onsdag den 31. december 2014

Godt nytår!

Så er det ved midnat i aften, at vi tager afsked med 2014 og hilser det nye år, 2015, velkommen. Det er utroligt, hvor meget folk gør ud af sådan en aften, hvor det eneste specielle ved den er, at vi kl. 00.01 i nat, skal skrive 2015 i stedet for 2014. Folk gik da helt amok med at handle ind i går... Men man fristes vel til at sige "same procedure as last year." Butikkerne ved at d. 30. December er den dag, hvor folk bruger flest penge. For første gang i lang tid, var der lange køer ved samtlige af bilkas kasser... Alle skulle de have bordpynt, nytårshatte, chips og flere flasker sprut.. Jeg selv ville sagtens kunne stable en lille fest sammen, blot ved at åbne skabene der hjemme. Måske skyldes det, at jeg altid har været en smule pyntesyg.

Jeg har aldrig haft det helt store behov for at fejre nytårsaften. De gange, hvor jeg har haft en aftale i byen, har jeg tit forbandet det langt væk, da jeg egentlig helst bare vil have en stille og rolig aften. Selvfølgelig kan det være hyggeligt med en stor fest med mange mennesker, men jeg vil lige så gerne være fri, denne aften. Derfor har jeg valgt at holde nytårsaften hjemme hos mine forældre i år. Selv om det ikke bliver den store fest, har jeg alligevel leget lidt med min make up.

Når jeg tænker tilbage på året der er gået, er det kun positive ting, jeg kan komme i tanke om. Det eneste minus var da min hdd optager gik i stykker, men den blev erstattet med en genbrugs model, som virker upåklageligt, så det er ikke værd at ærge sig over.

Her får i lige nogle snapshots af gode loppefund og begivenheder jeg har deltaget i, i løbet af 2014. Efter dem kommer et resume af nogle af de mange begivenheder, jeg har deltaget ved i 2014.


De første 3 mdr. havde jeg travlt med dans og zumba.. Afro Power, Salsa Fitness og Zumba var jeg afsted til ca. 5 dage om ugen. Jeg elsker at danse, så jeg nød det virkeligt!!
I April måned begyndte loppesæsonnen og det havde jeg ventet på længe! Min lillebror blev gift og jeg valgte at tage min afrikanske genbrugskjole på til brylluppet.
Jeg var så heldig at vinde en stand på årets første "lopper på havnen" d. 3. Maj. Det var første gang jeg skulle sælge af mine retro lopper og det blev en stor succes.
D. 8. Maj var jeg til koncert med mit yndlingsband, New Kids On The Block. Ikke nok med det, så var jeg så heldig at have vundet en konkurrence, som gav mig lov til at møde Danny Wood inden koncerten inkl. en billet, som gav mig anledning til at komme i salen, som en af de første, så jeg sikrede mig en plads i 1. række! Det var en rigtig god koncert og det lykkedes os at gøre et indtryk med vores "bhlove" skilte (bh = blockhead = fan af new kids on the block).
D. 17. Maj tog jeg min venindes datter med til børnekarnevallet i Aalborg.
D. 20. maj tog jeg til Berlin, hvor jeg mødtes med mine veninder, så vi sammen kunne tage til endnu en koncert med New Kids On The Block. Samme aften skulle vi til et pre show inden koncerten, hvor vi fik mulighed for at hilse på fyrene. 
Selv om turen til Berlin kun var på 3 dage, gav det mig også lidt tid til at shoppe lidt og se lidt seværdigheder.
Juni måned bød på en tur i Zoo, Riddim Festival i Karolinelund og en weekend i mine forældres sommerhus og Sankt Hans i Østre Anlæg.
I juli måned skete der noget så underligt, at Backstreet Boys holdt udendørs koncert i Skovdalen i Aalborg. Det sted er ikke et jeg kommer tit, da det som regel kun er Lars Lilholt og musik i den genre, der tilbydes der. Jeg er ikke fan af Backstreet Boys på nogen måde, men da jeg var til 5 koncerter med dem i 2012, hvor de sammen med New Kids On The Block var på tour, som NKOTBSB, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at benytte denne surealistiske begivenhed til et gensyn.
Grøn koncert blev det også til i år og en lille sommerferie i København.
August bød på "Limbo" og  et foredrag med Chris McDonald.
D. 2. September var jeg ude at se den nye genbrugsbutik i Nibe og senere på måneden købte jeg min nye genbrugs hddoptager. Det var også i september, at jeg endelig fik købt mig en ipad. Det er fra den jeg blogger, hvilket byder på lidt flere udfordringer, men det er nu noget nemmere, end at starte den bærbare pc op.
Oktober bød på "lyserød Lørdag" Zumba og årets sidste bagagerumsmarkeder og jeg startede et kursus i Wordpress på AOF, men oktober var også den måned, hvor jeg fik tildelt titlen "faster," da min lillebrors datter, Sally, kom til verden d. 15. oktober.
November og december har stået i julens tegn. Julefrokoster, juleklip, julemarkeder. Og ikke mindst juleturen til Hamburg. Jeg mindes ikke at jeg har haft så travlt i december måned, som jeg har haft i år. Derfor har jeg ikke været til Zumba ret mange gange i december måned. Det ærger mig, men alligevel er jeg glad for de valg jeg har truffet, om at slappe af og tage den med ro, når jeg kunne mærke, at jeg havde for travlt! For at bevise, at jeg er klar til det nye år, med Zumba og alt hvad året måtte bringe, tog jeg til en times zumba kl. 10 i morges. Så er jeg i gang! Men egentlig er jeg slet ikke med på idéen om at starte det nye år i morgen. Jeg har nemlig stadig juleferie og skal først på job igen på mandag og først da begynder det nye år for mig!

2014 har budt på rigtig mange loppefund og genbrugs skatte. Jeg må indrømme, at jeg har dyrket min passion for genbrug en del i året der er gået, men ih, hvor har jeg nydt det. Jeg har nydt at dele mine fund med jer. Selv om der ikke er så mange der kommenterer, kan jeg jo se, at i er der ude. Det giver fornyet energi til at fortsætte med at blogge. Selv om jeg har en spinkel drøm om en dag at hoppe på Wordpress bølgen og investere i eksklusiv spejlrefleks kamera, ja så befinder jeg mig ganske fint, lige der, hvor jeg er nu. Nytårsfortsætter har jeg ikke. Da jeg føler at 2014 var et godt år, er mit mål bare at gøre mere af det jeg elsker - Zumba, genbrugsjagt og loppemarkeder - så er jeg sikker på at 2015 nok skal blive lige så fantastisk, som 2015.

I ønskes alle et rigtig godt nytår! Vi ses på den anden side...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar