Når Mikael Simpson siger det hele

"Jeg har ikke styr på mit postyr

Jeg har ikke styr på lortet

Jeg har lort på styret

Gode dyr er rådne

Gode råd er dyre

Vildt dyr'

Jeg syn's jeg sidder fast

Jeg syn's jeg sidder lidt fast

Jeg har lyst til meget mere end du aner

Og i nat der lagde jeg tusind planer

men i morges der gjorde jeg som jeg plejer

ja i morges der gjorde jeg som jeg plejer"

(Mikael Simpson - jeg sidder fast)

D. 4. Maj i år, ramlede hele min trygge tilværelse med et fuldtidsjob, som jeg var glad for, sammen. D. 4. Maj fik jeg at vide, at det gode job, som jeg har sat en ære i at passe, i 16 år(!!!) skulle udliciteres grundet besparelser. Vi blev lovet job i det nye firma, en såkaldt firmaoverdragelse, men min vante, trygge tilværelse, i det firma, hvor jeg har sat en ære i at servicere ikke bare firmaet, men også firmaets mange kunder, ville være væk for altid. Jeg havde virkelig svært ved at se mig selv, få det lige så godt i et nyt firma. Jeg lukkede i. Blev tavs, bed tungen af mig selv, forsøgte at gemme tårene og forsøgte at skjule, at jeg var dybt ulykkelig. Firmaoverdragelsen skulle finde sted 1. Oktober. I dag er d. 1. September og i 4 mdr. Har jeg gået i det uvisse og kæmpet med en depression, som har drænet mig for energi og livsmod. Jeg har forsøgt at skjule det godt, men i dag gik den ikke længere! Jeg vidste godt, at der i dag kun er 1 md. til 1. Oktober, så jeg frygtede, at jeg ville få flere skæbnesvangre oplysninger, når jeg mødte på jobbet i morges. Jeg kunne ikke sove om natten. Dybt ulykkelig, måtte jeg drage på arbejde med knap 2 timers søvn i ryggen, Jeg var træt og jeg var ked af det. Som lidt ekstra salt i såret, skal siges, at vi kun er 4 personer til at udføre jobbet, som skal udliciteres. Kun 1 af de andre 3 kollegaer arbejder jeg sammen med til daglig. Hun er mere heldig stillet end os andre. Hun har nemlig ikke behøvet tage ret meget stilling til det hele. Hun går nemlig på efterløn og kan slippe for alle bekymringer, så i mens alle folk har travlt med at ønske hende tillykke, ser de ikke, at jeg er dybt ulykkelig for den situation, jeg står i. Jo, jo, jeg har da trods alt et arbejde d. 1. Oktober. Men hvilket arbejde? Jeg har givet så meget af mig selv, for at sørge for, at de folk, som skal varetage mit job efter mig, gør tingene ordenligt. Jeg har brugt flere dage på at skrive detaljeret ned, hvad der skal gøres, velvidende, at det nye selskab kan lade mit job gå til en anden og give mig andre opgaver. Opgaver jeg ikke selv har valgt! Øv! 

I morges gik det som forventet. Chefen ville snakke med mig og først i dag fik jeg navnet på det firma, jeg skal starte i d. 1. Oktober. Jeg brød sammen. Ikke fordi det er et dårligt firma. Faktisk havde jeg aldrig hørt om firmaet før. Jeg havde holdt det inde alt for længe. Fordi jeg ikke ville kunne tage stilling til noget før d. 1. Oktober. Lige mget hvad der skete. Fordi ingen havde spurgt mig. Fordi jeg føler det som om de roser min kollega, som går på efterløn og giver mig et spark i røven. Det er hårdt at være menneske. Jeg ved det. Flere mennesker har prøvet det her før mig, men det får ikke min depression til at blive mindre! Jeg blev væk fra kaffepausen, efter min samtale med chefen. Lige lidt hjalp det. 1 time senere kom personalechefen og hentede mig til samtale. Det kunne gå både godt og skidt. Jeg valgte at smide alle hæmninger og fortælle alt! Jeg tudede gennem hele samtalen, for det er sådan jeg har haft det inden i, de sidste 4 mdr. Jeg vidste at det ikke hjalp på min situation, men forhåbenligt kunne hun se, at jeg følte mig trådt på.

(Prinsesse Miamaja og Prins Valentin - jul på slottet 1986)

Lige siden 4. Maj, har jeg haft en sætning i hovedet. Jeg gentager for migselv, Prinsesse Miamaja fra "Jul på Slottet," når hun siger "købt mig. Købt mig, som man køber en hest!" Jeg har følt mig som en slave, billigt til salg, helt uden rettigheder andet end retten til at sige op. Føj! Hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft bare en lille smule indflydelse på det job, som jeg nu skal varetage pr. 1. Oktober. Måske jeg i virkeligheden hellere ville ønske, at jeg sad blandt de nye studerende, der mødte hinanden til morgenmad på gammeltorv i morges, præcis som jeg selv gjorde det i 1998. Jeg ville ønske jeg havde råd til at sige nej tak til at lade mig firmaoverdrage, men sandheden er den, at jeg som single ikke har råd til at studere. Måske har jeg, måske ikke. Jeg har gå på mod til at prøve noget nyt. Jeg ved bare ikke hvad det er jeg godt kunne tænke mig. Gid jeg ikke stod alene med alle mine regninger. Gid jeg havde en bedre halvdel, der kunne betale huslejen, så jeg kunne studere. Gid min husleje ikke stod overfor en stigning på 2-3000kr. Gid jeg havde styr på lortet!

I Morges, midt i al min ulykke, fandt jeg den sødste besked i de der "andre beskeder" i min inbakke, fra en, der læser med på bloggen. Helt uden at vide det, blev den søde besked, lyspunktet for min dag. Jeg har indset, at jeg ikke har tusindevis af læsere på bloggen, men jeg har flere end jeg havde regnet med og det er jeg glad for. Jeg er jo hverken modeblogger eller mommyblogger og yderst sjældent, deler jeg ud af mit privatliv. Det skyldes bla. den førnævnte situation.

Jeg er bare en autodidakt loppesamler med en forkærlighed til retro, så jeg bliver glad, når jeg kan hjælpe folk med at finde de ting de søger eller kan sætte navn på de ting, som de ikke selv kender. Jeg elsker når jeg kan dele ud af min retro viden og hvor ville det være skønt, hvis min hobby kunne blive en del af mit job. Det er der ikke forhåbninger om lige nu og de drømme og idéer jeg går med inde i hovedet, kræver investorer og økonomisk tryghed, hvilket jeg ikke besidder i øjeblikket. End ikke et spinkelt håb om at kunne leve af at blogge, ser det ud til at kunne resliseres foreløbig. Tilgengæld tager jeg 1 dag af gangen, forsøger at komme i kampform og gøre mig klar til at starte i nyt job d. 1. oktober. Det hele ville bare være meget nemmere, hvis jeg selv havde valgt jobbet. Suk.

.... Og her vågnede jeg op fra sofaen ved midnatstid, som jeg plejer og gik i seng. Og her ligger jeg så endnu og igen, grådkvalt og elendig kl. 02:15 om natten... Jeg hader at have det sådan her. Jeg hader, at jeg ikke ved, om jeg orker at tage på min vante "genbrugstur" i morgen, fordi jeg lige nu, ingen energi har. Fordi jeg ikke ved, om dagen i morgen, bliver lige så hård og fuld af tårer, som den i dag! Øv, hvor jeg ikke gider at have det sådan her!

Beklager at dette indlæg blev så mørkt og dystert og uden ret meget reto relateret indhold. Men jeg trængte til at få luft og til at fortælle, at jeg blev så glad for at finde beskeden, fra en der lige frem var fan af bloggen! Det giver stof til eftertanke. Positiv stof, heldigvis.