tirsdag den 25. august 2015

Når sommer bliver til efterår

Jeg nåede lige at få hentet det nye Retro blad ("Scandinavian Retro") mens vejret stadig var sommerligt og fantastisk. Egentlig var jeg jo på vej i biografen i søndags, da jeg kom i tanke om, at jeg helt havde glemt at få købt det nye blad. Da jeg stod med det i hånden, gik det også op for mig, at jeg fuldstændig havde glemt, at Viveca, som er chefredaktør på bladet, havde skrevet, at de ville sætte min sommerhilsen i bladet! Måske er du en af dem, som har set den i bladet og fik lyst til at besøge min blog? I så fald ønsker jeg alle nye læsere velkommen på bloggen. Sagen er den, at der i det forrige blad var et indslag om gamle souvenir tørklæder og da jeg jo havde købt et souvenirtørklæde fra Danmark, fik jeg lyst til at dele det med bladets læsere. I kan se det på s. 9 i bladet.



Denne uge er startet ud med regn, torden og blæst og jeg må indrømme, at jeg begynder at kunne mærke, at sommeren går på hæld. Jeg har elsket de varme dage vi har haft i sommers, men jeg ved at efteråret også har sin charme. Jeg er begyndt at gøre klar til efterårets kommen. Der er et krydderi, som jeg altid bringer på banen om efteråret. Kardemomme. Jeg elsker kardemommeboller, men i sær om efteråret får jeg lyst til duften og smagen af kardemomme. Græskar er også en af de ingredienser, jeg bruger meget om efteråret og jeg har allerede købt årets første Hokaido græskar, som skal tilberedes med andre rodfrugter i Actifry eller ovn. Starbucks plejer at have pumpkin spice latté på menuen og jeg prøver altid på at lave noget der minder om det, der hjemme. Efteråret er også den tid på året, hvor jeg laver stærk chilli suppe og jeg elsker, når de gamle suppeskåle skal i brug.


Noget andet der er hyggeligt ved efteråret, er når jeg kan pakke mig ind i mine vattæpper og nyde synet af de smukke "Sunflower" lysestager. Som i kan se, vokser samlingen stødt. I sidste uge sendte jeg min mor forbi "Butik 21 Retro Genbrug" for at købe endnu en, som de havde lagt et billede ud af på Instagram. Jeg synes at de stager gør sig godt i grupper og ikke nok med at de er kønne, så er de også en fin varmekilde på de kølige aftener vi går i møde.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar