fredag den 8. april 2016

Forår med forberedelser og forspirring

Så er jeg endnu en gang begyndt at fylde min altan op med blomster, krydderurter og grøntsager! Sidste år besluttede jeg mig for, at give den gas på altanen, så jeg kunne få mest ud af det, jeg dengang troede ville være min sidste sommer på altanen. Jeg nød at have en altan, der bugnede af blomster, krydderurter og grøntsager, sidste sommer. Da min lejlighed stadig står i kø til at blive renoveret, får jeg lov at have min altan endnu en sommer, inden jeg må lade mig genhuse til december. Sikke en lettelse. Nu skal den naturligvis have endnu mere gas, end sidste sommer! Derfor har jeg endnu en gang lånt en stak bøger om urban gardening og planter på altanen.

Foto fra sidste sommer

Jeg har skrevet lange lister med hvilke blomster, krydderurter og grøntsager, jeg gerne vil have på altanen i år. Jeg har fundet min søde æske med frø frem. Nogle frø har jeg selv samlet, fra sidste års blomster og nogle har jeg købt. Da jeg har været nogen lunde tidligt ude i år, har jeg også købt frø hjem fra ebay.


Når man køber frø fra ebay, må man ofte gætte sig til, hvilke frø, man har modtaget. F. eks. har jeg sået nogle frø, i den tro, at det var lilla tomater, men nu er jeg kommet i tvivl, om det i virkeligheden er de Fuchsia frø, jeg havde bestilt, som jeg har sået?!! Først når de begynder at spire, vil jeg nok kunne se, hvilken af de to slags, jeg har sået.


De første jeg såede, var stilktomater. En billig pose til 1,50kr fra Aldi og sikke de spire. Jeg har plantet i kokosjord fra IKEA (Aldi sælger det også lige nu) og jeg tror faktisk, at det er ret godt at så i. Jeg havde kun et "mini drivhus", som jeg havde gemt fra sidste pr, men så gik jeg på jagt i køkkenet. Derfor har jeg nu omdannet bakkerne fra mine blåbær, til mini drivhuse, men også bøtten fra mine rejer, har jeg sået i. Æggebakker, youghurtbægre mm. Alt kan bruges, når bare man dækker toppen til med gennemsigtig plastic (evt. Køkkenwrap eller frysepose) og stiller dem i vindueskarmene. Der skal også være plads til forsøg, når det handler om at lave planter. Derfor har jeg også sået melonkerner, citronkerner og frø fra en tørret citron chilli, jeg havde i køkkenet fra sidste år.

Da tomaterne var begyndt at spire, flyttede jeg dem over i min gamle lanterne, så "drivhuset" kunne huse noget andet



Jeg hælder mest til at tro, det var mine små peberfrugter fra IKEA, jeg gemte frø af og såede her

Klippede 2 grene af mine overvintrede Pelargonier. Håber jeg kan få lavet nye planter der af.

Frø fra en tørret citron chilli er flyttet ind i mit mini drivhus

Lige nu har jeg stilktomat, lilla cherrytomat/ Fuchsia?, citron chilli, mini peberfrugt og Purpur Solhat, citron og melon til at spire i vindueskarmene i både køkken og stue. Mine stilktomater, som jeg såede først, er spiret et par centimeter.

Ude på altanen har jeg forsøgt at så frø direkte ud i altankasser og plasticpotter. Jeg har sået Tagetes, Stedmoderblomster, Stolt Kavaler, Kornblomster, ærteblomster, Spansk Marguerit, anisisop, palmekål, spinat, radiser, kartofler og ærter.

Palmekål fra en købt bakke, var en stor succes sidste år. Nu prøver jeg med frø, men vil nok også købe en bakke med små planter

Ærterne lå i blød, natten over, inden jeg stak dem i jorden (2 poser for 10kr hos Tiger) - jeg brugte 1 pose

Sørgede for at dække ærterne godt til, da de eftersigende skulle være slik for duer

Duerne må gerne være på min altan, når bare de bor i deres rede i træet ved siden af. Jeg elsker dyreliv på min altan.

Ham her elsker at sidde og trone og kurre på "farmors Nelliker" fra sidste år, men jeg har altså også en god udsigt (hvis man kan se bort fra byggepladsen).

Krydderurter har jeg også fået plantet lidt af. I sær min "mynte-kasse," havde jeg stor succes med sidste år, så i år var jeg hurtig på pletten, da Plantorama fik deres krydderurter hjem. Jeg købte straks Jordbærmynte og chokolademynte og plantede dem sammen med en billig marokkansk mynte fra Fakta, i den grønne kasse fra IKEA (10kr), som jeg brugte sidste år. Faktisk delte jeg planterne i 3, så min mor og svigerinde også kunne nyde gavn af dem. Efter jeg har plantet dem, kan jeg se, at de allerede er vokset. Min koriander og citronmelisse har det ikke så godt, men min rosmarin klarer sig (alle købt billigt i en grøntafdeling). I dag købte jeg en lille citron timian i Bilka, som jeg håber vil vokse sig stor, så den kan lokke sommerfugle og bier til sig. Nu håber jeg på, at solen snart vil indfinde sig igen, så alt det jeg har sået og plantet, vil få et lille boost, så de kan vokse sig store og bæredygtige. Mine kartofler ser allerede lovende ud.


Blå Congo øko kartofler

Almindelige (?) øko kartofler (de havde ikke forspirret så længe, som de blå Congo.

Traditionen tro, har jeg "snydt" og købt tusindfryd og stedmoderblomster til altankasserne. 2 pelargonier og 2 tomatplanter blev det også til.



Overvintrede Pelargonier og nyindkøbte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar