søndag den 7. august 2016

Nye gamle stole

Det gjorde mig ikke så meget, at jeg ikke fandt noget som helst på loppemarkedet på Louise Plads, eller "Lopper på havnen" i dag. Sent i går aftes købte jeg nemlig noget guf.


Nogle gange kan man være heldig at finde gode sager, som folk sælger i diverse grupper på facebook. Det er ikke så tit at jeg søger efter noget specifikt, så det er ikke alle ting jeg ser. I går aftes var det min mor som faldt over et godt tilbud. Hun trykkede "synes godt om" og mente at det var nok til at jeg ville se opslaget. 1 time senere læste jeg så en notifikation om, at hun syntes godt om noget. Det viste sig at være to Gjerløv Knudsen "Skopan" stole i Aalborg. Jeg har i forvejen 2 røde Skopan stole på altanen, men da de har stået der ude hver dag i 10 år, er de blevet noget slidte at se på. Det kan i se nederst på siden i dette indlæg.

Med den forestående udsigt til genhusning og totalrenovering af min lejlighed havde jeg så småt overvejet, at det vist blev nødvendigt at skifte de gamle stole ud med nogle nye. Jeg havde sågar skrevet mig bag øret, at de kunne købes hos Kinnerup Antik og Porcelæn i Nørresundby, for den nette sum af 900kr pr. stk., hvilket jeg jo så måtte betale til den tid. En stor del af de penge sparede jeg ved at slå hurtigt til tilbudet på facebook, sent i går aftes. Skæbnen ville at jeg skulle til fødselsdag i nærheden i dag og derfor kunne jeg hente stolene hjem. De er godt nok orange og ikke røde som mine gamle,  men det betyder ingen ting, når man er farveglad, som jeg. Manden havde selv syet nye, 2 farvede puder, som en kopi af de originale, som jeg faktisk selv har været på jagt efter (originale puder). Stolene var i super stand i forhold til mine, så jeg er umådelig glad for at jeg kunne tage dem med hjem i dag.



Min far tilbød at passe på dem, ind til jeg skal bruge dem, da jeg ellers ville få det lidt trængt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar