoden dagen efter. Dagen efter fik hun en ny fastnettelefon, som min tante havde i en af sine "loppe kasser."

(At jeg selv glemte min taske hos farmor, i et stresset moment, snakker vi ikke om)

I dag skulle det vise sig, at farmor fik sat mig rigtig på prøve. Jeg besøgte hende, for at se, om hun skulle have handlet ind. Da hun tilbød mig at lave en kop kaffe, kunne jeg se, at noget var galt.

Jeg brugte 5 min. på at lede efter glaskanden til kaffemaskinen, før jeg opdagede en lille pose med affald, hvori i der lå 2 små pakker af avispapir og et stort glasskår stak op i mellem de to. Heldigvis var hun da ikke kommet til skade. Farmor havde glemt, at kanden var gået i stykker, men det var også lige meget. 

I stedet for at tage til zumba, var jeg omkring 6 genbrugsbutikker i centrum, for at finde en kande, som passede til netop farmors maskine. Det var naturligvis både kaffemaskiner og løse glaskander i butikkerne. Bare ikke den jeg skulle bruge til farmors kaffemaskine og at købe en anden kaffemaskine, ville være for risikabelt, da hun bliver sur og irritabel, hvis hun skal finde ud af, hvordan en ny maskine virker og så skal den for øvrigt også være nem at betjene. Derfor købte jeg ingen. Forhåbenligt kan min mor købe en ny glaskande i en butik i morgen. Det kunne bare have været skønt, hvis man lige kunne have fundet den rette på genbrug. Men sådan gik det ikke denne gang.

Min egen reservekande, kan ikke købes for penge, da jeg synes den er lidt af et unika