onsdag den 16. oktober 2013

Tid til genbrug og tid til sjov

Egentlig havde jeg ingen planer om at skulle noget efter job i dag, ud over Zumba; men pludselig blev mine planer en del forbedret. En veninde ringede og spurgte om jeg ville med til et show på Skråen i aften. Jeg var ikke sen til at få annulleret min zumba time. Det betød også, at jeg havde god tid til at smutte forbi et par genbrugsbutikker i centrum, inden jeg tog hjem. Jeg havde min mor med og vi kom både i genbrugsbutikken i Niels Ebbesens gade, Butik 21 Retro Genbrug, den anden genbrugsbutik på Boulevarden og til sidst stak vi hovedet ind på Kennedy Plads. Der havde de fået nye dåser, men ikke nogle, jeg syntes jeg ville købe. Til gengæld opdagede jeg 4 Ira plastic bøtter, designet af Acton Bjørn, som for øvrigt er ham, der har designet Margrethe skålen for Rosti. De stod så fint og tiggede om at komme hjem i Karolines retro køkken, så de fik lov! Når jeg ser ting stå samlet, som et sæt, kan jeg ikke nænne at skille dem fra hinanden, de har jo sikkert stået side om side hos deres tidligere ejer altid. Derfor så jeg mig naturligvis nødsaget til at købe alle 4.
 
 

Hvis du tror at mit køkken allerede bugner af bøtter og krukker, har du helt ret. Derfor kræver det en større grovsortering at finde plads til bøtterne. Jeg ved at det nok skal lykkes. Jeg har faktisk allerede sat 4 krukker og 2 bøtter til side, som er klar til at flytte hjemme fra. I første omgang vil jeg se om ikke jeg kan få dem solgt. Når de er væk, vil jeg så se, om jeg endelig kan få taget mig sammen, til også at sætte nogle af mine Erik Kold bøtter til salg. Jeg har jo alt, alt, for mange. Jeg skal nok skrive på bloggen, når det sker.
 

Nu er mine nye bøtter kommet på plads (desværre ikke så fint, som på billedet). Så må den videre grovsortering i køkkenet komme stille og roligt, som jeg finder tiden til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar