tirsdag den 22. oktober 2013

Kop, kande, Olsen Banden og Bojesen

I dag havde jeg en biograf aftale med min veninde og hendes 3 årige datter. Vi skulle ind at se "Olsen banden på dybt vand." Jeg kunne lige nå at gå i Kop og Kande i centrum, for at se om de havde nogle gode tilbud. De har nemlig ophørsudsalg og lukker på lørdag. Det var tydeligt at se, at de allerede startede op med 50% på alt, for en uge siden. Så der var ikke rigtig noget tilbage og jeg gik da også tomhændet der fra. Jeg stod af bussen ved politistationen og gik op gennem Niels Ebbesens gade, så jeg kunne nå omkring genbrugsbutikken der inde. Jeg fandt en lille stålkande med fin flethank. Den måtte jeg have med hjem. Den kan kun rumme omkring ½ liter, så jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad de brugte dem til den gang i 1950'erne, hvor jeg vil mene, de stammer fra. Måske brugte de dem kun, som målebæger, under madlavningen, om end den ikke har nogle markeringer inden i.
  

Jeg bevægede mig længere op mod gågaden og måtte lige trykke næsen flad, da jeg så at "Tinsoldaten" havde pyntet vinduet op med gammelt julepynt, som de med garanti også sælger en del af inden jul. Jeg har en svaghed for nostalgisk julepynt af ældre dato, så jeg vil helt sikkert gå ind og kigge nærmere på deres julepynt en anden dag. Noget som ikke kom med på billedet var to gamle udgaver af "Peters Jul." Åh! Skal de absolut stå der og lokke? Jeg har nemlig en underlig mani med at samle på gamle udgaver af "Peters Jul." Trangen til at købe flere, er heldigvis ikke så stor længere, men det kriblede alligevel i fingrene, da jeg så dem i vinduet.
 


På vej ned til biografen nåede jeg lige inden om genbrugsbutikken på Kennedy Plads. Der købte jeg en sød kom med et retro print. Desværre er der ikke et mærke i bunden, så jeg ved ikke hvad det er jeg har købt, men den er super fin, synes jeg. Hvis der er nogen, som ved hvad det er for en kop, må i meget gerne skrive det i en kommentar her under.** Fik svaret på Instagram (ckaroline). Det er en gefle kop "groblad."

 
For an billetlugen til biografen, blev jeg mødt af min veninde og hendes 3-årige pige, som næsten ikke kunne vente med at komme op og spise "pop coll" og se film! Jeg var lidt i tvivl om" Olsen Banden på dybt vand" var en film, en så lille pige ville få noget ud over. Men hun levede sig faktisk utrolig godt ind i filmen og efter filmen kunne hun endda huske Egon. efter en time blev hun lidt træt og så var det en fordel, at vi næsten var de eneste i biografsalen, fik hun lov at ligge på sædet, men hun fulgte stadig interesseret med i filmen. Jeg selv fik nok en hel del mere ud af filmen. Figurene lignede utrolig godt. Der blev selvfølgelig brugt en masse vendinger fra de gamle film, men det var sjovt at se, hvordan de alligevel havde gjort filmen up-to-date med Metro tog og IC4 tog.
 
 
Nu er jeg hjemme igen og har smidt mig på sofaen. Nu skal jeg tage stilling til årets julegave fra firmaet. Vi har fået et par fine gaver at vælge i mellem og i år ser det ud til at "bolig trend" er årets tema. Der var bl.a. farverige retro lysestager i træ fra Applicata (Blossom), fine skåle og et juletræstæppe fra Ferm Living, en julekurv og en af Kay Bojesens sangfugle. Jeg kan rigtig godt lide Kay Bojesens træfigurer, men synes måske, at sangfuglene er en smule for moderne i farverne. Det er vist ikke svært at gætte, at mit valg ligger mellem lysestagerne og sangfuglen. Jeg har allerede et par originale trælysestager. Jeg bruger dem aldrig mere, da jeg, som mange andre, har formået at sætte ild til dem. Derfor har jeg aldrig haft lyst til at eje de nye "kopier," som jeg vælger at kalde dem. Derfor har jeg valgt at jeg gerne vil have en Kay Bojesen "sangfugl." Jeg er ikke pjattet med farverne, så valget er faldet på den mest neutrale (gult hovede), nemlig "sunshine." Måske jeg så en dag kunne supplere med den garder, abe og elefant, jeg godt kunne tænke mig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar