søndag den 10. maj 2015

Blæsende bagagerumsmarked med mange fine fund

Jeg har været til bagagerumsmarked i dag. Hold op, hvor var der mange mennesker. Det var et stort marked i dag, med stor variation af lopperne. Det er lige præcis sådan, at et marked skal være.





Jeg har i den seneste tid, sat mig for at lede efter Laurids Lønborg lysestager med bast. For nyligt er der startet en ny Laurids Lønborg gruppe på Facebook, hvor folk viser deres samlinger frem og deler ud af deres viden. Det var der inde, at jeg fandt ud af, at jeg havde købt et fad, som viste sig at være Laurids Lønborg. Jeg havde set nogle hidtil ukendte lysestager i samme stil, som fadet og havde skrevet mig bag øret, at selve stagen var enkel, med bast og en klokkeformet facon til lys. I sidste række af boder fandt jeg en rigtig fin 6 armet lysestage i samme stil. Enkle i sort metal, klokkeformet og med bast. Jeg var nødt til at købe den. Selv om det ikke er bekræftet, at det er Laurids Lønborg, ja, så er det lige min stil. Enkelt, men elegant. De ef sikkert beregnet til lange blomsterlys, men hvide julelys kan også sagtens gå an. Dem har jeg et kæmpe lager af, så det er fint, at jeg kan bruge dem her i.



Damen som solgte den havde også nogle små stager i samme stil. Dem var jeg nødt til også at købe, men det bestemte jeg mig først for, efter jeg havde været en tur hjemme. Der var en duft af grillpølser på hele pladsen og køen var lang. Derfor cyklede jeg direkte hjem og satte et par pølser i ActiFryen mens jeg hængte tøj på tørresnoren. Mens jeg spiste, var det at jeg bestemte mig for at gå tilbage til bagagerumsmarkedet og købe stagerne. Da det var i sidste række, var de nemme at finde.






Jeg købte også en anden lysestage. Det var en glasstage, som minder meget om mine Gøran Wärff Sunflower stager (Kosta Boda). Jeg er ikke sikke på, om den hører til denne serie, men den passer godt ind, sammen med de andre.



Jeg købte også et fint Bodum salt og pebersæt designet af K. Nissen. Jeg købte faktisk et sæt magen til, hos Røde Kors i fredags, men da den tilhørende bakke, designet af C. Jørgensen, var med her, købte jeg det. Nu er jeg bare sådan i tvivl om, hvilke kværne jeg skal beholde og hvilke jeg skal sætte til salg. Det viser sig nemlig, at kværnene ikke er ens og den jeg købte til salt i dag, er rusten, så den ikke er nem at dreje rundt. Måske kan det fixes, men den anden kværn er meget nemmere at bruge.








I en rodekasse fandt jeg 2 havenisser eller dværge, som jeg synes de ligner. De har den helt rigtige størrelse til at komme ud på altanen at stå.


Jeg kunne have købt meget mere, men når man handler på budget, må man lade mange ting blive stående. Bl.a. En rigtig fin Bjørn Wiinblad pottedame til 2450kr. Jo, der er næsten altid noget at købe på et bagagerumsmarked og heldigvis er sæsonnen jo lige skudt i gang, så der er stadig masser af chancer for at gøre sig nogle fine fund. Næste gang der er marked, er d. 24. Maj, hvor der igen er marked i parkeringshuset hos Aalborg Storcenter.

(Spise og kaffestel, som det jeg købte hos Kirkens Korshær for flere år siden)

I ugens løb har jeg også været i et par genbrugsbutikker. For uden de ting, jeg allerede har vist her på bloggen, købte jeg en stor kagedåse i plastik, hos Danmission i Niels Ebbesensgade, en lang bordløber og en lille, dansk designet dug og en rød madkasse hos Blå Kors.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar