torsdag den 15. januar 2015

Dåsepingviner på Nordpolen

I går var jeg en tur i de to genbrugsbutikker i Svenstrup. Hos Folkekirkens Nødhjælp fandt jeg 5 pc spil til min venindes datter. Min veninde havde spurgt, om jeg ville kigge efter nogle spil, som datteren spiller i børnehaven lige for tiden. Jeg fandt 2 af dem. Et med Pixeline og et med Magnus og myggen. Spillene var så billige, at jeg godt turde vælge 3 spil, som ikke stod på listen. Jeg fandt et spil med Askepot og Hugo. Det sidste var vist fra en film, så jeg tænkte, at det nok var sjovt. 5 pc spil for 25kr var da et ret godt køb. Jeg faldt også for en sød bog, men grundet mit barnlige sind, er den bog nu til mig selv. Jeg kan jo ikke stå for de gamle, farverige dyremotiver. At hovedpersonen i bogen hedder Caroline, gør den da også lidt sjov, synes jeg.




Da jeg var i Danmissions genbrugsbutik faldt mit blik hurtigt på hylden med dåser. Der var en plastikbøtte (garant plast), som jeg tjekkede prisen på. Ja, undskyld mig, men nogen gange kan jeg ikke lade være med at grine og ryste på hovedet, af priserne i genbrugsbutikkerne. Denne bøtte med rødt låg og røde blomster, havde fået prisen 35kr., da den var "med fejl." Fejlen var en revne i bunden. Det var tydeligt at se, at de tror der er samlere til alle slags plasticbøtter. De ved ikke, at der skal stå Erik Kold i bunden af bøtterne, før folk vil betale 35kr for en revnet bøtte. Jeg kunne desværre ikke komme til at fotografere den, da en af damerne i butikken var ved at prismærke glas i nærheden. Hun gjorde store øjne, da jeg rakte ud efter en anden ridset og småbulet dåse. Men hun kunne jo heller ikke vide, at lige netop den dåse var en skat i mine (og andres) øjn! Jeg havde nemlig fundet en Laurids Lønborg dåse og sikke fin den var. Pink med røde hjerter! Den er jeg utrolig glad for! 10kr kostede den, se det er det jeg kalder "at handle retro på budget!" Det gælder simpelthen om at være det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Og nå ja, så skal man ikke være kritisk over for buler, skrammer og rust. De 3 ting er "patina" i mine øjne, når det gælder om fine dåser. Jeg faldt også for en lille sød pingvin. Det blev dagens dyreste køb, til 15kr, men hvor er jeg glad for den!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar