mandag den 9. maj 2016

Bagagerumsmarked og fødselsdag i det grønne

Hold da op, hvor har det været en skøn weekend. Vejret har jo opført sig, som var det en dag i juli måned, så selv om forårsvejret var længe om at indfinde sig, føles det nu, som om vi har spolet tiden et par måneder frem. Nu er det for alvor blevet altanvejr og jeg har selvfølgelig sørget for at nyde det.

(Søndag aften på min altan)

I lørdags inviterede mine forældre til aftensmad, lavet på spejdermanér. Min bror og niece var også på besøg, så mig og min mor gik en tur med min niece i det skønne vejr, inden vi lavede mad. Det var tydeligt at se og høre, at lørdag nu også er blevet en konfirmationsdag. Rundt omkring i haverne, var der feststemte mennesker. Vi kom også forbi et nybagt brudepar, som sad og nød hinanden på en bænk, mens den fine vintagebil, med "Nygift" i bagruden, stod parkeret i indkørslen. Det så virkeligt romantisk ud. Bag efter gik det op for mig, at der måske også have været en fotograf med i haven, så selv om jeg ikke forevigede deres hyggestund, er jeg sikker på, at en anden nok fik gjort det. Det eneste billede jeg fik taget i lørdags, var af vores "spejdergryde." Det er super hyggeligt med levende ild, men føj, hvor kommer man til at lugte af bål. Derfor røg alt mit tøj direkte i vaskemaskinen, da jeg kom hjem.


I går var jeg inviteret til fødselsdag i det grønne, men inden da, kunne jeg lige nå til bagagerumsmarkedet, på den anden side af gaden (Dyrskuepladsen i Skalborg). Vejret var virkeligt med dem, denne gang. Sidste gang var plænerne så våde, at de måtte flytte ind i staldbygningerne. Der var stadig lidt smattet på enkelte steder, men det var til at overleve. Der var rigtig mange mennesker, men mit billede ser nu lidt tvivlsomt ud, da jeg ikke lige kunne komme til at tage et billede fra "den rigtige vinkel," grundet de mange mennesker.

(Foto taget fra sidste hjørne af markedspladsen)

Jeg havde egentlig sagt til migselv, at jeg ikke må købe flere kagedåser. Jeg har nemlig ikke plads til flere. Men da jeg faldt over et rigtig godt tilbud på Anita Wangel IRA dåser, måtte jeg slå til. De var jo røde!! I forvejen havde jeg den runde dåse i blå og orange. Nu må jeg så se om jeg kan få solgt et par af mine andre kagedåser, for at skaffe plads.

(Dåsemani... Mon det nogen sinde får en ende?!)



Jeg fandt også en brun Erik Kold bøtte, i en størrelse, som jeg endnu ikke havde i min samling. Den var brun og lidt ridset, men til 10kr synes jeg faktisk, at den var ret sjov.
Ved en af de sidste stande fandt jeg så en rød margarinebøtte, uden påskrift. Jeg havde egentlig takket nej, da prisen var lidt for høj, men da jeg fik 10kr i afslag på prisen, tog jeg den med. "Men så er det også kun fordi den er rød!" sagde jeg til manden... Rød er jo min yndlingsfarve, så jeg har svært ved at lade dem stå. I sær hvis jeg ikke har dem i forvejen.


Da jeg kom hjem, hoppede jeg i sommerkjolen og gjorde mig klar. Kl. 14 var jeg inviteret til min svigerindes fødselsdag. Min bror, svigerinde og niece er flyttet i lejlighed, på. 3. sal i centrum. Da vejret skulle blive helt fantastisk, havde de inviteret til fødselsdag i det grønne. 500m fra deres lejlighed ligger Kildeparken, så de havde dækket op ved 2 borde-bænkesæt, ved siden af legepladsen i parken. Først spiste vi frokost sandwhich og sørgede for at få noget væske indenbords. Vi sad i direkte sol og 22 grader og da jeg normalt ikke går rundt i sommerkjole, måtte jeg efter maden, låne min nieces faktor 50 solcreme til mine skuldre, som var ret udsatte.


(Foto taget, da jeg kom hjem med lidt mere kulør)

Vi spillede vikingespil. Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har spillet det, men da vi først fik os sat
ordenligt ind i reglerne, var det virkeligt sjovt. Et kastespil, som hverken kræver kondi eller
gribeteknik, er perfekt til sådan et familiearrangement, på en varm sommerdag. Bagefter var der 4, som spillede ludo.

(Kildeparken er en hyggelig oase midt i centrum, med direkte indgang fra Aalborg banegård)



(Fødselaren havde ønsket sig planter til altanen, så hun fik både blomster, chili og jordbær)

Vi afsluttede fødselsdagsfesten med en hyggelig gåtur ned i Reberbansgade. Der er lige åbnet en ny isbar, med yoghurtis, med lavt kalorieindhold og tilsatte proteiner og det skulle prøves.


Hold da op, hvor var det lækkert. Selve isen var så frisk, at den mindede om sorbetis. Lækkert på sådan en varm dag. Jeg var især vild med saltkarmel isen. Boede jeg i midtbyen, kunne jeg sagtens se mig selv smuttet inden om, til en kølig forfriskning i sommervarmen. Prisen er forøvrigt 13,95kr pr. 100g. og man må blande, helt som man har lyst til. I dag skal jeg til Zumba i nærheden og det var da helt oplagt, at køle sig ned med proteiner i form af is, efter sådan en omgang. Om sommeren skal jeg alligevel tage salttabletter, når jeg træner, da jeg ellers har det med at blive svimmel og da jeg ikke er pjattet med piller eller tabletter, lyder is bare meget mere tiltrækkende. Træner du også om sommeren, vil jeg helt klart anbefale dig, at smutte forbi ProYo Bar i Reberbanegade (over for Apoteket ved sygehuset) efter en lækker is, f.eks. Med saltkaramel!

(Jeg smagte både jordbær, chokolade og saltkaramel med forskellige toppings)
 
I kan finde flere oplysninger og billeder, på ProYo Bars egen facebook side lige her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar