Det er tydeligt, at vejret i sidste uge, var noget mere gråt og køligt. Forrige uge var der rigtig mange mennesker i Østre Anlæg, men i sidste uge, mødte jeg nærmest ingen. Det kunne man også godt se på fuglene, som var over én, så snart man stoppede op. Jeg har dog ikke fodret dem en eneste gang. Her kommer nogle stemningsbilleder fra Østre Anlæg.
Fredag aften kickstartede vi karnevallet her i Aalborg, med den årlige internationale parade, hvor karnevalstrupper fra nær og fjern, dyster mod hinanden. Det var lidt køligt, så på et tidspunkt gik vi op i min brors lejlighed og så det hele lidt fra oven.
Lørdag morgen havde jeg lovet min veninde, at jeg ville tage hendes datter med til børnekarnevallet, da hun selv skulle til Polterabend. Da vi var lidt for tidligt på den, gik vi op til min lillebror, svigerinde og niece, som også skulle til karneval. Kl. 11:00 startede optoget fra Gabelstorv og ned ad Boulevarden og over i Kildeparken, hvor man kunne få adgang til, ved at købe et armbånd til 50kr, hvilket vi gjorde. I kildeparken var der hoppeborge, brandbiler, gummibåde, andedam, underholdning mm. Da det begyndte at regne, nåede vi ikke rundt til Kødbyens food trucks, som eller var på visit der inde.
Vi sluttede af med at spise på Sunset og om det er deres mad, eller resterne af noget virus, som har hærget min familie på det sidste, ved jeg ikke. Ihvertfald var jeg sygdomsramt i går og måtte ty til te, knækbrød og revet æble, for at få lidt ro på maven. Sidst på dagen spiste jeg bagte kartofler, hvilket maven ikke brokkede sig over. Her til morgen har jeg det bedre, men jeg er stadig ikke helt frisk. Tilg gengæld er jeg meget sulten, så jeg håber, at jeg kan komme ud at handle. I morgen skulle jeg gerne være klar til endnu en kursusdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar