mandag den 23. november 2015

(Jule) Hjertet på rette sted!

Da min far tog ind på sygehuset for at få undersøgt sit hjerte, for 3 uger siden, var der ingen, der vidste, hvordan det kunne gå. At lægen lavede en fejl, som nær kostede ham livet, var der ihvertfald ingen der havde i tankerne. Heldigvis er kroppen sådan indbygget, at den altid vil forsøge at reparere sig selv, såfremt den har de rigtige vilkår her for, hvilket heldigvis blev min fars redning. Det var noget af et chok, for os alle. Han måtte ligge på intensiv afdeling i et par dage, hvor lægerne hold øje med ham bag en glasrude 24/7. Efter et par dage, var hans blodtryk igen blevet så stabilt, at han kunne overflyttes til et normalt sengeafsnit, hvor han skulle blive, ind til man turde opperere ham.

(Billedet fra min eftersøgning på facebook)

Mens jeg var der hjemme, lagde jeg en eftersøgning af et julehjerte med lys på Facebook og jeg kunne se, at min far var den første til at dele mit opslag på facebook, fra sin sygeseng. Han lå på en stue med 4 andre patienter og han er bestemt ikke bleg for at snakke med fremmede. Mange af de små sygehuse i regionen er lukkede ned, så nogle patienter kommer langvejs fra. Manden som lå over for min far, kom fra (Nykøbing) Mors. Da jeg var inde at besøge min far, ville han lige have mig til at hjælpe med at sende billedet af julehjertet jeg havde fotograferet, til manden fra Mors. Han solgte nemlig lidt genbrug og boede overfor en gammel købmandskone, som ikke ville have sit julepynt i vinduerne i år og han lovede, at han nok ville kigge efter, om ikke hun havde sådan et julehjerte med lys, blandt hendes julepynt, når han blev udskrevet.

I lørdags var vi til julemarked hos Kirkens Korshær. Egentlig ville min far ikke med, men han havde ombestemt sig. På vej der over sagde min mor, at de havde tænkt sig, at vi skulle køre en lang tur bagefter. Vi rundede et par genbrugsbutikker og da jeg foreslog endnu en, måtte de indrømme, at målet for køreturen var Mors. Mors er en lille ø ude i Limfjorden, et godt stykke fra Aalborg. Jeg turde ikke helt håbe på, at manden fra Mors havde skaffet det julehjerte med lys i, som jeg havde ledt efter i 20 år, for det ville da være for nemt, ikke?!!


Vi sejlede til Mors og kørte et godt stykke, inden vi parkerede ved den gamle Købmand, som holdt loppemarked. Der inde stod en frisk, ældre dame, med en tyk dialekt. Heldigvis stammer min bedstefar fra de kanter, så jeg er ret god til At forstå Thybomål eller hvad søren det var for en dialekt hun talte. Jeg købte lidt fine sager af damen, inden vi gik over til hendes genbo. Manden fra Mors, som min far lå på stue med.

(Mors og Feggerssundfærgen, som skulle sejle os der over)

Den gamle købmandsbutik

Han var glad for at se os og  mere glad var jeg, da han kom med..... Et julehjerte med lys!! Ikke nok med det. Han kom med 2!!! Oven ud lykkelig for endelig at have fået det julehjerte, jeg har ledt så længe efter, kunne jeg næsten ikke vente med at komme hjem og få det sat op. Det blev dog først dagen efter. Vi blev budt på kaffe og kage og kiggede lidt på hvilke andre ting, manden havde til salg, inden vi kørte hjem, med de 2 julehjerter! Jeg ved at jeg før har brugt et citat fra biblen, men vil våge at bruge det igen... "Søg og du skal finde." Man skal aldrig give op. Selv om det hele kan føles ualmindelig svært, skal man aldrig give op. Der kommer som regel en løsning hen ad vejen og i dette tilfælde, var det min fars hjerte, der skulle bringe mig et eftersøgt julehjerte! Han har selv hængt det ene hjerte op, sammen med de 40-50 julehjerter, som hvert år pryder i deres stue.



Jeg selv måtte flytte lidt rundt med nogle af mine juleuroer, for at få plads til det funklende hjerte. Ih, hvor er det fint. Nu er spørgsmålet så, hvad det næste bliver, jeg skal på jagt efter? Sidste år var det en Pilea og i år et julehjerte. Jeg er sikker på, at der er en, som holder øje med mig og vurderer, om jeg har fortjent at finde det jeg søger. Indlægget "Søg og du skal finde," er forøvrigt også det mest læste indlæg her på bloggen! Søg og du skal finde og husk altid at have hjertet med. På vej hjem fra Mors, mødte vi et kraftigt snevejr, så man kunne næsten fristes til at kalde det, et lille julemirakel, før jul!??






Ingen kommentarer:

Send en kommentar