lørdag den 8. april 2017

Til byttebørs med Danske Bank

For noget tid siden fandt jeg en notifikation i min netbank. Det var en invitation til et arrangement, som Danske Bank afholdt på "Spritten" i Aalborg, hvor der ville komme nogle og fortælle om en masse nye tiltag, som lige nu sker i Aalborg. Det lød spændende, men skal jeg være helt ærlig, så var det deres byttebørs, som lokkede mig mest.

I invitationen stod der, at man gerne måtte tage 1-2 ting med til deres byttebørs. Når man kom kunne man sætte det på et bord eller en reol og efter de 3 oplæg og spisning, måtte man tage 1-2 ting med hjem fra byttebørsen. Jeg var ret spændt på om de andre nu også havde fundet ting fra gemmerne til at bytte væk og det havde de sørme. Der var måske ikke en helt masse, som jeg lige stod at manglede, men der var nogle fine ting i blandt. Jeg selv havde taget en madkasse og et sæt Sødahl dækkeservietter, som altid bare har lagt i vejen med.


Der var et oplæg om Aalborg kulturby, hvor der bliver gjort et stort stykke arbejde for, at der skal være både kunst, musik, festivals og kultur arrangementer for alle.... Dog må jeg sige, at jeg ofte har svært ved at finde en koncert eller et arrangement, som appellere til min smag. Næ. Kultur for mig må vist være de mange loppemarkeder som er begyndt at blomstre op, men de blev slet ikke nævnt.


Manden som har sat sig for at omdanne Spritten til et sandt mekka for finkulturelle (og dyre) arrangementer, sagde godt nok at han jo bare var en simpel tømrer, men han havde da vist glemt en hel del om Janteloven, men nu er det vist også mest alverdens rige turister, han vil lokke til Aalborg. Og så havde jeg mest lyst til at spørge "what's in it for me?" men jeg holdt det for mig selv. Heldigvis lød det da til at han ville lave en Torvehal, som den i København og det må så være der, jeg kan komme til at bruge stedet, for at købe en kop kaffe. Han lovede mad i forskellige prisklasser og forskellige priser, men med hans ambitioner lød det bestemt ikke som om, at den billigste burger ville blive ret billig. Spritten skal omdannes til "Cloud City."

Sidste oplæg var et oplæg fra stifteren af Mig og Aalborg. som er en blog der tager pulsen på hvad der sker i Aalborg. Hovedsageligt er det vist sponsorerede indlæg de laver. Jeg følger dem på instagram og facebook og kendte derfor alt til alle de nye madsteder, som var kommet i byen, men var der vist også  mest af alt for at gøre reklame for siden, at han var der.  Han startede ud med en video, hvor "Netto Akari" besøgte Mortens kro og skal jeg være helt ærlig bryder jeg mig ikke om nogen af dem. Akari er kendt for at lave sjov med de kunder han betjener i Netto, men det er ikke alle, som bryder sig om hans måde at charmere på. Han er sjov, men kunne godt lige skrue en tand ned for hans charme. Jeg fandt en gammel artikel om ham her, som beskriver ham meget godt, den dag i dag. Nu arbejder han bare i Netto på Eternitten her i Aalborg.

Inden arrangementet sluttede af, blev der serveret chili con carne og nachos ved et stående taffel. Når man havde spist, kunne man gå forbi byttebørsen og tage noget med hjem. Jeg kunne ikke få øje på noget jeg lige stod og manglede, men tænkte at jeg kunne bruge den grønne glasskål til nips på mit nye badeværelse og den lille løgkrukke med det skønne ansigt kommer nok til at pryde min altan med en plante i om et par måneder.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar