lørdag den 5. september 2015

Gråt med gråt i gråt og lidt lopper på en lørdag

i formiddags tog jeg med min mor til Aalborg centrum, hvor der igen var loppemarked på Louise plads. Nøjagtig som sidste gang jeg var der, øsregnede det. Nej. Faktisk så mere end regnede det. Da jeg tog mit kamera op fra tasken, fandt mit motiv og var klar til at trykke på udløseren, kom der kraftige lysglimt, som en kæmpe blitz fra himmelen, efterfulgt af det største brag, jeg længe har hørt. Det var så tæt på, at det lige så godt kunne have været lyden af en bombe eller anden eksplosion. Nogle af dem på loppemarkedet, blev så forskrækkede, at de lige frem bukkede ned i knæ, for at gemme sig. Det var voldsomt!




Præcis som sidste gang jeg var der, blev de fleste lopper gemt væk under plastik, så man ikke kunne se dem. Jeg fandt dog en lanterne og lidt Figgjo porcelæn.



Da vi var i nærheden, kunne jeg lige få set mig lidt omkring i den nye genbrugsbutik på hjørnet af Ranzausgade. Det var den butik, som før husede Kirkens Korshærs "Børnehjørne." Nu er det "Reden" som har etableret en genbrugsbutik. Den var lidt for fin på den til mit "genbrugsbehov," så jeg købte ikke noget... Min mor købte et par blade.








Hos Danmission i Niels Ebbesensgade, blev vi vidne til, at 4 unge udlandske fyre gik rundt i butikken. Jeg så en af dem fumle med en lille pung og lidt efter var den forsvundet, uden nogen havde købt den! De 2 ældre damer i butikken kunne ikke stille noget op og man vil jo nødig komme i problemer med 4 fyre, over en pung til 10kr.... Men det er altså ikke i orden! Skal de absolut stjæle, burde de gøre det fra en anden butik, end en genbrugsbutik, hvor personalet står magtesløse og skuffede tilbage! Jrg selv købte en dejlig varm trøje og en æske kertelys. Kurven købte jeg hos Kirkens Genbrug på Boulevarden.


Vi kiggede inden om "Tinsoldaten" og Kirkens Korshær i Søndergade, hvor jeg købte en fin blomsteropsats i bambus. Vi var gennemblødte, men fortsatte til Nordkraft, hvor der var fødevaremarked. Jeg synes ikke det var så spændende, som det somme tider har været, men der var tørvejr og et par smagsprøver.



Vi gik igennem Friis og Salling, inden vi besøgte Kalejdoskops nye bolighus. Hold op, hvor blev jeg skuffet! I mens byggeriet har stået på, har de reklameret med café og da butikken ligger lige ved mit busstoppested, drømte jeg om kaffepauser eller coffee to go fra stueetagen. Jeg blev skuffet. Man skal op af en ret træls trappe for at komme ind i selve butikken. Bevares, de har gjort butikken handicapvenlig med elevator, hvor på der står skiltet, at den er til handicappede. Men hvor er rulletrappen til folk med astma, dårlige knæ og andre småskavanker?

Stemningen i butikken er forfærdelig! Den minder så meget om et miljø i Århus, som prioriterer luxus noget højere end vi, almindelige, sparsommelige nordjyder. Butikken var mørk og uden atmosphære. Den var alt får åben. Et par skillevægge med lyse rum og flere grønne planter, ville gøre underværker. Jeg ved at de i den gamle Kalejdoskop havde fine sager, som jeg kunne blive fristet til at købe... Træfigurer og stringhylder. Men hvor var de? Tingene forsvinder i det store rum. Jeg hader sort, hvid indretning! KEDELIGT!!! 



Musikken var den eneste positive ved butikken, men de sad også i det mest lyse hjørne af butikken



De eneste kulører jeg så, var de sparsomme farver til børneværelset.


Der var en lille og kedelig café, som ikke tiltrak mange kunder.

Se de kedelige kasser, som de har brugt som skillevægge. Det skal sikkert ligne "industri," men det ligner pap.

Bygningen som huser Kalejdoskop, er jeg kommet en del i, før hen. Da jeg var teenager, var der spillehal med spillemaskiner og poolborde i stueetagen, mens der oven på var biograf. Siden da, har der været forskellige ting i bygningen. Man har vist forsøgt at bevare noget af den gamle bygning, som et minde, men det falder helt forkert ind i indretningen. De kunne i det mindste have forsøgt at vise, hvad de underlige "bevaringsværdige pletter" skulle være der for. Det kommer til at fremstå sørgeligt og ikke særlig gennemtænkt.

Hvad skal det forestille??

Jeg ved ikke hvad Kalejdoskop har tænkt sig at få ud af den nye butik, men som den er nu, spår jeg den ikke til at få mange kunder. Men som sagt kunne jeg godt se den gå rundt i en by som Århus. Men der er lang vej fra Aalborg til Århus, hvis du spørger mig. Jeg forestiller mig ikke, at jeg vil komme i butikken. Måske lige for at se deres juledekorationer senere på året, men ellers ikke. Jeg hader nemlig mørke og upersonlige rum. Gråt med gråt på er bare noget af det mest kedelige der findes. Havde de dog bare lavet en café lige inden for døren, så havde jeg smidt penge efter en kop kaffe et par gange om måneden. Øv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar