Flygtninge til fods

Det er ganske forfærdeligt at se de mange flygtninge, som lige nu vandrer gennem Europa på må og få, i håbet om at finde et land, hvor de kan føle sig velkomne. Det, i de flestes tilfælde, er ganske naturligt, områder i Europa, hvor de i forvejen har venner og familie. Her i Aalborg mærker vi ikke noget til de mange flygtninge og jeg er ked af, at vi ikke kan hjælpe, som de mange folk på Sjælland. Jeg ved ikke hvad jeg ville kunne hjælpe med, men tøj og sko og måske en klapvogn til de mange små, er da noget af det, jeg har haft i tankerne. Vi har allerede Syriske flygtninge i Aalborg. Aalborg kommune har krav på 4% af alle lejeboligerne i Aalborg, til at huse flygtningene. Jeg har mødt dem på mit job. Først kommer mændene her op alene. Senere følger kone og børn. De har svært ved at kommunikere, da de ikke taler engelsk, men en ting de forstår, er barmhjetighed. Folk har samlet møbler, legetøj mm. til disse flygtninge og de lyser op af taknemmelighed, når man møder dem. Jeg håber at de mange flygtninge, som lige nu har en lang og hård rejse foran sig, en dag møder samme hjælp og barmhjertighed, så de også kan lyse op og smile igen.

Jeg er en af de mange, som synes at Inger Støjbergs hårde meldinger til udlændinge er direkte ondskabsfulde. Jeg er så flov over at bo i et land, der behandler udlændinge, så dårligt, endda inden de overhovedet er krydset grænsen. Man kunne få helt lyst til at flytte til Tyskland, hvor flygtningene blev hilst varmt velkommen af Angela Merkel. Jeg er så ked af, at Danmark fremstår så hadsk og uvelkomment for folk fra andre lande. Øv, hvor jeg græmmes. Jeg synes at det er direkte pinligt.

Da jeg gik i folkeskole, havde vi også børn af flygtninge på skolen. Dengang var det libanesere. Jeg var fascineret af de udlandske børn. Jeg ville lære dem at kende og lære deres kultur at kende. Jeg fik et par veninder fra den libanesiske klasse, som dengang blev undervist i deres eget klasselokale. Jeg var nysgerrig, for gad vide, hvorfor de skulle have deres eget klasselokale og ikke sidde blandt os andre elever? Min nysgerrighed fik mig til at spørge min klasselære, om jeg måtte få lov at deltage i den libanesiske klasses undervisning en dag. Det spørgsmål var der med garanti aldrig nogen, der havde stillet før, men efter at have snakket med læren for deres klasse, endte jeg faktisk med at få lov. Jeg ville bare så gerne lære dem bedre at kende. Jeg mindes nogle områder, hvor vi var meget firskellige. For det første var det lidt besværligt, når jeg havde dem med hjemme på besøg. Vi var jo bare børn, så ofte måtte jeg spørge min mor om der var svinekød, i det mad jeg havde tænkt mig at servere, senere fik vi en muslimsk pige i vores paralelklasse, som ikke måtte gå i bad, sammen med os andre og sådan var der så mange små ting. Små forskelle, som gjorde, at jeg blev interesseret i også at lære andre kulture at kende. Jeg er faktisk lidt stolt af migselv, over at jeg dengang var så rummelig, at jeg ville lære om de "fremmede" og deres kultur, allerede som barn.

I dag var jeg i teateret og se dramatiseringen af "Yahya Hassans Digte." Jeg vidste, at det måske ikke ville være et helt almindeligt teaterstykke, men det måtte da være kultur og måske også kultur chok for alle pengene. Billettetne fik jeg gratis, da jeg så at Aalborg Storcenter udlovede dem i går. Jeg har bestemt mig for, at man skal tage alle de gratis glæder med man kan, her i livet!

Jeg har ikke læste Yahya Hassans "Digte," men da bogen lige kom frem, kunne man jo nærmest ikke tænde for tv'et, uden at høre brudstykker der fra. Det er voldsom læsning. Yahya pakker ikke noget ind. Han har skrevet, hvad han følte og selv om det er grusomheder han har stået model til, ja så har han nok ikke fortrudt et eneste ord der fra. Bogen blev jo en kæmpe succes.

Tidligere i dag, havde jeg en snak med en dame, som ligeledes rådede mig til at sige hvad jeg føler, når jeg på mandag er kaldt til møde med mit nuværende firma, mine nye arbejdsgivere og en repræsentant for fagforeningen! Jeg fik sagt en hel del om hvordan jeg har det, til mine nuværende arbejdsgivere i sidste uge... Jeg har ikke lyst til at sige noget som helst til de nye og hvad jeg har lyst til at snakke med fagforeningen om, kommer ingen af de andre to parter ved, så jeg håber ikke, at jeg kommer til at sige noget som helst til mødet! I denne uge nyder jeg, at jeg har ferie og at jeg har ramt plet mht. vejret. Det har hjulpet en del på mit humør, at jeg har kunne gå en tur uden jakke og drikke en latté to go og bare føle, som om jeg havde oceaner af tid, til bare at slappe af! Det har jeg haft brug for efter sidste uges fortvivlelse. Tanken om at problemet vender tilbage på mandag, ulmer stadig, men jeg lader det ikke overskygge glæden ved at slappe af.