Da vi flyttede min demente farmor på plejehjem

Det har taget mig noget tid at skrive nedenstånde indlæg, men jeg har også haft travlt i den seneste uges tid og det har været lidt af en fysisk og psykisk udfordring, jeg har været ude for. Da jeg er Demensven, har jeg valgt at fortælle jer om det, da det er en af de udfordringer, de fleste pårørende til demente, må tage stilling til, på et eller andet tidspunkt.

Jeg har før skrevet om min farmor her på bloggen. Min farmor er dement og som årene er gået, er der pludselig gået 10 år. 10 hårde år, for os pårørende, men så sandelig også for min farmor. Da min farmor fik stillet diagnosen Alzheimer demens, vidste vi, at det kun ville gå ned ad bakke fra nu af, mht. min farmors hukommelse. Dengang troede jeg faktisk, at det ville gå så hurtigt, at hun måske ville ende på et plejehjem efter et par år. Utroligt nok, har farmor klaret sig ret godt i egen bolig. Dog opdagede vi, at hun havde tillagt sig nogle underlige vaner. I takt med at farmor fyldte skufferne med reklamer, begyndte hun også at gemme på tom emballage. Tomme marmeladebøtter, risifruittibøtter, plastik dimsedutter mm. Pludselig tillagde hun sig endnu en mærkelig mani. farmor får dagligt besøg af hjemmeplejen og hun fik en mistro til alle de forskellige folk, som kom hos hende og derfor begyndte hun at gemme ting. Dagligdagsbestikket så hun pludselig, som værende kostbart sølvtøj, som hun var nødt til at gemme væk. Toiletpapiret måtte hun også gemme væk og spare på. Når hjemmeplejen kontaktede os og sagde, at farmor manglede toiletpapir, affaldsposer og karklude, kunne jeg som regel gå ind i farmors soveværelse og finde tingene, gemt mellem hendes tøj.

En gang om ugen, måtte vi handle ind for hende, da hun ikke ville gå uden for lejligheden. Hun sagde, at de var fordi hun var svimmel, men jeg tror, at det var fordi hun godt selv vidste, at hendes orienteringssans og hukommelse ikke længere var god nok til at finde til købmanden og hjem igen. Vi følte os på den måde trygge for, at farmor ikke ville ende, som en af de mange forsvundne demente, man hører om i nyhederne. For nogle år siden, opdagede jeg, at hun ikke engang kunne finde tilbage til sin plads rundt om bordet, hvis hun først har rejst sig, når hun var på restaurent. Det gav mig et fingerprej om, at orienteringssansen var helt væk.

Så tæt boede farmor på købmanden

I de sidste par år, er farmor blevet mere diffus. Den søde hjemmehjælper, som kom hos hende før, gik på efterløn og pludselig kunne vi se, at der ikke blev taget så meget hånd om farmor, som hid til, fra de hjemmeplejere, der tilså hende. Før blev der bestilt hjemmefrisør, tjekket vægt, givet medicin, gjort mad klar og skrevet indkøbsseddel med farmor. Nu bliver der kun givet medicin og smurt mad. Farmor har ikke lavet mad i mange år nu. Hun har forsøgt, men vi kunne se, at det ikke fungerede. Hendes mad bestod af hvedeboller med jordbærmarmelade og optøede "købe-frikadeller" fra frost. En dag blev selv de optøede frikadeller for besværlige for farmor. Derfor fyldte vi hendes køleskab med nemt tilgængeligt mad. Risifrutti og røde pølser, som hun kunne spise, som de var.

Farmor brød sig ikke længere om at komme uden for. Hun sagde, at hendes læge havde sagt til hende, at hun ikke kunne tåle kulde og derfor har hun ikke været uden for sin lejlighed siden juleaften. Undskyldningen for ikke at tage med til familiefødselsdage osv., blev til sidst den, at hun var svimmel. Når farmor siger at hun er svimmel, er det et udtryk for, at hun ikke kan huske og derfor ikke kan følge med i samtaler længere. Faktisk var det farmor gik mest op i, når hun en sjælden gang var uden for sin lejlighed, om hun nu havde husket at få sine nøgler med, eller hvor hendes taske var. Ca. en gang i minuttet måtte hun have vished for, at nøglen lå i hendes taske, så hun kunne komme ind, hjemme i lejligheden.

Juleaften morede farmor sig og fik pludselige en impulsiv lyst til at løfte sit oldebarn. Hun havde bare glemt, at hun ikke længere havde kræfter til det. Ingen kom til skade. Phew.

Allerede i starten af farmors demensforløb, måtte vi udstyre hendes nøgler med skilte, så hun kunne se hvilken nøgle, hun skulle bruge til lejlighed (hjem), postkasse og kælder

Jeg synes det var synd for farmor, at hun isolerede sig selv på den måde. Farmor har tre sønner. Min far og mine to onkler. Hver uge skiftedes de til at handle ind for farmor, da hun jo ikke kom uden for lejligheden. Hun troede godt nok selv, at hun gik til købmanden hver dag, men vi vidste, at hun var
holdt op med at gå til købmanden for flere år siden. For nogle år siden gik hun med til at lade
familien handle for sig og igen blev hendes lovlige undskyldning, at hun ikke kunne gå til købmanden, når hun var så svimmel.

I starten af året opdagede vi, at der ikke rigtig blev spist noget af det mad, der blev handlet til farmor. Fra at spise hvedeboller, frikadeller og risifruitti, var det nu kun bollerne farmor spiste. Det andet mad var blevet for besværlig for hende at finde frem, hvor det at smøre en bolle med marmelade, var det farmor formåede. Derfor spiste hun boller dagen lang. Trist og trivielt. Farmor lavede selv sin kaffe, men i januar måned gik noget galt og hun kunne ikke længere bruge kaffemaskinen. Et par uger senere, fandt jeg beviset.

Når jeg kom forbi til en tår kaffe, skulle farmor nu koge vand i en gryde og jeg var ikke helt tryg ved den situation. Derfor købte vi en ny kaffemaskine til hende, men hun skælte mig ud. Med store eder, råbte hun af mig, om at hun ville have den gamle kaffemaskine tilbage, da den jeg var kommet med var hvid og de hvide kaffemaskiner virker ikke, råbte hun. Jeg tager det ikke så tungt, når farmor råber af mig. Jeg er den i familien, som farmor førhen har haft stor tiltro til. Mens hun stadig kunne finde ud af at bruge telefonen, ringede hun til mig og snakkede i lang tid, om alting og ingen ting. Oftest var det en væmmelig tanke om, at nogen i familien var sur på hende, historier om at nogen skulle skilles. En enkel gang græd hun i telefonen, fordi min far angiveligt skulle være blevet ked af, at hun havde skældt ham ud, så nu var farmor selv blevet ked af det. Hvordan trøster man lige sin farmor i telefonen, når hun sidder dybt ulykkelig i den anden ende og lige frem græder over noget, der kun er sket for hende, et sted der inde i den ikke længere fungerende hjerne?!! Det var hårdt, men med min blideste stemme lovede jeg at sige til min far, at han ikke skulle være sur på hende, fordi
hun mente det ikke.... Det er sådanne underlige hændelser, man kan komme ud i som pårørende.
En anden gang var hun ked af, at min fætter skulle være forsvundet, men han var nu bare i skole den dag. Oftest sluttede farmor sine telefonsamtaler med "hvorfor var det nu jeg ringede?" Så er det at jeg tænkte, at det nok bare var for at få en sludder og jeg håbede, at hun fik det ud af vores samtaler, som hun ønskede. Det er vist ca. 2 år siden, farmor mistede evnen til at ringe op fra en telefon. Hun ved det ikke selv. For ca. 5 år siden, opdagede jeg, at hendes evne til at skrive tal var forsundet. Når hun skulle skrive en huskeseddel til sig selv, om hvornår vi evt. skulle til en fødselsdag, skrev hun nu "kvarter over et" i stedet for 13:15. Dage, måneder, datoer osv. kan farmor heller ikke holde styr på.

Farmor spiste nu ikke længere andet end boller og da hun også hostede end del, sendte vi bud efter lægen, som konstaterede, at hendes blodtryk var for højt, hvilket skyldtes, at hun fik for lidt at spise. Vi måtte derfor lave en "spiseplan," hvor vi på skift, måtte tage hjem til farmor og spise aftensmad hos hende. Det var hårdt og nedslidende og vi vidste, at farmor kunne få det så meget bedre, ved at komme på plejehjem, hvor vi vidste, at der ville blive taget ordentlig hånd om hendes madvaner og også den skræntende hygiejne. For flere år siden sagde farmor, at hun ikke ville på plejehjem, da hun var af den overbevisning, at man døde, når man kom på plejehjem. I mellemtiden er hendes søster kommet på plejehjem og har fået det meget bedre, så når vi snakkede med farmor om muligheden for at komme på plejehjem, var hun mindre afvisende. Jeg synes at farmor havde så trist en tilværelse, at jeg drømte om, hvor godt hun ville få det på et plejehjem. På et plejehjem ville hun have ligestillede at snakke med, folk som ingen fordomme havde, hvis hun måtte sige "nu har jeg glemt, hvad jeg var ved at sige." Søde hjemmehjælpere, som kunne motivere hende til at komme ud fra sin lejlighed, så hun kunne opleve noget. Også selv om hun glemte, hvad hun oplevede, med det samme. Farmor manglede noget at få tiden til at gå med.

Her ses det tydeligt, at farmor sad i sin lænestol dagen lang

Vi fandt et plejehjem til farmor, som passede præcis til hendes behov og for en uge siden flyttede hun
ind. Vi ville ikke forstyrre hende med flytningen, så vi sørgede for, at hun kunne komme ud at besøge
min kusine den dag. Farmor havde jo ikke været uden for en dør siden juleaften, så vi vidste ikke
helt, om vi kunne få hende til at tage med på den planlagte tur. Aftenen før, fandt min mor tøj frem til hende, til at tage på næste morgen og så blev farmor pludselig alvorligt syg. Sikke hun hostede og hakkede i løbet af 10 sekunder. Derfor var det med svedige håndflader, galoperende hjerte, en klump i halsen og en smule dårlig samvittighed, jeg mødte op hos farmor næste morgen. Jeg troede ikke jeg kunne få hende gjort klar til at tage afsted, når min onkel kom og hentede hende lidt senere. Heldigvis sker der jo det med demente, at de hurtig glemmer. De glemmer hvis de har været sure og farmor glemte tilsyneladende også, at hun havde været syg aftenen før. Hun fandt selv sit fineste tøj frem, gik ud og vaskede sige og jeg forsikrede hende, at hun ville få en god dag, hos min kusine. Jeg satte hendes hår og i løbet af 30 minutter, var min farmor helt klar til at tage hjemme fra.

Farmor havde en god dag, den dag vi havde travlt med at flytte hendes ting. Desværre glemte hun, hvad hun havde oplevet, med det samme. Hendes korttidshukommelse er væk

Da farmor var blevet hentet, kom min bror, forældre, onkel, fætter og tante og så gik vi ellers i gang. Vi var nødt til at se det hele godt i gennem og udvælge, hvad farmor skulle have med på plejehjemmet. Det var en stor proces at gå i gang med. Hvilke møbler skulle hun have med, hvad for noget tøj kunne hun undværre og hvilke ting, kunne hun absolut ikke undværre??!!! Min tante og jeg, startede fra den ene ende af farmors klædeskab og arbejdede os langsomt i gennem dem. Vi konstaterede, at farmor ikke havde vasket det tøj, som var hængt tilbage i skabet, så min svigerinde måtte hente tøjet og få det vasket. Vi satte navnelapper på, nøjagtig, som man gør med børns tøj. På den måde kan personalet på plejehjemmet hjælpe farmor med at holde styr på sit tøj.

Vi havde kun en dag til at flytte farmors ting ud på plejehjemmet og indrette den nye "lejlighed" med nye rullegardiner, billeder, reoler osv. Så vi arbejdede på højtryk. Vi nåede det lige akkurat, så farmor kunne være med til at spise aftensmad på plejehjemmet. Vi vidste at farmor nok ikke ville bryde sig om det, så vi sørgede for, ikke at være på plejehjemmet, da hun ankom. Min onkel, tante og kusine viste hende ind på plejehjemmet og fortalte at farmor bestemt ikke var glad for situationen, men personalet tog sig af farmor og allerede et par dage efter, fik vi at vide, at farmor var begyndt at snakke med et par andre damer på plejehjemmet og det gav ro i sjælen at vide, at der faktisk er håb for, at farmor nu får forbedret sin livskvalitet! I går havde farmor sit første besøg på plejehjemmet og det lyder til, at hun er faldet nogen lunde til. Hun havde endda også formået at ringe til min far på telefonen, hvor hun dog var lidt skeptisk ved situationen. Farmor bor på et dementafsnit på et plejehjem og nu bliver hun pludselig konfronteret med demente mennesker, som er på forskellige stadier. Pludselig bliver det synligt for farmor, at hun er blandt syge mennesker. Farmor har aldrig vidst, at hun var dement. I starten fortalte vi hende, at det var i orden, når hun glemte noget, da det jo skyldes hendes sygdom. Men farmor tror ikke, at hun er syg. Hun er kun svimmel. Heldigvis er der ikke sket noget alvorligt med farmor, mens hun boede alene, men frygten for, at der en dag kunne ske noget, eller tanken om, at hun sultede ihjel, var til sidst blevet så stor, at jeg føler mig meget mere tryg, nu, hvor farmor bor på plejehjem!

Lørdag flyttede vi farmors ting fra lejligheden og indrettede den nye lejlighed på plejehjemmet. Søndag tømte vi lejligheden for de sidste ting, som vi fordelte i mellem os. I torsdags brugte vi 5 timer på at gøre rent. Gulvtæppetape burde forbydes! Nu er lejligheden helt tom. Men jeg er ikke færdig med st fortælle om farmor, hendes lejlighed, plejehjemmet og hendes demens, så i må have noget til gode, men lige nu er jeg udmattet. Det har været en hård omgang, både fysisk og psykisk!