tirsdag den 7. juni 2016

Mit bagagerumsmarked på tv samt lopper på havnen og i centrum

Måske kan i huske, at jeg i Oktober sidste år stødte på de to hold, som dystede i TV2 programmet Loppe Deluxe. Den gang vidste de endnu ikke, hvornår udsendelsen ville blive vist på tv, men det er nu blevet programsat til i morgen, onsdag d. 8. juni kl. 20:50, så husk at se med. Hvis i vil smugkigge lidt på, hvad de købte, kan i se det nederst i mit blogindlæg fra den dag her.


Det har været nogle ret travle dage for mit vedkommende og det fortsætter lidt endnu. I lørdags var der bagagerumsmarked og jeg var selvfølgelig over at se, om der skulle være noget guf. Der var ikke så mange stande, som normalt og det var som om, at folk ikke helt havde opfattet at bagagerumsmarkedet denne gang var på en lørdag, da det normalt er om søndagen.



Der var masser af retro stande, men jeg gider ikke en gang spørge til deres priser, så de får kun misundelsens blok fra mig. Derfor blev det kun til et par småting. Træskoene tænkte jeg at jeg kunne plante noget i, som en gave, hvis det blev aktuelt. Men mens jeg sidder her på altanen, fik jeg også lige en idé om, at jeg kunne plante husløg der i. At finde plads til dem, bliver dog nok lidt svært. Det fine keramikfad var også tænkt som noget jeg kunne plante i.


Jeg var også heldig at finde et cover til min iphone, for kun 5kr. Det gamle var slidt i laser, så jeg er glad!


Søndag var der både "Lopper på havnen" og "Loppemarked på Louise Plads." Jeg startede på havnen og købte noget med det samme. På det første bord jeg kiggede, fandt jeg 3 gamle æggebægre, hvor den ene var en garder. Jeg samler jo på gardere, så jeg var nødt til at spørge på prisen. Det var vist en fair pris, men da jeg gjorde opmærksom på, at det ene æggebægre manglede en arm, fik jeg et afslag på hele 35kr, selv om jeg ikke havde bedt om det og sådan et tilbud var jeg selvfølgelig nødt til at slå til på. Senere har jeg fået at vide, at der vist nok er tale om gamle franske æggebægre. Skønne er de ihvertfald!




Hos en af retrobodene købte jeg et stoftryk med en elefant. Jeg har før kigget på det, men tænkt at det var for dyrt. Denne gang købte jeg det, fordi jeg var så glad for den gode pris på æggebægrene. Jeg skal vist have det strøget og så må jeg overveje, hvor det skal hænge.


På Louise Plads var der ikke så mange boder, som der før har været, men alligevel var det hyggeligtt se, hvad folk havde med. Vejret var jo strålende.


Jeg har glemt at vise jer, de fine bøger jeg købte hos Danmission i torsdags. De er fra Politikkens Forlag og udgivet i 1977. De er fra en serie som heddet "min første naturbog" og jeg kan se, at jeg mangler 3 bøger i serien, nemlig "vilde planter," "træer og buske" og "svampe." Måske finder jeg dem en dag.


I går var jeg til et langt møde hos 3F og i dag skal jeg til møde hos jobcentret. Sådan er det vist at være ledig, eller ny-ledig, som jeg er. Jeg har planlagt lidt frivilligt arbejde, i form af virksomhedspraktik, som jeg skal starte i senere på måneden, for jeg skulle så nødig komme til at kede mig. Det er på den arbejdsplads, jeg aller helst kunne tænke mig at arbejde og jeg har da også sendt en ansøgning afsted der til, men i første omgang tager jeg en tørn, som praktikant. En gang i mellem skal man give sig selv nogle udfordringer og det bliver helt sikkert spændende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar