søndag den 12. juli 2015

På genbrugstur med en kendt Skattejæger

Jeg havde egentlig bestemt mig for også at droppe mine genbrugsbutikker i denne uge... Men da jeg lige var en tur inde hos Danmission på Kennedy Plads, fortalte Karen (hun er i butikken hver dag), at de holder sommerferielukket i butikken i Svenstrup fra mandag (i morgen). Så var jeg naturligvis nødt til at tage der ud. Jeg fandt da også nogle fine teskeer med træskafter. Jeg samler jo på dem med bakelit, men da jeg ved, at teskeer er svære at skaffe, bestemte jeg mig for, at jeg ikke havde noget i mod at have blandede teskeer, når bare designet næsten var det samme.


Jeg havde også fået lokket mine forældre til Svenstrup, så jeg kunne køre med dem hjem. På vej hjem, fik min far den gode idé, at vi lige kunne tage en tur i "Guld og Rod" - den nye loppemarkedsbutik i Skalborg. Der var blevet fyldt godt op på hylderne og jeg hyggede mig med at gå rundt og se, hvad folk havde indleveret til butikken. En anden der også så ud til at hygge sig, var Mads Ejlersen - kendt fra "Skattejægerne" på DR. Om han var ude at kigge efter fund til butikken http://lykkegaard-tversted.dk, eller bare ude at snuse, for at se hvad sådan et nyt loppemarkedskoncept var, ved jeg ikke, men han havde sit sædvanlige smil på læben. Måske kunne han have fundet på at sælge nogle af sine skattejægerfund i Skalborg på denne måde. Hvem ved? Hyggeligt var det ihvertfald at se ham i Skalborg. Jeg fik ikke taget nogle billeder i butikken, men jeg fandt selv nogle ret skønne ting, som i kan se her.

Jeg havde håbet på en dag at finde en brødkurv i 2 etager, men jeg havde ikke troet, at jeg skulle finde den der, til kun 20kr. Den var godt gemt på nederste hylde, godt fyldt op med tørklæder. Men jeg har falkeblik, så jeg var glad.


De her æggebægre var simpelthen så fine og retro i de helt rigtige farver, så dem var jeg glad for at finde.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar