Sidste arbejdsdag

Officielt holder jeg ferie lige nu, men jeg kan bedst selv forholde mig ved denne periode, som frihed. Frihed. Endelig er jeg sluppet fri, fra det elendige firma, min tidligere arbejdsgiver "solgte" mig og mine 2 kolleger over i, pr. 1. Oktober 2015. Allerede inden, vidste jeg, at det ville blive noget rod. Måske skyldes det, de to år jeg læste erhvervssprog, på Aalborg Universitet, eller måske var det bare fordi, jeg var skeptisk ved hele foretagenet, at jeg læste mellem linierne på firmaets hjemmeside, at de ikke kunne gøre mig, noget godt. De roste dem selv, helt op i skyerne, om hvor dygtige de var, til at integrere udlændinge og sågar kunne de hjælpe dem med at søge opholdstilladelse. Ingen steder stod der, hvad de kunne gøre, for sådan en som mig. Det blev ret hurtigt klar for mig, at de var bedøvende lige glad med mig som person og min loyalitet jvf. 16 år på arbejdspladsen. I deres øjne, var jeg bare en klods om benene, der fulgte med deres nye kunde. De havde købt mit arbejde og fået mig med i handlen. Jeg havde troet, at jeg, med mine 16 års erfarring, ville blive taget alvorligt, men det blev hurtigt klar for mig, at de var glade for at have mig, af den ene grund, at jeg kunne rede firmaets røv, når tingene brændte på. Jeg havde styr på situationen og de havde ikke styr på noget som helst! De var lige glade med mig! Det var ulideligt. Ved en firmaoverdragelse, må firmaet, der overdrager ansatte, kun stille krav til, at det nye firma vil overholde den overenskomst, de ansatte er ansat under. Det nye firma virkede nervøse, da vores "krav" til løn osv.var meget højere, end hvad deres ansatte, normalt får. Derfor har de sikkert klappet i deres hænder, da de efter en måned, fandt ud af, at vi slet ikke havde nogen egentlig overenskomst. Da det skulle varsles 6 mdr. før, hvis der sker ændringer med ansættelsesforhold og kontrakt, fik vi at vide, at der ville ske væsentlige ændringer af vores arbejdsvilkår pr. 1. maj 2016 og vi havde derfor mulighed for enten at tage i mod deres latterlige tilbud, eller undlade at skrive den nye kontrakt over. Vi valgte alle 3, det sidste. Hvordan kan de mon selv tro, at nogen vil arbejde for sådan et inkompetent firma, hvor de forlangte, at jeg skulle lave 37 timers arbejde, på sølle 13 timer. Endelig kunne jeg slippe ud af det elendige firma, kvit og frit, uden at få ballade med fagforeningen og det hjalp en smule på den situation, at det var et elendigt firma, jeg skulle arbejde for, de sidste 6 mdr.

Månederne gik og efterhånden, som tiden nærmede sig, blev vi lidt uvisse ved hele situationen og måtte flere gange en tur omkring fagforeningen. Vi hørte ikke meget fra firmaet. På et tidspunkt, var der en afløser, som vist var blevet lovet fast arbejde. Vores arbejde. Men da han valgte at sige op, allerede i marts, tænkte vi, at stillingerne skulle slåes op. Men vi så dem ikke på nogen jobside. Da endnu en person, valgte at sige op, med sidste arbejdsdag i sidste uge, bekræftede det blot endnu engang over for mig, at firmaet er et stort cirkus. Et stort, internationalt firma, som ikke har styr på en skid! Andet da lige, end at tvinge folk til at påtage sig oceaner af arbejdsbyrder, som de forlanger bliver gjort på ingen tid! Slavearbejde, hvis du spørger mig!

I forrige uge, ringede min leder til mig og fortalte, at der ville komme en afløser ud til mig i mandags, som jeg skulle vise rundt i den store afdeling, som hun nu påtog sig ansvaret for, når jeg stoppede. Jeg skulle vise hende alt og lære hende alt. Og nå ja, så sagde hun, at hun selv ville komme ud og sige farvel, på min sidste arbejdsdag. Der kom ikke nogen afløser ud til mig i mandags. Om eftermiddagen ringede hun og sagde, at hun ville komme tirsdag og så forvissede hun, at hun ville komme ud og sige ordenligt farvel til mig, når jeg stoppede, onsdag morgen kl. 8:30, hvilket var det tidspunkt, jeg officielt gik på ferie, da jeg både havde feriedage og optjente ferie fritimer, som skulle bruges, inden jeg stoppede. Afløseren kom godt nok, tirsdag og fra 7-12, skulle jeg vise hende rundt i den store boligafdeling, som har været min arbejdsplads i 16,7 år. Vi fik travlt og jeg kunne ikke lade være med at have ondt af den stakkels flexjobber, vis vejleder fra kommunen, havde sagt, at hun kunne se om hun kunne holde til at arbejde i 11 timer om ugen. Jeg vidste nemlig, at jeg aldrig ville kunne nå det, på mine lovede 13 timer. Arme stakkel. Onsdag morgen mødte afløseren op, men jeg hørte aldrig fra min leder! Jeg måtte egenrådig overdrage nøgler og alarmbrikker til den nye. Heldigvis mødte jeg en af mine tidligere kolleger, som inviterede mig på kaffe, i deres kaffepause, da den lå, præcis på det tidspunkt, som jeg havde fri. Først havde jeg dog lovet, at komme omkring en af afdelingens beboere, efter en lilke afskedsgave. Damen på 91 år, var så sød, at hun gav mig en konvolut og sagde, at jeg skulle åbne den, når jeg kom hjem. Jeg takkede mange gange og sagde farvel til hende og alle jeg så på min vej, for nu var der kun minutter til, at jeg måske aldrig mere, vil komme i deres boligforening. Min farmor, som ind til for en måned siden, boede i afdelingen, er flyttet på plejehjem, så hende ville jeg ikke skulle på besøg hos, i afdelingen længere. Derfor har jeg ikke længere noget ærinde der ude.

Farmor i sit køkkenvindue

Jeg tog dette billede fra farmors køkkenvindue. Der stod hun af og til og vinkede til mig, når jeg kom gående der ude på stien.

Mit nøglebundt føles pludselig let, efter at jeg har skilt mig af med denne lille håndfuld

Jeg havde slet ikke forventet så stor en afskedsgave, så jeg blev så rørt, da jeg åbnede konvolutten!

Da jeg havde drukket kaffe med mine tidligere kolleger, kunne jeg lige nå en bus, i tide til, at jeg kunne nå ud til åbningen af Blå Kors kæmpe butik i Skalborg. Jeg hørte aldrig fra min leder!

Jeg nød at være sluppet væk fra det elendige firma. Jeg er da godt nok ansat resten af måneden også, men jeg har heldigvis ferie. Jeg forsøger at fylde dagene med ting, jeg ikke sådan havde tid til før. Efter åbningen af Blå Kors butik, gik jeg på Starbucks med min mor og drak en velfortjent vaniljelatté, for at fejre, at jeg ikke længere skulle drikke frysetørret kaffe, hvilket jeg gjorde i mine kaffepauser på jobbet.

På vej gennem storcenteret (hvor Starbucks ligger), kom jeg forbi frisør Poul M., hvor jeg lagde mærke til en seddel, hvor de søgte modeller til farvning af bryn og vipper om formiddagen. Jeg har aldrig prøvet at få farvet bryn og vipper og da det gavekort jeg vandt i sin tid (pigeaften til premieren på "Fifty Shades of Grey") ikke kunne indløses, grundet lang venteliste, da jeg bestemte mig for at gøre det, tænkte jeg, at jeg da kunne slå til og få det gjort uden beregning på denne måde. Så det gjorde jeg! Tænk at jeg pludselig kan foretage mig noget, andet end at arbejde, om formiddagen. Skønt. Bagefter tog jeg en tur ind til centrum.

Jeg tog også mine nye sko i brug. Noget jeg havde set frem til at gøre, når jeg ikke længere skulle slide skoene op på jobbet.

Fredag besluttede jeg mig for at købe en ny, trådløs printer, i Bilka. D. 2. maj står jeg jo i den situation, at jeg ikke har noget arbejde og derfor skal melde mig ledig i fagforeningen. Jeg har ikke været uden arbejde i ca. 20 år. Efter gymnasiet, havde jeg en periode, hvor jeg skulle møde op til ansøgningskursus osv., og jeg forestiller mig lidt, at tiden jeg går i møde, nok vil være præget af noget, som minder om et jobsøgningskursus, hvor man skal lære at skrive ansøgninger og cv. Det har jeg ihvertfald behov for at få opdateret. For 20 år siden, var der vist knap nok noget, der hed internet, så jeg er sikker på, at jeg har brug for at blive opdateret på mange måder og mon så ikke også, jeg kunne få brug for at printe noget ud? Jeg bruger kun min ipad for tiden og jeg har af og til savnet, at kunne printe noget ud, direkte fra ipad'en. Men det kan jeg nu! Jeg føler mig næsten klar til at melde mig ledig. Klar i en sådan grad, at alt stadig er så uvirkeligt for mig, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvad det vil sige, at være ledig og gå på dagpenge. Jeg har ingen håb, ingen forventningen, andet end, jeg håber på at kunne få støtte, hjælp og vejledning, for på nuværende tidspunkt, har jeg ikke nogen som helst idé om, hvordan jeg ønsker min fremtid bliver. Jeg er fuldstændig på bar bund og det er vel også en form for udgangspunkt at komme med. Men først vil jeg fylde mine dage, med ting jeg kan lide!